Så er det tid til sidste omgang Kentex. Denne helt specielle cocktail af eksistentiel scenekunst i et musikalsk krydsfelt mellem tragedie, komik og poesi, tænkte jeg vemodigt i går aftes på vej til premieren på Scenariet på Det Ny Teater på Vesterbro.
Og det var lige, hvad vi fik: Vitser, en kende aktualitet, livets bittersøde historier, velanbragte hip og små erindringsperler pakket ind i en bragende opvisning af stor og varieret musikalitet fra såvel d´damer Ann Farholt, Lone Selmer og Rebecca Thilo – samt selvfølgelig Tommy Kenter selv.
De var et show, som bandt det lange røde halstørklæde, undskyld den røde tråd sammen – lige fra dengang Kentex begyndte for 32 år siden og til nu, hvor den allersidste runde serveres i en blanding af The-show-must-go-on og Grin-endelig-det-hele-ender-alligevel-med-døden.
Og som vi lo, både med de klassiske figurer Alf Velling, Kjeld og Rudy S. Kleützner og de nye figurer – og af de velkendte vitser.
Men som altid når grinet kommer indefra, så er også tåren tæt på, og måske allermest i klovnen Grinaldos møde med sig selv og sine drømme i starten af 2. akt. For dér gik komik, kval og kunst op i en selv efter Kentex-standard stjernebesat enhed, selvom ormen også hele tiden kravler på jorden.
Ormene gnavede og stjernerne funklede også i den til dato bedste nyskrevne version af Hamlets store monolog, som Tommy Kenter forfattede til showet ”Kenter Royal”, hvor den ligesom i afskedsshowet bliver opført efter en uforlignelig Hamlet-version af diverse festsange.
Nogle af de mest åndsforladte sange, der overhovedet kan synges på dansk, og så noget af det bedste drama nogensinde skrevet, men i en mere mundret version – opført af den samme mand, i det samme nummer. Det skal man hedde Tommy Kenter for at kunne.
Men det kan han – og han gør det, så det risler ned ad ryggen, når han til musikledsagelse fremsiger sin egen fortolkning af Shakespeares ord:
Hvem ville tåle tidens spot og svøbe, stolte mænds foragt, udueligheden der sparker til beskeden dygtighed, voldsherrernes tvang? Hvem ville tåle svigefuld elskovs smerte, hvis han blot med sin daggert kunne skrive sin sidste kvittering selv? Hvem ville stønne, svede, vakle under livets tunge byrder, hvis ikke denne frygt for noget efter døden?
Døden, dette ubekendte land, hvorfra ingen endnu er vendt tilbage. Hvis ikke denne frygt lammede og forvirrede vores vilje, så vi hellere tåler den nød, vi har – end at fly til plager, vi ikke kender.
Se, det er spørgsmålet.
Jeg har ikke svaret. Det ved jeg heller ikke, om Tommy Kenter og de tre dygtige damer, der både kan spille, synge og spille skuespil, har.
Men jeg ved, at man kommer en smule tættere på det hele, det egentlige, det eksistentielle i sig selv, i livet nede i Scenariet på Det Ny Teater til Tommy Kenters sidste Kentex ”Mere smukt end brugt”, der bedst beskrives som kaviar ad libitum.
For som bekendt så er kaviar, hvad vi har, og bagefter skal vi ha´ tatar …
Tommy Kenter er en gøgler, en entertainer af livets nåde og endnu mere end nogensinde i sit sidste Kentex-show. Måske fordi han altid stiller sig et sted mellem nattens sidste drink, de bristede drømme og altings forgængelighed?! Måske fordi han tør være sårbar, tør give af sig selv?!
Det kræver mod. Men det har Tommy Kenter. Mod og evner til at gøre eksistentialismen både velklingende, surrealistisk, realistisk, morsom og fuld af smerte – som kun ellers livet selv er det.
Det er der mig bekendt ingen andre entertainere, der har formået – ikke kun i Danmark, men i hele verden.
Danmarksbloggen bukker og nejer, og giver det sidste Kentex-show ”Mere smukt end brugt” seks ud af seks fløjtende fugle, som den vi alle har siddende på skulderen, hvis bare vi tør kigge – og lytte – efter.
Det har Tommy Kenter gjort igennem en lang karriere, men aldrig som her i det sidste Kentex-show, hvor vi nok fik det grin, der kommer gråden i forkøbet. Men også som ekstranummer erindringen om skyen, der blomstrede den korte stund, som ungdomskysset varede.
Kan hænde, at det var Bertolt Brechts ord. Men det var Tommy Kenter, der fremførte dem, og gjorde dem til sine egne – helt åben, helt sårbar, helt nøgen – uden en eneste af de jakker og masker, som han ellers så mesterligt har båret i mange år, men som nu røg af på scenen og tog en sidste æresrunde.
BRAVO – BRAVISSIMO.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk