Kan du huske, hvilke byer som Dronning Margrethe og Prins Henrik har besøgt i løbet af sommeren på deres sommertogter? Nej, vel?
Man ser blot fra tid til anden i aviser og på nettet billederne af et smilende regentpar, der vinker, bysbørn med flag og blomster, en borgmester med borgmesterkæde og en rød løber – og så er det ellers kun, hvis man er fra byen eller eventuelt kender byen, at man registrerer hvilken dansk købstad, som nu lægger kulisse til mødet mellem det danske kongehus og danskerne.
Ikke desto mindre er den påståede PR-værdi for området årsagen til, at Syddjurs kommune gerne bruger de 800.000 kroner, som det koster at få Dronningen og Prinsgemalen på besøg d. 1. september. Penge, som skal tages fra kulturområdet, hvor der i forvejen skal spares 1,5 millioner kroner.
Det kongelige besøg kan derfor ende med at blive den direkte årsag til, at ældre skal betale en større del af deres aftenskole – samt en masse andre tiltag, der kan gøre ondt i pengepungen hos de mennesker, der ikke har en apanage at bruge løs af. Derfor giver det også god mening at boykotte besøget, når nu det ikke kan aflyses.
Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/byraadsmedlemmer-boykotter-dronningebesoeg-det-er-dyrt
Danmarksbloggen synes, at det er helt fint, at de kongelige rejser rundt og hilser på danskerne – men ikke hvis det betyder, at danskerne ikke har råd til at gå på aftenskole eller gå til andre fritidsaktiviteter. For når vinteren kommer, så er det meget sjovere at gå til aftenskolens foredrag om tirsdagen end at kigge på billederne fra dengang Dronningen var i byen.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk