Juletraditioner – en oversigt

Nu er der ikke længe til årets største aften: Juleaften.

Danmarksbloggen iler derfor med en oversigt over de mest kendte og elskede danske juletraditioner:

Danske juletraditioner er overordnet set tyske: Mange af de danske juletraditioner kommer fra Tyskland, som indtil 2. verdenskrig havde den rolle, som USA har i dag som førende kultur-eksportør. Så ligesom at det i dag er helt naturligt, at vi overtager den amerikanske Halloween, var det fra middelalderens start og helt indtil 2. verdenskrig en selvfølge, at vi overtog tyske traditioner. Også til jul, hvorfra vi i 1800-tallet og 1900-tallet hentede mange af de juletraditioner, som vi i dag anser for ærkedanske.

Julekalenderen: Julekalenderen kom fra Tyskland i 1932 og var i starten af papir. I dag laves der også chokolade-, hobby- , parfume- og mange andre julekalendere. For slet ikke at tale om tv-julekalenderne, hvor DR sendte den første ”Historier fra hele verden” i 1962.

Adventskransen: Adventskransen kom fra Tyskland under 1. verdenskrig (1914-18), indført af Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine. Den blev for alvor udbredt under 2. verdenskrig, hvor adventskransens lyssymbolik gav god mening i den på alle måder mørke tid i årene 1940-45.

Juletræet: Det første danske juletræ kom fra Tyskland og stod på godset Holsteinsborg i 1808. Men det var det første juletræ i København hos familien Lehmann i 1811, der vakte størst opsigt. Og derfra gik det stærkt med at få juletræet udbredt til hele landet. Salmedigteren B.S. Ingemann var fra starten vild med juletræet, mens Grundtvig kaldte det en forvandet form for kristendom – og først senere overgav sig til det grønne træ, men så mente han også, at det var sendt fra Gud. Årligt produceres der mere end 10 millioner juletræer i Danmark. Det flettede julehjerte på juletræet er i øvrigt opfundet af selveste H. C. Andersen – og var i starten uden hank.

Julemaden: Nutidens andesteg, flæskesteg, kartofler, rødkål og sovs stammer fra 1800-tallet, hvor dansk landbrug blev omlagt til at handle om dyr fremfor om korn. Samtidig blev ovnen allemandseje. Så ud med de klassiske julespiser som den røgede skinke, fisken og grønlangkålen. Grød har man dog altid spist, både til hverdag og fest – selvom ris á la manden er en ny variant fra slutningen af 1800-tallet, der trods det franske navn er en ren dansk opfindelse.

Julegaverne: Danskerne køber julegaver for millioner. Sådan har det ikke altid været. Op gennem 1800-tallet var det kun overklassen, der havde penge til fx dukker til pigerne og små kanoner til drengene. Alle andre måtte lave deres julegaver selv. I løbet af 1900-tallet fik alle råd til julegaver – men især børnene laver stadig fine sager til forældre og bedsteforældre.

Julegudstjenesten: Hver tredje dansker går i kirke juleaftensdag – og tallet er stigende. Tilbage i den katolske tid holdt man midnatsmesser, som det stadig ses i den katolske kirke og især kendt fra Peterskirken i Rom. Efter Reformationen i 1536 blev den store julegudstjeneste flyttet til 1. juledag kl. 7 om morgenen, inden den midt i 1900-tallet blev rykket tilbage til d. 24. december, men nu om eftermiddagen.

Julemanden: Julemanden var oprindelig en katolsk helgen ved navn Nicolaus, der levede i Tyrkiet ca. 300 e. Kr. Han er blandt meget andet også børnenes helgen. Måske fordi han iflg. legenden reddede nogle piger fra slaveri ved at smide pengesække ned gennem skorstenen til deres fattige forældre. Fra Tyrkiet rejste historien om Nicolaus til Holland og derfra til USA, hvor den mødte historien om den engelske Father Christmas. De to – Nicolaus og Father Christmas – smeltede sammen og blev til Santa Claus, altså den nuværende julemand, der iflg. amerikanerne bor på Nordpolen. Men heldigvis ved vi danskere bedre. For Julemanden bor jo på Grønland.

Hvid jul: Vi drømmer om den hvide jul, men den kommer sjældent i Danmark. I 1900-tallet var det således kun landsdækkende hvid jul 7 gange ud af 100 mulige, mens vi siden 2000 allerede har haft hvid jul 2 gange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møller tænder adventskransens fjerde lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag tænder Socialdemokraternes formand i Vordingborg – og folkeskolelærer – Lise Lotte Møller adventskransens fjerde og sidste lys med følgende ord:

I virkeligheden vil jeg helst tænde lys for alle. Men børnene er nok dem, som jeg vil tænde flest lys for – og når vi nu er i december, er det især for børn, der har mistet en eller begge deres forældre. Det er selvfølgelig altid hårdt at skulle undvære ens forældre. Og ens mor eller far er for altid savnet, men til jul må det være ekstra hårdt.

Hvert år mister cirka 2000 børn og unge i alderen 0-18 år en forælder. I alt har mere end 15.000 danske børn og unge mistet en forælder. Det er mange, men alligevel ikke flere end at mange af de børn og unge, der har mistet, måske ikke kender andre i samme situation som dem selv. Børnene og de unge mennesker ved måske heller ikke, at der er hjælp og støtte at få. Men det er dér hos fx nedenstående organisationer:

http://www.livlineisorgen.dk/

http://www.bornungesorg.dk/andre-der-har-oplevet-doed-i-familien/

Det er Danmarksbloggens håb, at vi alle vil værne om de udsatte i vores samfund, og her er børn og unge uden en far eller en mor – eller begge – særlig følsomme, især i denne ellers så søde juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De tyske indvandrere i den danske jul

Hvad er vel mere dansk og julet end juletræet, adventskransen og julekalenderen? Tjah, julemærket og kravlenissen, som begge er danske opfindelser skabt af henholdsvis postmester Einar Holbøll i 1903 og tegner Flemming Bramming i 1947.

For de tre andre er nemlig tyske indvandrere til den danske jul. Tyskland var også i århundreder det sted, hvorfra vi hentede mest kultur og inspiration, også når det drejede sig om højtiderne. Og her har julen altid været konge i Danmark – selvom påsken teologisk set er større.

Men altså både juletræ, adventskrans og julekalender kom fra Tyskland.

Juletræet for lidt over 200 år siden. Man mener, at det første juletræ i Danmark stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Men det var først, da familien Lehmann i København i 1811 anskaffede sig et juletræ, at det vakte national opsigt – og derfra gik det stærkt med at få udbredt traditionen.

Adventskransen kom til Danmark med Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine og alle de ved genforeningen i 1920 hjemvendte sønderjyder. Men også her var det først senere, nemlig under de mørke år i besættelsen 1940-45, at skikken for alvor blev landskendt.

Julekalenderen blev skabt af den tyske forlægger Gerhard Lang i starten af 1900-tallet og kom til Danmark i 1932. De første julekalendere i Tyskland var ikke med låger, men bestod af to stykker papir. Et med billeder og et andet med vers. Så kunne man klippe billederne ud og klistre på arket på vers. Ideen holdt ikke rigtigt, men så fandt Gerhard Lang på det med lågerne – og succesen var hjemme, også i Danmark.

Og hvad kan man så lære af alt dette? Jo, at indvandrere og indvandring i reglen altid skaber noget godt – og at ingenting er statisk, men at alt derimod er levende og konstant i forandring.

På samme måde har især også Brammings kravlenisser forlængst kravlet udover landets grænser, så man også i andre lande end Danmark bruger kravlenisser.

Kultur, ideer, traditioner og skikke er nemlig ligesom viden ment til at spredes og deles.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Torben Hangaard tænder adventskransens første lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys.
Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter i dag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard, der med følgende ord tænder adventskransens første lys:

Adventstiden bliver almindeligvis anvendt som tiden for de levende lys med al den hygge, der omgiver lysene og varmen i den dæmpede stue.

Imidlertid er levende lys noget ganske uhyggeligt, da kejser Nero i oldtidens Rom indførte skikken med at oplyse sin have med levende lys, når gæster indfandt sig til større fester. Levende lys for hans vedkommende var i sandhed levende lys. De bestod nemlig af slaver og krigsfanger, som blev overhældt med brandbar væske og derefter korsfæstet. Når gæsterne ankom, blev der sat ild til disse stakler, der brændte som levende lys i parken. Det er meget uhyggeligt, og det er egentlig besynderligt, at sådan en skik har bevæget sig gennem historien som noget positivt.

Vi husker alle den første kærlighed i stearinlysets skær og tænker ikke på grusomhederne, men lader dem erstatte af en positiv tilgang til de muligheder, det levende lys kan tilbyde. Det er også godt sådan. For der er ingen fremtid i det negative, og med en vis rimelighed kan det hævdes, at kærligheden har overvundet ondskaben ved den ændrede brug af lyset.

Det ses også tydeligt i Amnesty Internationals logo, hvor det levende lys er omgivet af pigtråd, men lyset lader sig ikke spærre inde. Det kan ikke bindes af de begrænsninger, der søger at standse næstekærligheden, men det lyser over ondskabens snærende pigtråd og oplyser verden med sit budskab om kærlighed og frihed.

I Vollsmose kirke, hvor jeg har mit virke, har vi lavet en messehagel med Amnestys symbol, og skønt vi er i besiddelse af alle messehagler til årets forløb, er det den eneste, der bliver brugt som et budskab om nødvendigheden af kærlighed og respekt.

Derfor vil det være på sin plads at tænde et adventslys til ære for Amnesty International og håbe, at organisationens arbejde vil få stor succes i sin kamp for menneskers rettigheder.

Skrevet af: Sognepræst og forfatter Torben Hangaard 

Fakta: Sognepræst Torben Hangaard er uddannet kirkehistoriker med mangeårige studier i Rom. Han har i mere end 20 år arbejdet med området kirke-integration. Torben Hangaard modtog Integrationsministeriets “Ildsjælpris” i 2005. Han har skrevet en lang række bøger om dels Rom og romerske historiske emner, dels jomfru Maria og dels om integrationsarbejdet.