Folketingsvalg 18. juni – og tillykke til Johanne

Så er det en realitet. Der skal afholdes folketingsvalg 18. juni.

Et valg, der som Danmarksbloggen tidligere i dag skrev er et valg imellem egoisme eller fællesskab, mellem mig-mig-mig-kulturen eller solidariteten.

Danmarksbloggen hepper (næppe overraskende) på rød blok – men vil dog gøre opmærksom på at skulle Thorning vinde, så ville det gavne Danmark og alle danskere at få en bedre og mere udbygget fordelingspolitik.

For nok oplever Danmark (igen) vækst – og den skal komme alle til gavn.

Og i øvrigt: Tillykke til Johanne Schmidt- Nielsen, for nu kan hun få fire år mere. Det er til gavn for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. maj-ønske: Fordelingspolitikkens tilbagekomst

I år vil Danmarksbloggen ikke holde en 1. maj-tale, men derimod komme med et fromt 1. maj-ønske. Nemlig at fordelingspolitikken kan vende tilbage til dansk politik.

Thornings varslede dagpenge-ændringer falder på et tørt sted – og Danmarksbloggen vil hilse en kortere genoptjeningsperiode velkommen, hvis altså den kommer.

Alligevel: Uligheden er stigende i det danske samfund, og det i én grad og ét tempo, så Danmark risikerer at brække midt over og blive et samfund med så store forskelle mellem top og bund, at Danmark ikke længere er ét samlet samfund, men en række parallelsamfund.

Udover det åbenlyse uretfærdige i én så skæv fordeling af goder og muligheder, skaber det også vold og utryghed – og gavner ingen.

Danmarksbloggen appellerer derfor til politikkerne om at få fordelingspolitikken tilbage i dansk politik.

Læs evt. også her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønskes: Fordelingspolitikkens genkomst

Hvor tæt på er folketingsvalget? Danmarksbloggen tror, at det er tættere på end de fleste aner. Danmarksbloggen tror, at Helle Thorning og hendes nærmeste rådgivere hele tiden overvejer, om det er NU, at der skal trykkes på knappen. Partiapparatet er ihvertfald klart til at rykke.

Men uanset hvornår valget kommer, så drømmer Danmarksbloggen om, at fordelingspolitik bliver et centralt tema.

Uligheden er stigende i Danmark – og danskerne er trætte af, at en lille privilegeret overklasse har så meget og stadig får så meget mere, mens både middelklasse og underklasse sakker agterud – sidstnævnte endda i en grad, så det nærmer sig et niveau, der er direkte umenneskeligt.

Der er derfor i dag mere end i mange årtier brug for en fordelingspolitik, der fordeler goderne mere ligeligt i det danske samfund.

Pengene skal med andre ord ned i de tomme lommer – og ikke i de lommer, der i forvejen bugner. Pengene skal ikke puges sammen, men ud i samfundet. For nej, Venstres Jakob Engel-Schmidt er 100% galt afmarcheret, når han siger, at uligheden er for lille i Danmark.

Se mere her: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7374570/Debat%3A+Ulighed+ikke+et+problem+i+Danmark/

Men lad endelig Venstremanden fortsætte med at sige, at de rige skal være rigere og de fattige fattigere.

Så kan tilslutningen til Venstre falde yderligere i meningsmålingerne – og det er godt, især hvis stemmerne vandrer over midten.

For nok er Danmarksbloggen ikke tilfreds med den nuværende regering. Men en S-regering er til hver en tid at foretrække fremfor en V-regering. Der er – ihvertfald et vist niveau af – medmenneskelighed til forskel.

Og medmenneskelighed skal der til, hvis vi skal have en fair fordelingspolitik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk