Skt. Hans og hovederne på et fad

I dag er det Skt. Hans-aften – og det betyder i vor tid bål, heks og midsommervise.

Oprindelig fejrede vi Skt. Hans her til lands med at valfarte ud til de hellige kilder for dér at drikke af deres vand, som blev anset for at være helbredende – og især når det var midsommer.

Lang tid efter reformationen gik både præster og menighed derfor også i katolsk-lignende optog ud til de hellige kilder som fx ved Ørslev på Sjælland, hvor man medbragte et fad med et træhoved på, der symboliserede Johannes Døberen – samt nogle virkelige menneskeknogler, som man kaldte Johannes Døberens Bene, altså Skt. Hans´ bene. For Hans er en fordanskning af Johannes.

Det spændende hoved og knoglerne kan nu ses på Nationalmuseet i København. Læs evt. også undertegnedes artikel om hovedet og knoglerne her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-06-14/skt.-hans%C2%B4-hoved-p%C3%A5-et-fad-0

Idag er det dog ikke Johannes Døberens hoved, som de fleste vil se på et fad, men snarere politikernes eller andre fremstående mennesker.

Og heksejagten indgås både hurtigt og nemt, når pressen eller de politiske modstandere lugter blod. Og af og til har det helt klart sin berettigelse, når magthaverne begår ulovligheder eller laver magtmisbrug. Men ikke når de bare er almindelige mennesker med de fejl og mangler, som vi alle har.

Danmarksbloggen vil ihvertfald nødig have, at det kun er de (på overfladen) fejlfri mennesker, der skal stå i spidsen for vores land. Den slags mennesker er nemlig mere farlige end nogen hekse nogensinde har været dét.

For de “fejlfri og perfekte” er så gode til at skjule deres fejl, manipulere og få deres vilje, at de som regel samtidig med det er uden den empati og medmenneskelighed, som er det, der holder hjulene igang – og får os til at rumme hinandens fejl og mangler og stadig holde af hinanden … have varme hjerter simpelthen.

Så nej, tak til fejlfrihed og hovederne på et fad – og ja, tak til fejl, mangler, varme hjerter og fællesskab, både det om Skt. Hans-bålet i aften og alle de andre i det kommende år.

For ordene i Drachmann´s midsommervise gælder stadig:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midsommer og at samle styrke

I morgen er det årets længste dag og korteste nat. Det er midsommer, og alting i naturen blomstrer og er på sit ypperligste.

I Danmark gemmer vi dog fejringen et par dage, nemlig indtil det bliver Skt. Hans med bål, heks og midsommervise. En i øvrigt relativ ny måde at fejre midsommer på, der ikke er ældre end cirka 150 år.

Tidligere søgte danskerne nemlig mod helligkilderne for at drikke deres ifølge overleveringen helbredende og styrkende vand i den hellige midsommernat, hvor naturens kræfter ifølge overtroen var særlig stærke – og det derfor netop denne nat gjaldt om at samle kræfter og energi til den mørke tid.

Dér findes stadig folk, der tror det, nemlig de såkaldte moderne hekse m/k, der i den korte midsommernat tager ud i skov, mark, eng og ved strand og sø for at samle de urter og blomster, som de mener, er ekstra stærke netop denne ene nat.

Der findes dog meget få, der er enige med de moderne hekse. Danmarksbloggen anser det også for utænkeligt, at det skulle betyde noget, om man indsamler urter og blomster om natten mellem d. 23. og d. 24. juni – eller om man gør det fx d. 22. juni – eller enhver anden dag.

Ærgerligt nok i virkeligheden. For i en tid, hvor kulden vokser i menneskehjerterne og medfølelsen og solidariteten tilsvarende mindskes, kunne man godt ønske sig en smule midsommermagi.

Ønske at man med blot lidt urter og en smule helligt vand kunne gøre en forskel, så menneskenes hjerter igen blev åbne og varme.

Men der skal mere end kildevand til at gøre en forskel. For nok er vand rensede, men ikke i sindet. Og Skt. Hans-bålene på mandag, ja, nok er de skabt af ild, men det er desværre ikke en ild, der lutrer noget som helst.

Der skal noget andet til, noget der er markant stærkere end gamle vand- og ildskikke.

Der skal mennesker til af kød og blod, som tør sige til og fra – og så er det, at midsommernatten pludselig måske alligevel kan bruges til noget, nemlig til at samle styrke: Sjælelig, mental og psykologisk styrke.

Men det gøres nu ligeså godt med et stykke grillet kød som med et Skt. Hans-bål, med et glas rosé-vin som med et glas vand fra en helligkilde. Ja, man behøver heller ikke vandre flere km igennem den lyse midsommernat for at samle urter. Man kan blot stå  derude og suge duften af hyld, hybenroser, saltvand – eller måske skovluft – ind.

Og man kan ret beset ligeså godt gøre det alle andre nætter, hvor sommeren dufter af hyld, roser og alt det andet – og nætterne er lyse og fulde af en magi, der er helt naturlig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk