Tag-arkiv: empati

Godhedens Tog

Udgivet den af
Svar

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad kitter et samfund sammen?

Udgivet den af
Svar

På denne Danmarksbloggens femårs-dag er spørgsmålet:

Hvad er det, der kitter et samfund sammen? Hvad er det, der gør, at vi kerer os om hinanden så meget, at vi kan se ideen i at betale skat og fordele goderne, så ingen mangler noget?

Mange vil nok svare viden. Viden og kendskab til hinanden, og det er uden tvivl også vigtigt, især i en tid som nutiden, hvor ghetto´erne vokser.

Og med ghetto´erne tænkes ikke kun på indvandrerghettoerne, men også rigmandsghettoerne, den kreatives klasses ghettoer, håndværkerghettoerne og alle de andre små enklaver, hvor vi stuver os sammen med dem, der ligner os selv.

Men viden alene gør det ikke, hvis vi skal ud af ghettoerne og leve i blandede kvarterer igen – som er det eneste, der skaber et sammenhængende samfund.

Der skal også empati til – og måske vigtigst: Forståelsen af hvorfor det er vigtigt, at vi kerer os om hinanden. Forståelsen af at intet menneske er en ø. Forståelsen af den indbyrdes afhængighed, som vi har af hinanden her i samfundet.

For selv den mest stærke og selvkørende kan blive svag og afhængig af hjælp i morgen, og vi bliver under alle omstændigheder gamle engang – forhåbentlig da. Og ja, vi skylder børnene, de syge, de udsatte og alle andre svage grupper at behandle dem anstændigt. Et samfund kendes på, hvordan det behandler sine mest sårbare medlemmer.

Så nej, det gælder ikke bare om at klare sig selv og så skidt med resten. Det gælder om at være solidarisk – og om at vide, hvorfor det er godt, når vi forpligter os på hinanden.

Ikke at kunne se det er åndelig fattigdom – og det er en fattigdom, som ikke kun er trist., Den fattigdom er også farlig, for ud af den vokser junglesamfundet, grådigheden og troen på, at man selv er hele verden.

Men forståelsen for, at samfundet bæres af fællesskabet – og at det er os allesammen, er det essentielle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop hjerteløsheden, stop blå blok

Udgivet den af
Svar

Ønsker de konservative ligefrem at nedlægge sig selv? Dét kunne man godt tro, når man ser de plakater, der plastres op alle steder med et billede af Søren Pape og teksten STOP HJERTELØSHEDEN.

Præcis, tænker man. Stop de konservative, stop blå blok i det hele taget. For dér finder man lige præcis hjerteløshed i betydningen manglende medfølelse og manglende empati med andre end sig selv.

På Søren Papes hjemmeside defineres hjerteløshed heller ikke med fraværet af empati, solidaritet og menneskelig varme. Se her: http://sorenpape.dk/

Nej, dér defineres hjerteløshed med regler og systemer, som kun er ude på at ødelægge det for den enkelte.

Og en ting er, at det er sprogligt forkert. Noget andet og vigtigere er, at det er hjerteskærende, at danskerne med deres på det tørre – som den konservative kernevælger  – kan have så meget omsorg over for sig selv og de andre velstillede – og så lidt til overs for de danskere, der mangler de mest basale ting.

Så ja, stop hjerteløsheden, stop konservative, stop blå blok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ejer de blå overhovedet empati?

Udgivet den af
1

Spørgsmålet er desværre ikke kun retorisk, men derimod helt reelt. Ikke kun når man ser på de seneste dages kampagne og debat om kontanthjælpen, men også når man ser på de blås gøren og laden generelt.

For det burde nemlig være umuligt for ethvert normalt menneske ikke at have empati med mennesker, der har det dårligere end en selv. Men sådan er virkeligheden ikke.

Tværtimod lever partier som Venstre – og Liberal Alliance – på og af ikke at føle empati med nogen andre end dem selv.

Og til trods for de seneste dages debat tyder alt alligevel og desværre på, at et stigende antal danskere stemmer på dem, der ligesom dem selv, er uden empati med de dårligt stillede. Ja, for nogles vedkommende virker det endda, som om de trives med at nedgøre andre.

Det er meget grimt, og der kan sikkert spekuleres meget i psykologiske årsager til at mennesker som Lars Løkke, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Joachim B. Olsen, Anders Samuelsen og flere endnu mener sig i deres gode ret til at jorde danske medborgere og gøre deres liv til et spørgsmål om overlevelse.

Danmarksbloggen vil dog nøjes med at konkludere, at de blå mangler empati i så stor stil, at det truer hele stabiliteten og sammenhængskraften i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Empati og magt: Naturlige modstandere eller …?

Udgivet den af
1

Er det en naturlov, at empati og magt er hinandens modstandere?

På den ene side er der de mennesker, der er empatiske, rummelige og med forståelse for andre end dem selv og det, som de selv mener. De mennesker er varme, skønne mennesker at være sammen med, men de har sjældent nogen magt.

På den anden siden er der så dem, der søger – og ofte også tilriver sig magten. For magt er ikke noget, som man får. Det er noget, som man tager – og tit både voldsomt og brutalt, og måske er det derfor, at magtens mennesker i reglen er dem, der ser verden fra ét synspunkt og med én kode: Deres egen!!!

Så det er nærliggende at konkludere, at magt og empati er naturlige modsætninger – og også modstandere i valget af livsfilosofi og måde at være menneske på, måske især i forhold til ens medmennesker.

MEN skal verden og samfundet have en chance, så må de empatiske til at komme op på hesten og få lidt af det killerinstinkt, som magtmenneskene har i overflod. For ellers så ender det med, at de endimensionelle magtmennesker styrer samfundet – og dét vil være til skade for os alle sammen.

For den anden mulighed eksisterer ikke: Nemlig troen på at magtmenneskene kan gøres mere empatiske. Den idé er ligeså naiv som at tro, at man kan stole på, at den gale hund ikke lukker de skarpe tænder sammen og bider. Men den bider – hver gang, og det samme gør magtmenneskene, når de får lov.

Og det er så dér, hvor samfundet er idag. Så der kaldes nu – kaldes for alvor på de empatiske mennesker, der vil mere end egen magt og vinding. De mennesker, der vil det gode og livsbekræftende og givende – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet.

Nogle kalder dem drømmere og fantaster, andre kalder dem nedladende og grimme ting, men de fleste ryster bare lidt på hovedet og går videre opslugt af sig selv og deres egen verden – og ensomhed – skildret præcist på det maleri af Edvard Munch, der hedder “Aften på Karl Johan”.

Jeg kalder de empatiske for de eneste rigtige realister. For skal samfundet bestå som ét sammenhængende samfund, hvor vi er der for hinanden, så skal vi hjælpe, støtte og berige hinanden. Og det gør de empatiske så langt bedre og så meget mere end noget egocentreret magtmenneske nogensinde kunne være i stand til.

Så der kaldes nu – kaldes på alle, der lytter med ørene, ser med øjnene, tænker med hjertet  og efterlever i hverdagen og overfor både ven og fremmed. Og en af de stemmer er Danmarksbloggens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk