Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Egen karriere versus at være folkevalgt

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget aktuelt:

Egen karriere versus at være folkevalgt

Danmark vågnede op til noget af en overraskelse her til morgen: Karen Hækkerup stopper som justitsminister for at blive ny direktør (efter Søren Gade) i Landbrug & Fødevarer.

Hækkerup begrunder det med, at hun altid har villet noget andet efter at have været minister.

Og det kan jo lyde fint nok, måske især hvis hun havde meldt ud omkring det i forvejen.

For det ville – alt andet lige – også klæde Hækkerup at vente til efter valget.

På den måde her kommer det nemlig let til at se ud, som om hun bare har brugt minister-taburetten som springbræt for sin egen karriere.

Dagens spørgsmål er derfor: Hvad er vigtigst for en minister? At sørge for egen karriere – eller at være tro mod det regeringsprojekt, som man er en del af?

Og hvad med forpligtelsen overfor ens valgkreds?

Og er – når det kommer til stykket –  disse individuelle valg blot et naturligt udtryk for vor tids store egoisme?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor stemmer jeg …

Snart er der lokalvalg, og selvfølgelig skal jeg stemme. Jeg ved også godt, hvem jeg skal stemme på. Men jeg tænker: Måske er den, som jeg stemmer på efter valget med ét pludselig medlem af et helt andet parti?!

Så står jeg tilbage med en skidt smag i munden.

Det fortælles i disse dage, at en del lokalpolitikere er politikere mere pga ønsket om magt end passion for deres partis politik. Nuvel, således undgår vi måske fundamentalisme, kan man selvfølgelig spørge.

Men alligevel mærker jeg utilfredsheden boble i mig.

Og så tænker jeg til sidst: Disse lokalpolitikere har vel altid været drevet af en eller anden form for ønsket om magt. Ellers var de vel ikke politikere?!

Og desuden har de jo også haft en glimrende rollemodel i Anders Fogh Rasmussen som, citat Søren Mørch: “Skiftede holdninger som vi andre skifter underklæder”.

Og nu Helle Thorning-Schmidt, som jo på ingen måde har noget at lade den tidligere statsminister høre i den henseende.

Men jeg stemmer nu alligevel d 19. november, fordi jeg vil holde fast i håbet om, at der findes politikere, der er til for mere end den personlige magt.

Og fordi – og det er det stærkeste argument – at der fortsat findes lande, hvor man ikke har mulighed for at stemme. Og lande, hvor man kun kan stemme på bestemte personer. For man tør ikke andet, da man ellers er i fare for at blive slået ihjel.

Derfor stemmer jeg.

Skrevet af Hanne Bang, ven med Danmarksbloggen

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent