Vildt valg: Væk med højrefløjen – og ind med samarbejdet

Det har været et vildt valg – folketingsvalget 2019. Ja, et valg, som betyder et paradigme-skifte i dansk politik.

For efter at det yderste højre i mere end 20 år har domineret dansk politik, så er højrefløjspartierne – som nu både er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – blevet halveret fra 37 mandater til DF i 2015 til nu kun at kunne mønstre 20 mandater tilsammen.

Og nej, Stram Kurs kom ikke ind. Det samme gjaldt Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

Det andet bemærkelsesværdige er nemlig, at danskerne har stemt på de partier, der vil samarbejde henover midten …

De ansvarlige partier, de gamle partier, dem som kender det politiske håndværk, og ikke kravler op i træerne som Liberal Alliance, der næsten røg ud som parti – og hvis formand faktisk røg ud af folketinget. Eller som Alternativet, der ikke har vist sig duelige til at lave politisk arbejde i de sidste fire år, hvor de har siddet i folketinget, og som ligesom Liberal Alliance ligger og roder nede ved spærregrænsen.

Danskerne har søgt de gamle partier: De to andre regeringspartier Venstre og Konservative – men også SF (hvor Hønge-sagen fik meget lidt betydning) og Radikale Venstre, som kan bruge deres nye – store – størrelse til at komme tilbage som kongemageren i dansk politik – og til at kræve den kommende statsministers støtte til Vestager som EU-kommissionsformand.

Men Socialdemokratiets valg var ikke ligeså godt, selvom Mette Frederiksen vil samarbejde bredt. Det formentlig kommende regeringsparti (i mindretalsregering) gik lidt tilbage i procent, men fik et mandat mere.

Det bliver altså en kompliceret sejlads for landets formentlig kommende statsminister mellem at støtte sig til de blå, når det kommer til udlændinge- og økonomipolitik, og til de røde, når det kommer til velfærd. Og i den røde blok kommer ingen til at stå stærkere end Enhedslisten, hvis vælgere kræver både klima og velfærd.

En svær sejlads – og der findes ikke noget søkort. Til gengæld cirkler Lars Løkke rundt i det hav. Landets afgående statsminister, som ikke har annonceret nogen tilbagegang som formand for Venstre, men som er klar til at indgå i en SV-regering – med ham selv som statsminister.

Danmarksbloggen vurderer, at det bliver et sprællevende Folketing i de næste fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nichepartierne dømmes – måske – ude

Man skal passe på med at spå – især om fremtiden, som Storm P. engang sagde det.

Det samme gælder de valgprognoser, som siger, at alle de små niche-partier ligger lige omkring – eller under spærregrænsen. Men måske taler tallene sandt. For danskerne er et pragmatisk folk, der godt ved, at løsningerne skal finde i fællesskab. Og nu mere end nogensinde pga. klimatruslen.

Så det kan let ende med at blive et nej til de nye nichepartier som Klaus Riskær Pedersen, Nye Borgerlige og Stram Kurs, men også til et gammelt nicheparti som Kristendemokraterne. Læg dertil en faldende tilslutning til Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Alle tre nichepartier, som allerede sidder i folketinget, men hvis indflydelse bliver markant mindre fra på onsdag, hvis prognoserne viser rigtigt.

Tiden, hvor vælgerne stemte ud fra ÉN sag, hvad enten den sag var indvandrere, økonomi, religion eller samfundet som noget vi kan lege med, er nemlig forbi.

Så meget tyder på, at danskerne i overmorgen vil søge mod de etablerede partier, dem som man ved kan kunsten at samarbejde og indgå kompromiser.

Og ja, Enhedslisten er OGSÅ med på dén liste, bare inden nogen siger noget andet. For nok startede Enhedslisten som et nicheparti. Men med Pernille Skipper ved roret (ja, undskyld, men dén var for oplagt) er Enhedslisten for alvor blevet et parti, der tager ansvar og samarbejder.

Dét er klogt – rigtig klogt. For kun sammen finder vi løsningerne – også på den klima-udfordring, der for mange, især unge vælgere, er afgørende for, hvor de sætter krydset i overmorgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En græsk sejr – eller tragedie?

Bliver grækernes nej til EU en græsk tragedie, hvor alle dør – og Grækenland synker ned i armod og væk fra Europa? Eller bliver det en sejr, hvor den græske premierminister Tsipras krones med laurbær på Olympen som en anden Zeus? Eller måske en blanding, hvor sejrens sødme forvandles til en bitter nemesis?

Tiden vil vise det.

Grækernes BNP udgør kun 1,9 % af den samlede BNP i Europa, så det græske nej vil højst forsinke opsvinget i Europa en smule. Men det er dén realpolitiske virkelighed. Der er også den geopolitiske.

For det er nemlig et prestigeprojekt for EU-unionen at holde Grækenland inde i euroen og EU-samarbejdet. Så det må være mere end irriterende for Merkel og de andre unionstilhængere, at grækerne ikke vil gå med på Bruxelles´ forudsætninger om at sætte tæring efter næring.

Det græske nej – oxi – kan også vise sig at være farligt for magthaverne. For kan grækerne løsrive sig og skabe deres egen virkelighed – og måske genskabe deres egen valuta, så kan italienerne og spanierne og andre, der lider af de samme problemer som Grækenland, måske også, vil folk i de lande sige. Og så er hele det europæiske projekt i fare.

Danmarksbloggen tænker, at situationen viser, at det er tid til at genopveje, hvordan vi indretter samarbejdet i Europa. For vist skal vi være sammen. Det er vores eneste chance. Men det skal være på en anden – og for befolkningerne bedre – måde end med den nuværende EU-union, hvor de øverste opfører sig som netop guder, skønt de er almindelige mennesker ligesom alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent