Vildt valg: Væk med højrefløjen – og ind med samarbejdet

Det har været et vildt valg – folketingsvalget 2019. Ja, et valg, som betyder et paradigme-skifte i dansk politik.

For efter at det yderste højre i mere end 20 år har domineret dansk politik, så er højrefløjspartierne – som nu både er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – blevet halveret fra 37 mandater til DF i 2015 til nu kun at kunne mønstre 20 mandater tilsammen.

Og nej, Stram Kurs kom ikke ind. Det samme gjaldt Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

Det andet bemærkelsesværdige er nemlig, at danskerne har stemt på de partier, der vil samarbejde henover midten …

De ansvarlige partier, de gamle partier, dem som kender det politiske håndværk, og ikke kravler op i træerne som Liberal Alliance, der næsten røg ud som parti – og hvis formand faktisk røg ud af folketinget. Eller som Alternativet, der ikke har vist sig duelige til at lave politisk arbejde i de sidste fire år, hvor de har siddet i folketinget, og som ligesom Liberal Alliance ligger og roder nede ved spærregrænsen.

Danskerne har søgt de gamle partier: De to andre regeringspartier Venstre og Konservative – men også SF (hvor Hønge-sagen fik meget lidt betydning) og Radikale Venstre, som kan bruge deres nye – store – størrelse til at komme tilbage som kongemageren i dansk politik – og til at kræve den kommende statsministers støtte til Vestager som EU-kommissionsformand.

Men Socialdemokratiets valg var ikke ligeså godt, selvom Mette Frederiksen vil samarbejde bredt. Det formentlig kommende regeringsparti (i mindretalsregering) gik lidt tilbage i procent, men fik et mandat mere.

Det bliver altså en kompliceret sejlads for landets formentlig kommende statsminister mellem at støtte sig til de blå, når det kommer til udlændinge- og økonomipolitik, og til de røde, når det kommer til velfærd. Og i den røde blok kommer ingen til at stå stærkere end Enhedslisten, hvis vælgere kræver både klima og velfærd.

En svær sejlads – og der findes ikke noget søkort. Til gengæld cirkler Lars Løkke rundt i det hav. Landets afgående statsminister, som ikke har annonceret nogen tilbagegang som formand for Venstre, men som er klar til at indgå i en SV-regering – med ham selv som statsminister.

Danmarksbloggen vurderer, at det bliver et sprællevende Folketing i de næste fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk