Regnbuen lyser – igen – over København

Så er det Pridetid igen … regnbuer, glitter, glimmer, musik, shows og den store hyldest til mangfoldighed …

Vi kender det godt. Det er efterhånden lidt ligesom jul … en tid med hyggelige traditioner og fokus på samvær og fest.

Men inden vi går helt amok i velvære og selvros over, hvor tolerante vi er her i Danmark, så burde vi måske tænke over, at der stadig er en lang vej at gå – også her i vores land.

For masser af unge og børn bruger stadig ordet bøsse som et skældsord, nogle gange endda sagt i versionen bøsserøv.

Der er også stadig mennesker, som overfaldes – bare fordi de ikke ser heteroseksuelle ud eller måske går hånd-i-hånd med en af deres eget køn.

Og endelig er der en del miljøer – typisk fundamentalistisk-religiøse af såvel muslimsk som kristen herkomst – hvor det at være alt andet end heteroseksuel er uacceptabelt.

Så der er alt mulig grund til at vifte med regnbueflaget – også her i Danmark – som protest mod den manglende tolerance og rummelighed, som stadig er alt for udbredt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oplevet til Priden: Ryk dig, Fede

Sidste år var jeg som så mange andre år tilskuer til Pridens Parade, hvilket plejer at være en superfin oplevelse med et fantastisk optog og plads til mangfoldighed og glæde – også blandt tilskuerne. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes denne gang.

Jeg stod i anden række og foran mig stod det, som man vist kalder en nydelig yngre dame i 30´erne med fin taske, flot tøj og ulastelig frisure. Hun skulle dog vise sig ikke at være ligeså pæn indvendig.

For da jeg høfligt på en lille og for mig ukendt piges vegne spurgte, om damen og hendes barn, en stor dreng på omkring 12-13 år, kunne rykke bare en lille smule til venstre (for så ville der nemlig være plads til den lille pige), lød hendes svar: NEJ, det gider jeg ikke.

Ja, men, sagde jeg på den lille piges vegne, hvis gamle bedstemor ikke rigtig var i stand til at kæmpe for hende, den her lille pige kan slet ikke se noget ligenu.

Det er jeg fuldstændig ligeglad med, lød det så fra damen, hvorefter jeg prøvede med et forsigtigt: Nu er det her jo en pride, der handler om tolerance og mangfoldighed, så måske i Pridens ånd … Men jeg blev afbrudt af hende:

Ja, jeg rykker mig ikke – men du kunne jo rykke dig, Fede – for eksempel væk fra mig, lød det fra damen. Og ja, jeg vejer lidt for meget. Men ligefrem at blive kaldt for Fede – dét har jeg dog ikke prøvet før, så jeg blev ærligt talt ret paf og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg stod også i anden række ligesom den lille pige, så jeg kunne jo ikke give hende en bedre plads. Og da jeg ikke kendte hende, ville det også være upassende at spørge, om jeg skulle bære hende, syntes jeg.

Heldigvis for den lille pige (og mig) var der så en anden yngre kvinde, der stod forrest, der sagde til hende: Du kan få min plads, og du (henvendt til damen med den skarpe tunge): Du skal tale pænt – det der er ikke til at holde ud at høre på.

Så en kæmpestor TAK til den sidste dame, der kom mig til undsætning i en stund, hvor jeg havde mistet både mælet og modet. Hun beviste på fineste måde, at det gør en kæmpe forskel at sige noget og at gøre noget for andre.

Hende den anden og hendes dreng, som undervejs ikke havde gjort andet end at køre chips ind, blev selvfølgelig stående, totalt uanfægtede så det ud som om. Der skal åbenbart mere end almindeligt skarp lud til nutidens skurvede hoveder.

Heldigvis var Pridens Parade ligeså fin, flot og farverig som den plejede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget i Sverige viser vejen for valget i Danmark

Svenskerne skal til valg igen …

Det sidste valg – som var i september – handlede meget om Sveriges rolle som humanistisk supermagt, og dermed også om Sverigesdemokraternes (Sveriges pendant til dansk Folkeparti) holdning til indvandrere og flygtninge.

Det er – ikke overraskende – en holdning, der minder meget om Dansk Folkepartis holdning. En holdning, der i øvrigt har stigende opbakning i Sverige som den har det i Danmark og i resten af Europa.

Men så stopper lighederne også mellem Sverige og Danmark. For i Sverige vil de andre partier IKKE SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – mens såvel blå blok som rød blok i Danmark er ved at falde over deres egne ben for at samarbejde med Dansk Folkeparti.

Vi danskere er selvfølgelig også en nation af småhandlende med kræmmer-mentalitet, der laver handler, hvor det kan lade sig gøre – men alligevel …

Alligevel er der også – ihvertfald historisk – en dansk tradition for tolerance, rummelighed og mangfoldighed.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om, at det kommende valg i Sverige (som skal holdes 22. marts) kunne vise vejen for det kommende folketingsvalg i Danmark, således at Folketingets øvrige partier kunne vise sig ligeså medmenneskelige og humanistiske som deres søster- og broderpartier i Sverige, uanset om de er rød-grønne eller tilhører Alliancen (de borgerlige).

For der er ligeså hårdt brug for en fælles politisk insisteren på rummelighed, tolerance og medmenneskelighed på Christiansborg – som der er det i Riksdagen i Stockholm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk korrekthed ødelægger tolerancen i samfundet

I vores broderland Sverige spiller den politiske korrekthed en stor rolle. Således har man nu omredigeret en tv-version af den klassiske historie om Pippi Langstrømpe, så hun ikke mere leger kineser med sammenknebne øjne. Alt om negere er også væk – selv det faktum, at hendes far er negerkonge.

Tidligere for en lille måned siden pillede man også et gardin ned i Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby, fordi der på gardinet var et billede med to negerbørn, der vifter med palmer for at holde Pippi kølig i heden på den sydhavsø, hvor hendes far er negerkonge.

Det kan danskerne godt ryste på hovedet af. Svenskerne er bare alt for meget i deres politiske korrekthed, lyder kritikken enstemmigt fra dansk side.

Men er vi i grunden bedre selv?  

Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at den politiske korrekthed i dag sidder alt for dybt i danskerne, der er hurtigere end nogensinde til at føle sig fornærmet og trådt på.

Det hedder fx ikke tyk, men overvægtig.

Det hedder heller ikke bøsse, men homoseksuel.

Man taler heller ikke længere om de handicappede, men om mennesker med handicap.

Og hedder det dværg – eller vertikalt udfordret?

Og så er det i øvrigt ikke kun Sverige, der laver om på landets kulturskat.

I ”Elefantens vuggevise” synges der ikke længere i Danmark om at få en negerdreng som rangle, men en kokosnød.

Det giver ingen mening!!!

Hvis vi skal have en chance som et mangfoldigt samfund med plads til forskellighed og tolerance, så skal vi droppe den politiske korrekthed og begynde at kalde en spade for en spade.

Pippis far er negerkonge. Punktum. Og vejer man for meget, er man tyk. Punktum. Og er man en mand, der tændes seksuelt af andre mænd, er man bøsse. Punktum. Og er man handicappet, er man handicappet. Punktum. Og er man en dværg, er man en dværg. Punktum. Og jo, elefantungen loves en negerdreng i rangle. Punktum.

Sådan er det – og det er helt i orden.

Historierne om Pippi og visen om elefantungen er også bedst i deres originale versioner.

Og hvad angår tykke, tynde, hetero-, homo-, bi- og transseksuelle, dværge, smukke, grimme, handicappede, sorte, røde, gule, hvide, rødhårede, bebrillede, tatoverede og alle andre, der kan blive ramt af fornærmelsessygen, så er det vigtigt at huske på, at vi alle er lige meget værd som mennesker.

At der altid er mere, der samler end skiller os. Og at det, der skiller os, blot gør verdenen rigere og mere mangfoldig.

Så er det faktisk 100% lige meget, om man er tyk, tynd, hetero-, homo-, bi- og transseksuel, dværg, smuk, grim, handicappet, sort, rød, gul, hvid, rødhåret, går med briller, er tatoveret eller noget helt andet.

Man er et menneske – og det er alt nok!!! Resten er detaljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuetid igen

Så er det ved at være regnbuetid igen.

I denne uge løber Copenhagen Pride nemlig af stablen: Det starter i morgen  – og som sædvanlig vil der være en stor parade på lørdag d. 30. august, der traditionen tro slutter på Pride Square på Rådhuspladsen.

Danmarksbloggen bakker 150 procent op om Priden, som LGBT-formand Lars Henriksen i nedenstående tv-indslag kalder en menneskerettighedsfestival.

http://out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=5306#.U_HdvfmqmoF

En god beskrivelse.

For Copenhagen Pride handler nemlig om noget så grundlæggende som retten til at være lige dén, som man er inderst inde – og så vise det på dén måde, som man har lyst til.

Derfor handler Copenhagen Pride også om at være på barrikaderne.

For desværre findes der mennesker verden over – men også i Danmark – som mener, at nogle seksualiteter og nogle måder at udtrykke sig selv på er forkerte. Det er mennesker, som mangler rummelighed og forståelse, men som til gengæld desværre  ofte er både brutale og voldelige.

Dén slags mennesker skal bekæmpes, ikke med vold, men med ord, livsglæde og en konstant insisteren på frisindet og tolerancen.

Nogle i LGBT-miljøet, som altid har været på barrikaderne og slagmarkerne og taget kampene, er iflg. Lars Henriksen drag-gueens´ene.

Derfor giver det også mening, at netop de hyldes med et 2½ times langt show på Pride Square fredag aften d. 29. august, hvor man altså kan møde drag-queens fra mange lande, både England, Sverige, USA – og Østrig.

Østrig??? Så ringer en lille klokke. For kunne man håbe, at en vis Conchita, som også var i København i maj, ligger vejen forbi?

Der vil utvivlsomt være mange, der gerne vil se eller gense Conchita Wurst, som da han/hun vandt MGP´et i maj sagde de berømte ord: We are unstoppable.

For sådan er det: Alle os, der kæmper kampen for frisind og tolerance – vi er ustoppelige!!!

Så kom og vær med, når det bliver regnbuetid igen her i denne uge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommerferien er forbi – og nu skal Danmark på rette vej

Hedebølgen er tilsyneladende definitivt ovre – og det samme er mange danskeres sommerferie … eller også så synger ferien på allersidste vers.

Hverdagen er med andre ord startet – eller skal til at begynde igen lige om lidt. Det er derfor nu – mens sindet er fuld af dejlige sommerminder, og sjælen er frisk og genopladet – at det giver mest mening at spørge sig selv: Har jeg den hverdag, som jeg ønsker mig – eller kunne jeg tænke mig noget anderledes? Og hvis ja, så finde ud af, hvad der skal ændres, og hvordan det ønskede kan opnås.

Det samme gælder Danmark. Det er også nu, at det giver mest mening at spørge, hvor Danmark er på vej hen – og er det mon den rette vej, vi som samfund er slået ind på?

De politiske partier lader også op til diverse sommermøder med tilhørende politiske budskaber og vælgerflæsk. Men Danmarks fremtid er for vigtig til at lade politikerne – og andre magthavere – råde uden at vi allesammen er aktivt med.

Vi skal nemlig alle sammen tage et ansvar og ikke kun for os selv og vores egen hverdag, men også for alle de andre og for Danmark, som land og som samfund. Og vi skal sigte højt og ønske os det gode samfund.

Men hvad er det gode samfund? Ikke de liberales junglesamfund eller de angstes sikrede fort, hvor der kun er plads til én slags mennesker – og slet ikke Venstres forskelssamfund.

Nej, det gode samfund er et samfund, hvor vi kerer os om hinanden og hjælper hinanden, hvor vi giver plads og rum til forskellighed – og hvor vi er 100% bevidst om, at kun sammen kan vi nå alle de gyldne mål.

Et samfund, hvor solidaritet er et adelsmærke.

Danmarksbloggen vil i hvert fald fortsætte med at bidrage til netop sådan ét samfund, hvor fællesskab, næstekærlighed, rummelighed og tolerance er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En finger peger mod de andre, men resten mod dig selv …

Se hende der, hun er godt nok fed, siger danskerne og peger på de kvinder – og mænd – som slås med overvægten.

Se ham der, han ligner en hjemløs – og han er ihvertfald med garanti arbejdsløs, siger danskerne og peger på manden, der sidder på bænken i sit slidte tøj kl. 10 om formiddagen.

Se ham der, han er nok bøsse, siger danskerne og peger på den velklædte og velplejede mand med de løse håndled.

Se hende der, hun er da altfor gammel til at se sådan ud, siger danskerne og peger på den 60-årige kvinde i læderjakke og leggings.

Se dem der, det er nok nogen af de der muslimer, som bare ødelægger det for alle os andre, siger danskerne og peger på en gruppe unge af mellemøstlig herkomst.

Og sådan kunne jeg fortsætte. Der peges fingre konstant i Danmark. Normalitetsbegrebet er nemlig blevet så småt, at meget få passer ind i det.

Hvis man er ok, er man nemlig: Ikke for tyk, ikke for tynd, ikke for gammel, ikke for ung, ikke for meget make-up, men heller ikke for usoigneret et udseende. Men til gengæld er man altid i arbejde, helst hvid og ihvertfald ikke muslim – og mangfoldighed er et ord i fremmedordbogen, som man ikke forstår.

Hvis man gerne vil have, at danskerne skal leve op til normalitetsbegrebet, så forstår man ikke, at hver gang man peger med en finger mod “en af de andre”, så peger de fleste af ens fingre direkte tilbage på en selv …

Så stop med at pege – og begynd i stedet at påpege vigtigheden af respekt, rummelighed og tolerance. For når de sidder i førersædet, så kommer mangfoldigheden og glæden helt af sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Respekt og tolerance over hele linien, tak

Muslimerne har det svært i Danmark – og det bliver ikke lettere i øjeblikket, snarere tværtimod. Men i modsætning til dengang, hvor det var jøderne, der var syndebukke, så er muslimerne ikke kun forfulgte uskyldigheder.

Et eksempel er Akkari-sagen, hvor imanerne talte med to tunger under Muhammed-krisen og dermed forværrede den. Og ja, det er også et problem, når en muslimsk beboergruppe som den i Kokkedal ikke vil bruge penge på den kristne julefest og et juletræ, men gerne på den muslimske Eid-fest. Æresdrab, tvangsægteskaber og andet er også et problem i et åbent, demokratisk land som Danmark.

MEN alle uhyrlighederne er ikke hele sandheden om muslimerne. Muslimerne er ligeså forskellige som alle mulige andre grupper, og der findes fundamentalister i alle lejre.

Det vigtigste er derfor, at vi stiller de samme krav til alle i Danmark – og giver alle i Danmark de samme rettigheder.

I praksis betyder det, at her i Danmark er de to køn lige – samt at alle religioner, alle politiske overbevisninger og såvel hetero- som homo-, bi- og transseksualitet er accepterede – og skal respekteres og tolereres. PUNKTUM.

Længere og mere besværligt er det ikke.

Så med andre ord:
1) Visse etnisk-danskere skal lære at tolerere muslimer
2) Visse muslimer skal lære at tolerere såvel kristne som måske især jøder
3) Visse både etnisk-danskere og muslimer skal lære at tolerere homo-, bi- og transseksuelle
4) Visse højrefløjs-danskere skal lære at tolere venstrefløjs-danskere – og omvendt
5) Visse mænd, både kristne, muslimske, jødiske, ateistiske osv, skal begynde at behandle kvinder – og især deres egen kone – med respekt
6) Og så de grupper, som ikke er nævnt, men som fortjener ligeså meget respekt som alle andre

Ingen skal nemlig kritiseres, forfølges eller blot være bange for at vise sin identitet og sine holdninger i Danmark. Vi skal være her allesammen – og dét i respekt for hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans og glædesblus

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midsommer eller ej …

Midsommer … årets mest lyse og længste dag er ligenu, idag. Fra i morgen bliver dagen lidt kortere, og sådan vil det gå hver eneste dag, i starten dog kun så lidt, at man ikke mærker noget.

Dagene vil stadig være lange og gode – og fulde af sol og varme. Vinterens kulde og mørke vil stadig synes langt væk. Det vil i et par måneder endnu stadig være den lyse, skønne sommer – selvom der altså ryger et par minutters sol og lys hver dag.

Situationen minder lidt om den danske samfundsudvikling de sidste små 15 år. Fra dengang i 2001 da Anders Fogh kom til magten og blæste til den såkaldte værdikamp og deraf følgende massakre på velfærdsstaten.

Dengang begyndte den daværende regering nemlig langsomt og i små nøk at at skære  i den danske velfærd og den danske tolerance. Ikke store lunser, kun små bidder, som ingen lagde mærke til – og som næsten alle i starten fandt var helt i orden. Det var jo så effektivt, og så sparede samfundet også penge.

Men som årene gik, fortsatte det. Der blev skåret mere og mere, og til sidst helt ind til benet, så hjerteblodet flød. Det danske velfærdssamfund og den danske tolerance blødte for alvor, og det var tid til at vende udviklingen. At tilføre og øge midler i stedet for at at skære.

Men andre ord: Det var blevet midvinter, så nu skulle vi igen gå mod midsommer og lysere dage. Det var for små to år siden, da der var valg. Så glæden var stor, da den anden side af Folketinget vandt. For så ville det igen gå mod lysere tider, troede vi.

Men nej. Det skete ikke. Der skæres stadig, der nappes stadig lidt kød hist og her. Det er tilsyneladende ikke blevet midvinter endnu.

Hver gang jeg tror, at NU kan det ikke blive værre, mere umenneskeligt, mere  livsfjendsk, så må jeg konkludere, at jo det kan det godt!!!

Vi skærer lige et par minutter mere …

Men der er ikke meget lys tilbage. Vintersolhvervet i det samfund er forlængst passeret, men den danske samfundsdag aftager stadig, selvom der ikke er meget lys tilbage. Ikke meget rummelighed og tolerance.

Solen går ned næsten før den er stået op. Det er dermed ikke længere et spørgmål om solhverv for Danmark og det danske samfund. Vi befinder os derimod lige midt i Fimbulvinteren, godt på vej mod Ragnarok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk