Giv fattige børn samme opmærksomhed som ulve

Tænk hvis fattige børn fik samme opmærksomhed som ulve?

For hvor er socialpolitikken i Danmark i disse år? Ja, den er mere fraværende end selv den mest sky ulvefamilie på Jyllands heder, som derimod fylder debatten.

For hele Danmark taler nemlig i pauserne mellem OK18 om ulve. For nu er den gal igen. Der er blevet skudt en ulv til manges store raseri, mens på den anden side flere fåreavlere og andre landmænd taler om, at mange af deres dyr er blevet taget af ulven, og at ulven derfor skal væk fra den danske natur.

Fronterne er altså trukket skarpt op mellem naturromantikerne og mellem dem, der lever af og i naturen. De første synes, at det er fantastisk, at ulven er ”vendt hjem” til den danske natur, mens de andre helst ser den forsvinde igen – og jo før, jo bedre.

Danmarksbloggen vil på ingen måde underkende problemet med ulve, men kunne godt ønske sig, at man gav Danmarks fattige børn samme opmærksomhed, som man giver ulvene.

For hvor er det glødende engagement, når det gælder om at give de mere end 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, en barndom, hvor de ligesom deres kammerater OGSÅ kommer i svømmehallen, kan få tre måltider mad om dagen og medicin, når der er brug for det?

For sådan er virkeligheden i dagens Danmark. Der findes i dette overflods-samfund, hvor mange børn per automatik får den nyeste mobil fra deres forældre, mere end 60.000 andre børn, hvis forældre ikke har råd til det mest basale – og slet ikke den teknologi, som man skal kunne mestre, hvis man skal have en chance i fremtidens samfund.

For bare et enkelt år i fattigdom i barndommen har negative konsekvenser i hele voksenlivet: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10399320/fattigdom-i-barndommen-saetter-negative-spor-hele-livet/

Og dét er langt mere oprørende end nogle omstrejfende ulve – men det gider ingen beskæftige sig med, medmindre man tænker på julen og andre lejligheder, hvor hattedame-godheden kan vise sig.

Men vi skal væk fra hattedamerne og de enkeltstående indsatser – og henimod en fyldestgørende og samlet socialpolitik, der sikrer ordentlige levevilkår til alle danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

Alle danskere er enige om, at vores skoler skal være gode – og helst også bedre end de er idag.

Det drejer sig selvfølgelig om ressourcer, lærere, undervisning og så videre.

Men det drejer sig også om, at forældrene viser respekt for skolen og bakker op om skolens arbejde. Og her er første krav, at man som forælder sørger for, at ens barn kommer i skole. Og at det opfattes som vigtigt at passe sin skole – præcis som man skal passe sit arbejde.

At pjæk med andre ord er totalt og 100% u-acceptabelt.

Det rimer så altsammen rigtigt dårligt med det faktum, at over halvdelen af alle forældre iflg. en undersøgelse lavet af DR synes, at det er helt i orden at tage på ferie udenfor de ordinære skoleferier, som der ret beset er temmelig mange af i løbet af året. Se link til DR-artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/11/163105.htm

Formand for foreningen Skole & Forældre Mette With Hagensen siger i artiklen fra DR som forsvar for de ekstra ferier: “Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af.”

Og det har hun da helt ret i – men det kan man ligeså godt gøre i de ordinære ferier som ellers. Familiesamværet bliver ikke dårligere af, at det er juli måned eller uge 42.

Men selvfølgelig er alting dyrere i de ordinære ferier – og det er da rigtigt ærgerligt, at man så måske ikke kan rejse derhen, hvor man gerne vil.

Men det er et forkælelsesproblem, der helt får lov til at overskygge den forpligtelse, som forældrene har overfor skolen iforhold til at sende børnene afsted i skole hver eneste skoledag, medmindre selvfølgelig børnene er syge – eller der er andre forhold, som berettiger til at blive væk.

For at charterferien til Tyrkiet er billigere i maj eller flybilletterne billigere til USA i september er ikke en gyldig grund til at blive væk fra skolen. Det er tværtimod at underminere respekten for skolen og skolens arbejde – foruden at det sender det forkerte signal til barnet om, at ens egne egoistiske behov er det vigtigste i hele verden.

Men nej, sådan er det ikke. Det drejer sig om at være sig sit ansvar som en del af fællesskabet bevidst og så ellers bare møde op i skolen.

For nej, et skolebarn kan ikke bare lave lektier, mens vedkommende er væk. Ingen lærer på samme måde og ligeså meget ved at sidde en time ved poolen med et par bøger. For slet ikke at tale om den forstyrrelse og forsinkelse det skaber for de andre i klassen, når feriebarnet kommer hjem og skal opdateres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møller tænder adventskransens fjerde lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag tænder Socialdemokraternes formand i Vordingborg – og folkeskolelærer – Lise Lotte Møller adventskransens fjerde og sidste lys med følgende ord:

I virkeligheden vil jeg helst tænde lys for alle. Men børnene er nok dem, som jeg vil tænde flest lys for – og når vi nu er i december, er det især for børn, der har mistet en eller begge deres forældre. Det er selvfølgelig altid hårdt at skulle undvære ens forældre. Og ens mor eller far er for altid savnet, men til jul må det være ekstra hårdt.

Hvert år mister cirka 2000 børn og unge i alderen 0-18 år en forælder. I alt har mere end 15.000 danske børn og unge mistet en forælder. Det er mange, men alligevel ikke flere end at mange af de børn og unge, der har mistet, måske ikke kender andre i samme situation som dem selv. Børnene og de unge mennesker ved måske heller ikke, at der er hjælp og støtte at få. Men det er dér hos fx nedenstående organisationer:

http://www.livlineisorgen.dk/

http://www.bornungesorg.dk/andre-der-har-oplevet-doed-i-familien/

Det er Danmarksbloggens håb, at vi alle vil værne om de udsatte i vores samfund, og her er børn og unge uden en far eller en mor – eller begge – særlig følsomme, især i denne ellers så søde juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk