Regnbuetid igen

Så er det ved at være regnbuetid igen.

I denne uge løber Copenhagen Pride nemlig af stablen: Det starter i morgen  – og som sædvanlig vil der være en stor parade på lørdag d. 30. august, der traditionen tro slutter på Pride Square på Rådhuspladsen.

Danmarksbloggen bakker 150 procent op om Priden, som LGBT-formand Lars Henriksen i nedenstående tv-indslag kalder en menneskerettighedsfestival.

http://out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=5306#.U_HdvfmqmoF

En god beskrivelse.

For Copenhagen Pride handler nemlig om noget så grundlæggende som retten til at være lige dén, som man er inderst inde – og så vise det på dén måde, som man har lyst til.

Derfor handler Copenhagen Pride også om at være på barrikaderne.

For desværre findes der mennesker verden over – men også i Danmark – som mener, at nogle seksualiteter og nogle måder at udtrykke sig selv på er forkerte. Det er mennesker, som mangler rummelighed og forståelse, men som til gengæld desværre  ofte er både brutale og voldelige.

Dén slags mennesker skal bekæmpes, ikke med vold, men med ord, livsglæde og en konstant insisteren på frisindet og tolerancen.

Nogle i LGBT-miljøet, som altid har været på barrikaderne og slagmarkerne og taget kampene, er iflg. Lars Henriksen drag-gueens´ene.

Derfor giver det også mening, at netop de hyldes med et 2½ times langt show på Pride Square fredag aften d. 29. august, hvor man altså kan møde drag-queens fra mange lande, både England, Sverige, USA – og Østrig.

Østrig??? Så ringer en lille klokke. For kunne man håbe, at en vis Conchita, som også var i København i maj, ligger vejen forbi?

Der vil utvivlsomt være mange, der gerne vil se eller gense Conchita Wurst, som da han/hun vandt MGP´et i maj sagde de berømte ord: We are unstoppable.

For sådan er det: Alle os, der kæmper kampen for frisind og tolerance – vi er ustoppelige!!!

Så kom og vær med, når det bliver regnbuetid igen her i denne uge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.