Så er det i aften, at der skal spises varme hveder. For i morgen er det St. Bededag – dagen, der oprindelig var bagernes eneste fridag. Det var også derfor, at bagerne bagte ekstra store hvedeboller – eller hvedeknopper som de hed – dagen før.
Men i år er det ikke kun hvedeknopperne, der er varme – det er valgrygterne også. Ja, faktisk er valgrygterne brand-, hed- og skoldvarme.
Socialdemokraterne står nemlig bedre i meningsmålingerne end nogensinde før i denne regeringsperiode – og derfor har alle med interesse i og for politik travlt med at spå om, hvornår valget kommer.
Allerede midt i april spåede bookmakerne, at valget ville finde sted omkring 9. juni – og blive udskrevet medio maj.
Vi får dog næppe svaret i morgen, 1. maj, som er Arbejdernes Internationale Kampdag. Men sikkert er det, at hvert et ord, som der i morgen siges fra talerstolene rundt om i landet, vil blive analyseret og vendt i den valg-gryde, der i forvejen koger på højeste blus.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk