Sidste år var jeg som så mange andre år tilskuer til Pridens Parade, hvilket plejer at være en superfin oplevelse med et fantastisk optog og plads til mangfoldighed og glæde – også blandt tilskuerne. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes denne gang.
Jeg stod i anden række og foran mig stod det, som man vist kalder en nydelig yngre dame i 30´erne med fin taske, flot tøj og ulastelig frisure. Hun skulle dog vise sig ikke at være ligeså pæn indvendig.
For da jeg høfligt på en lille og for mig ukendt piges vegne spurgte, om damen og hendes barn, en stor dreng på omkring 12-13 år, kunne rykke bare en lille smule til venstre (for så ville der nemlig være plads til den lille pige), lød hendes svar: NEJ, det gider jeg ikke.
Ja, men, sagde jeg på den lille piges vegne, hvis gamle bedstemor ikke rigtig var i stand til at kæmpe for hende, den her lille pige kan slet ikke se noget ligenu.
Det er jeg fuldstændig ligeglad med, lød det så fra damen, hvorefter jeg prøvede med et forsigtigt: Nu er det her jo en pride, der handler om tolerance og mangfoldighed, så måske i Pridens ånd … Men jeg blev afbrudt af hende:
Ja, jeg rykker mig ikke – men du kunne jo rykke dig, Fede – for eksempel væk fra mig, lød det fra damen. Og ja, jeg vejer lidt for meget. Men ligefrem at blive kaldt for Fede – dét har jeg dog ikke prøvet før, så jeg blev ærligt talt ret paf og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige.
Jeg stod også i anden række ligesom den lille pige, så jeg kunne jo ikke give hende en bedre plads. Og da jeg ikke kendte hende, ville det også være upassende at spørge, om jeg skulle bære hende, syntes jeg.
Heldigvis for den lille pige (og mig) var der så en anden yngre kvinde, der stod forrest, der sagde til hende: Du kan få min plads, og du (henvendt til damen med den skarpe tunge): Du skal tale pænt – det der er ikke til at holde ud at høre på.
Så en kæmpestor TAK til den sidste dame, der kom mig til undsætning i en stund, hvor jeg havde mistet både mælet og modet. Hun beviste på fineste måde, at det gør en kæmpe forskel at sige noget og at gøre noget for andre.
Hende den anden og hendes dreng, som undervejs ikke havde gjort andet end at køre chips ind, blev selvfølgelig stående, totalt uanfægtede så det ud som om. Der skal åbenbart mere end almindeligt skarp lud til nutidens skurvede hoveder.
Heldigvis var Pridens Parade ligeså fin, flot og farverig som den plejede.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Det absolut væsentlige nagler du lige på stedet: At det gør en forskel, når nogen taler for én. Går i brechen for ordentlig opførsel og dermed – i denne sammenhæng – retter op på den skade et verbalt overfald har afstedkommet.
Det er ikke så vigtigt, at bemeldte egoplacerede dame er ligeglad.
Der var en lille pige, der fik dobbelt oprejsning og en lektion i hvordan man inkluderer hinanden i hjælpsomhedens og venlighedens fællesskab. Tak for at gøre opmærksom på, at ord er væsentlige.