Anmeldelse: ”Musefælden”

Keep the secret … blev der sagt fra scenen, da ”Musefælden” på Folketeatret var slut.   

For sådan har traditionen foreskrevet, at publikum er blevet bedt om at holde morderens identitet hemmelig, siden Agatha Christies legendariske krimistykke ”Musefælden” havde premiere i London i 1952 – hvor den i øvrigt (pånær under Covid) har spillet uafbrudt lige siden.

Det er vildt, at et stykke kan gå så længe. Men hvis nogen fortælling skal kunne det, så er det logisk, at den kommer fra krimidronningen over dem alle, som også her har begået en krimihistorie skruet sammen med de helt rette dele af spænding, twists og herlige karakterer, der mødes i en forrygende snestorm på det nyåbnede pensionat på herresædet Monkswell Manor 50 km udenfor London.

De involverede er:

Det nygifte og meget opsatte på succes ægtepar Mollie og Giles Ralston, som lige har åbnet pensionatet, og som spilles med nerve og overbevisning af Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir.

Overklassefruen Mrs. Boyle, hvis skarpe øjne ser både borebiller og fejl hos andre, men måske knap så meget hos sig selv. Charlotte Elizabeth Munksgaard har en fest, når hun dygtigt og med de rette svirp gestalter denne grande dame.

Oberst Metcalf, som er lige så venlig og hjælpsom, som han halter. Han spilles med en stille charme af Haesam Jakir.

Miss Casewell, som er tilstræbt ligeglad med alt og alle, selvom man nok fornemmer en lidenskab bag den evige røg fra hendes cigaretter. Hun spilles med fynd og klem af Karla Rosendahl.

Den unge Christopher Wren med de store drømme og en ditto glæde for at lave mad. Han gestaltes med lige dele passion og energi af Andreas Dissing Hyttel.

Den mystiske og flamboyante Mr. Paravicini, der som den eneste ikke har bestilt værelse i forvejen, og som blot har en meget lille taske med, men et tilsyneladende uudtømmeligt lager af upassende og dog så rammende kommentarer. Han gestaltes med vid og bid af Alexander Clement.

Og endelig den utrættelige kriminalassistent Trotter, der ankommer på ski – og som med skarpe forhør, advarsler og utraditionelle ideer forsøger at komme til bunds i sagen. Det er Mikkel Becker Hilgart, som spiller den unge politimand, og det gør han med intensitet og bravour.

Intet skal så røbes om handlingen, da bare en lille smagsprøve måske vil sætte de små, grå celler i sving hos Christie-fans.

For nok er hverken Hercule Poirot eller miss Marple til stede på Monkswell Manor. Men den kendte Christie-opskrift med mord, fortidens skygger, forviklinger om hvem, der er hvem, hvorfor og hvordan samt i tilgift et lille børnerim om tre blinde mus danner skelettet i forestillingen.

En forestilling, der 99,9% af tiden er holdt i et sort-hvidt-univers, hvilket giver fortællingen en god uhyggestemning og særlig nerve. For når farverne er væk, tvinges vi til at se og tænke klart. Ikke at det nødvendigvis hjælper, når man gætter på morderens identitet.

Jeg hørte i hvert fald mange fantasifulde teorier i pausen. Det er også lige, som det skal være i en klassisk Agatha Christie-historie. For nok ved man, at ikke alt og alle er, hvad det giver sig ud som. Men hvordan hænger det hele så sammen? Det er et klassisk spørgsmål.

Ordet klassisk er i det hele taget det ord, som kendetegner ”Musefælden” bedst – på mange planer.

Forestillingens urpremiere fx foregik samtidig med, at fjernsynsudsendelser for alvor blev udbredte i England, selvfølgelig i sort-hvid med kroningen af Elizabeth d. 2 som højdepunktet – og den kroning foregik året EFTER ”Musefældens” urpremiere i 1952.

”Musefælden” er derfor også klassisk engelsk teater, som det blev spillet midt i 1900-tallet med et langsommere tempo end i dag og med en gedigen præsentation af karaktererne.

Det kan faktisk noget. Man kommer nemt helt med som publikum, og så giver det plads og tid til, at karaktererne kan interagere med hinanden, så de danner de relationer, der sammen med visse begivenheder gør, at spændingen bygges dygtigt op gennem hele 1. akt.

Efter pausen er vi på en højere nagle – men stadig med karaktererne i udvikling i de stilrene kulisser og det sort-hvide lys, inden gåden bliver løst, farverne kommer tilbage, og bifaldet brager løs. Det er også mere end velfortjent.

For det er en på alle måder spændende, underholdende og også humoristisk historie, som Folketeatret disker op med – og endda i en aftapning, hvor skuespillerne hver og én giver en troværdig fremstilling af deres karakter. Det er så intet mysterium, hvordan dét kan lykkes. Det hedder god skuespilskunst.

Danmarksbloggen giver derfor Agatha Christies legendariske klassiker ”Musefælden” på Folketeatret fem ud af seks mus, og håber, at ingen af dem render ind i en fælde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sidste Kentex: Mere smukt end brugt”.

Så er det tid til sidste omgang Kentex. Denne helt specielle cocktail af eksistentiel scenekunst i et musikalsk krydsfelt mellem tragedie, komik og poesi, tænkte jeg vemodigt i går aftes på vej til premieren på Scenariet på Det Ny Teater på Vesterbro.

Og det var lige, hvad vi fik: Vitser, en kende aktualitet, livets bittersøde historier, velanbragte hip og små erindringsperler pakket ind i en bragende opvisning af stor og varieret musikalitet fra såvel d´damer Ann Farholt, Lone Selmer og Rebecca Thilo – samt selvfølgelig Tommy Kenter selv.

De var et show, som bandt det lange røde halstørklæde, undskyld den røde tråd sammen – lige fra dengang Kentex begyndte for 32 år siden og til nu, hvor den allersidste runde serveres i en blanding af The-show-must-go-on og Grin-endelig-det-hele-ender-alligevel-med-døden.

Og som vi lo, både med de klassiske figurer Alf Velling, Kjeld og Rudy S. Kleützner og de nye figurer – og af de velkendte vitser.

Men som altid når grinet kommer indefra, så er også tåren tæt på, og måske allermest i klovnen Grinaldos møde med sig selv og sine drømme i starten af 2. akt. For dér gik komik, kval og kunst op i en selv efter Kentex-standard stjernebesat enhed, selvom ormen også hele tiden kravler på jorden.

Ormene gnavede og stjernerne funklede også i den til dato bedste nyskrevne version af Hamlets store monolog, som Tommy Kenter forfattede til showet ”Kenter Royal”, hvor den ligesom i afskedsshowet bliver opført efter en uforlignelig Hamlet-version af diverse festsange.

Nogle af de mest åndsforladte sange, der overhovedet kan synges på dansk, og så noget af det bedste drama nogensinde skrevet, men i en mere mundret version – opført af den samme mand, i det samme nummer. Det skal man hedde Tommy Kenter for at kunne.

Men det kan han – og han gør det, så det risler ned ad ryggen, når han til musikledsagelse fremsiger sin egen fortolkning af Shakespeares ord:

Hvem ville tåle tidens spot og svøbe, stolte mænds foragt, udueligheden der sparker til beskeden dygtighed, voldsherrernes tvang? Hvem ville tåle svigefuld elskovs smerte, hvis han blot med sin daggert kunne skrive sin sidste kvittering selv? Hvem ville stønne, svede, vakle under livets tunge byrder, hvis ikke denne frygt for noget efter døden?

Døden, dette ubekendte land, hvorfra ingen endnu er vendt tilbage. Hvis ikke denne frygt lammede og forvirrede vores vilje, så vi hellere tåler den nød, vi har – end at fly til plager, vi ikke kender.

Se, det er spørgsmålet.

Jeg har ikke svaret. Det ved jeg heller ikke, om Tommy Kenter og de tre dygtige damer, der både kan spille, synge og spille skuespil, har.

Men jeg ved, at man kommer en smule tættere på det hele, det egentlige, det eksistentielle i sig selv, i livet nede i Scenariet på Det Ny Teater til Tommy Kenters sidste Kentex ”Mere smukt end brugt”, der bedst beskrives som kaviar ad libitum.

For som bekendt så er kaviar, hvad vi har, og bagefter skal vi ha´ tatar …

Tommy Kenter er en gøgler, en entertainer af livets nåde og endnu mere end nogensinde i sit sidste Kentex-show. Måske fordi han altid stiller sig et sted mellem nattens sidste drink, de bristede drømme og altings forgængelighed?! Måske fordi han tør være sårbar, tør give af sig selv?!

Det kræver mod. Men det har Tommy Kenter. Mod og evner til at gøre eksistentialismen både velklingende, surrealistisk, realistisk, morsom og fuld af smerte – som kun ellers livet selv er det.

Det er der mig bekendt ingen andre entertainere, der har formået – ikke kun i Danmark, men i hele verden.  

Danmarksbloggen bukker og nejer, og giver det sidste Kentex-show ”Mere smukt end brugt” seks ud af seks fløjtende fugle, som den vi alle har siddende på skulderen, hvis bare vi tør kigge – og lytte – efter.

Det har Tommy Kenter gjort igennem en lang karriere, men aldrig som her i det sidste Kentex-show, hvor vi nok fik det grin, der kommer gråden i forkøbet. Men også som ekstranummer erindringen om skyen, der blomstrede den korte stund, som ungdomskysset varede.

Kan hænde, at det var Bertolt Brechts ord. Men det var Tommy Kenter, der fremførte dem, og gjorde dem til sine egne – helt åben, helt sårbar, helt nøgen – uden en eneste af de jakker og masker, som han ellers så mesterligt har båret i mange år, men som nu røg af på scenen og tog en sidste æresrunde.

BRAVO – BRAVISSIMO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk