En finger peger mod de andre, men resten mod dig selv …

Se hende der, hun er godt nok fed, siger danskerne og peger på de kvinder – og mænd – som slås med overvægten.

Se ham der, han ligner en hjemløs – og han er ihvertfald med garanti arbejdsløs, siger danskerne og peger på manden, der sidder på bænken i sit slidte tøj kl. 10 om formiddagen.

Se ham der, han er nok bøsse, siger danskerne og peger på den velklædte og velplejede mand med de løse håndled.

Se hende der, hun er da altfor gammel til at se sådan ud, siger danskerne og peger på den 60-årige kvinde i læderjakke og leggings.

Se dem der, det er nok nogen af de der muslimer, som bare ødelægger det for alle os andre, siger danskerne og peger på en gruppe unge af mellemøstlig herkomst.

Og sådan kunne jeg fortsætte. Der peges fingre konstant i Danmark. Normalitetsbegrebet er nemlig blevet så småt, at meget få passer ind i det.

Hvis man er ok, er man nemlig: Ikke for tyk, ikke for tynd, ikke for gammel, ikke for ung, ikke for meget make-up, men heller ikke for usoigneret et udseende. Men til gengæld er man altid i arbejde, helst hvid og ihvertfald ikke muslim – og mangfoldighed er et ord i fremmedordbogen, som man ikke forstår.

Hvis man gerne vil have, at danskerne skal leve op til normalitetsbegrebet, så forstår man ikke, at hver gang man peger med en finger mod “en af de andre”, så peger de fleste af ens fingre direkte tilbage på en selv …

Så stop med at pege – og begynd i stedet at påpege vigtigheden af respekt, rummelighed og tolerance. For når de sidder i førersædet, så kommer mangfoldigheden og glæden helt af sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "En finger peger mod de andre, men resten mod dig selv …"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *