Tag-arkiv: Anemoneteatret

Anemoneteatret er truet på eksistensen

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen har ofte – og altid med stor glæde – anmeldt Anemoneteatrets forestillinger. Nu er det unikke teater truet på sin eksistens. Det vil Midsommerkoncerten i morgen prøve at forhindre.

Læs derfor nedenstående artikel – og hold øje med Anemoneteatrets hjemmeside og Facebook-side. For snart kan du også støtte teatret ved at købe folkeaktier.

http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/midsommerkoncert-skal-redde-anemoneteatret

Anemoneteatrets Facebook-side er: https://www.facebook.com/Anemone-Teatret-154834527860116/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lyset og lykkens edderkop

Udgivet den af
Svar

Kan en edderkop passe på en ulykkelig pige? Ja, i hvert fald i Anemoneteatrets nye forestilling ”Lyset og lykkens edderkop”

For Anemoneteatret har gjort det igen. Taget et af livets store emner og lavet en forestilling, som både børn og voksne kan få meget ud af.

En af de faste moraler i Anemoneteatrets forestillinger handler om at leve er at turde – samt at have hjertet på rette sted. Således også i ”Lyset og lykkens edderkop”, hvor sangen om lyset, hånden og hjertet endda er den forløsende kraft undervejs på den lange rejse, som pigen Ida og den kloge og glade edderkop Alfred tager ud på, da de skal finde øen, så Ida kan få sit store ønske opfyldt;

At blive i farmors hus, som hun ellers skal flytte fra, da farmor er død – og forældrene vil have Ida med ind til en fin lejlighed med eget værelse med både balkon og havudsigt. Men det vil Ida ikke. Og så tager den lange rejse sammen med edderkoppen Alfred over havet sin begyndelse. En rejse, der understøttes af musikken, der både kan være barsk og rå, men også munter og livlig – og altid passende til fortællingen.

Det bliver en rejse ud i det ukendte. En rejse, der inkluderer mødet med både tågen, en hval, en vagt – og den sidste store kamp mod heksen Hykla.

En rejse, der ligesom hele stykket er mere mørk, mere dyster og noget mere dramatisk end Anemoneteatrets forestillinger ofte er – men det gør slet ikke noget.

Tværtimod – i en tid hvor mange børn curles, pakkes ind i vat og sukkersøde forsikringer om happy ends og i det hele taget skærmes så meget mod verden og livet, at de bliver livsuduelige – er det både godt og rigtigt med en portion saltvand, tåge og farer. Alt sammen viser det de 5-10-årige, at bedstemødre dør, børn er ensomme og alene i verden med forstenede forældre, der holdes fangen af hykleriet og alt det andet grumme, som Ida møder på sin vej med de lige dele ærlighed og kærlighed, som hun besidder så meget, at hun forærer sit ekstra lys væk.

Lys, som hun ellers skal bruge for at sikre sig, at hendes elskede – og nu afdøde – farmor kommer i himlen.

Men Ida giver al sin kærlighed gennem hele forestillingen til alle og enhver, som hun møder. Og den, der giver, er også den, der får – og det gør Ida også i ”Lyset og lykkens edderkop”. Hun får selve livet tilbage – endda sammen med indsigt og modenhed – og en ny ven. Mere skal ikke røbes her – og slet ikke, hvor hun og edderkoppen Alfred ender med at bo – og hvem Alfred også kender.

Det skal nemlig selv opleves sammen med en opsætning, der er smuk og fuld af enkle, men effektfulde virkemidler som fx tågen og skiftene fra kælder til hav til ø – og tilbage igen, men på en ny måde.

For sådan er livet. Intet bliver ved med at være som det var. Livets natur er forandring – og farer også. Og som Astrid Lindgren sagde det, så er vi ikke sat på jorden for at undgå farerne. Det handler om – som Ida gør det i ”Lyset og lykkens edderkop” – at møde udfordringerne og farerne og overvinde dem. For kun på den måde kan vi vinde os selv og vores eget liv.

Danmarksbloggen giver 5 store glade, dansende edderkopper ud af 6 mulige

Forestillingen spiller frem til og med 17. oktober

Medvirkende: Maria LaCour, Peter Schlie Hansen, Kristoffer Rosing-Schow, Stine Michel
Manus og idé: Anemoneteatret og Stine Michel
Instruktion: Lisbeth Lipschitz

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bamse og den kinesiske prinsesse” – også for voksne

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn – dvs. der altid var mindst to lag i historien, det umiddelbare, der skete i bogen, og som børnene forstod – og så laget nedenunder, som de voksne også fik med.

Anemoneteatret har en lang, fin tradition for at følge samme gode opskrift, idet stort set alle deres forestillinger er teater SPILLET for børn – men der er altid et lag mere hos anemonerne på scenen end det umiddelbare. Et lag, som de voksne fanger – og som man kan håbe også går ind i underbevidstheden hos de små.

For det er altid budskaber om medmenneskelighed og rummelighed, som der spilles på, med og udfra på Anemoneteatret.

Således også i stykket om den brune Bamse, den fine kinesiske prinsesse og de to ærkedanske børn Jens og Marie, der med deres bold og dukkevogn, kasket og sneakers er billedet på alle tiders danske børn fra Skagen til Gedser, fra Vestkysten til Kultorvet i København – og det lille teater med anemonerne, der ligger så tæt på. Og som, da Danmarksbloggen var der, var fuld af glade, opmærksomme og engagerede børn, der spændte og med store grin og ligeså store øjne slugte det hele råt.

Nu skal alt selvfølgelig ikke røbes her, men tro mod eventyrgenren er der både en prinsesse, en drage, en and og en skrubtudse med i historien. Der er også leg med størrelser – og universer.

For hvad er virkeligt? Parken, hvor Jens og Marie leger hele dagen, inden de skal hjem til den varme kakao? Eller søen, hvor Bamse næsten drukner på vej over til den kinesiske prinsesse, der bor på øen – og som er så ensom, selvom hun kender broen og godt ved, at en bro er lavet, fordi man skal gå over den.

Den kinesiske prinsesse har blot ikke turdet det endnu – hun manglede nemlig en af følges med over til den anden side. Hun manglede en brun bamse, der gav tryghed og en stor pote at holde i. Men her kommer han og følger med hende gennem skoven, selvom han også er bange. Så bange for den store drage, som han havde hørt en fæl historie om.

En historie, der som så mange andre myter – også dem, som de voksne fortæller hinanden om verden omkring os – kun er den halve del af det hele, da Jens ikke havde nået at læse hele historien, men kun starten – og så altså slutningen. For resten havde drengen (som alle andre ville gøre det) selv gættet sig til. Men som altid når vi ikke ved noget med sikkerhed, så laver vi billeder oppe i hovedet, billeder, der sjældent holder til et fakta-tjek.

For de billeder bliver så ofte til vrangbilleder, idet de næsten altid gør dét ukendte til noget slemt, og de ”fremmede” til nogen, som vil os det ondt. Således også i ”Bamse og den kinesiske prinsesse”, hvor den i fantasien så farlige drage i takt med at træerne forsvinder – og udsynet til den fine kinesiske pavillon kommer til syne – viser sig at være skønhed – og ikke spor farlig.

For sådan er det, når vi tør møde verden med et åbent sind og ligeså åbne øjne – så forsvinder alle træer, og så kan vi se skoven. Så ser vi hinanden som den kinesiske prinsesse, der i Bamse ser en ven, som hun ikke har mødt endnu. Og heldigvis er Bamse en klog bamse, der tager imod den udstrakte hånd og den varme kinesiske te.

Og endda så meget at han kan bagefter gå med hende over broen – og hjem til den kakao, der venter – også til den kinesiske prinsesse.

Og også selvom Jens bekymret spørger, om der nu er nok til fire. Ham, Marie, Bamse – og så det nye eksotiske medlem af familien: Den kinesiske prinsesse. Men det er der, siger Marie og tilføjer: Ellers kan hun bare få noget af mit.

Enkelt – og gribende. For det er det, som livet handler om: At mødes og dele med hinanden – og det bliver i ”Bamse og den kinesiske prinsesse” fortalt både poetisk, eventyrligt og med sang og musik, eminent spillet på selve scenen.

Det er ganske vist: Gak i Anemoneteatret og bliv vis – ikke kun på at dem, der arbejder med og for børn må være de lykkeligste mennesker i verden, når de kan få lov til at optræde foran sådan en flok glade og umiddelbare væsner to gange om dagen.

Men se og bliv vis – også på nogle af de andre problemstillinger, som fylder i verden, de voksnes verden vel at mærke. For i børnenes verden kan en vralteand sagtens rime, en skrubtudse synger selvfølgelig opera, og man følger også glad og gerne med en prinsesse gennem krattet, selvom man er en bange bamse.

For eventyret venter – og som H. C. Andersen også sagde dét: Men livet er nu det bedste eventyr.

Et eventyr som en bamse, en kinesisk prinsesse og to børn møder med en åbenhed, en accept og især et mod, som vi voksne kunne lære meget af. Børneteater er nemlig i høj grad også for voksne – og især når det er en kaliber som her.

”Bamse og den kinesiske prinsesse” er en genopsætning af Anemoneteatrets populære forestilling fra dengang far var barn.

Danmarksbloggen giver fem krukker sød, kinesisk honning ud af fem mulige. 

Stykket spiller på Anemoneteatret i perioden 21. apr – 17. maj.
Tilladt fra 3 år – og anbefalet til 8 år (Danmarksbloggen mener 99 år)
Varighed: 50 min.

Medvirkende m.fl.:
Forfatter: Jan Mogensen
Dramatisering: Bendt Hildebrandt og Anemoneteatret
Musik: Sven Dam Meinild og David Blangstrup
Scenograf: Annika Nilsson
Instruktør: Lisbet Lipschitz
Skuespillere: Maria La Cour og Mikkel Trier Rygård

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”

Udgivet den af
Svar

I år vil Danmarksbloggen hver søndag i advent sætte fokus på dansk teater og juletiden.

For juletid er også teatertid  – og som med alt andet ved juletid elsker vi gentagelser og traditioner, også når det kommer til teater.

Derfor vil Danmarksbloggen også i sin adventsserie i år beskæftige sig med fire teaterforestillinger, der på forskellig måde er en integreret del af den danske jul.

Vi starter med Anemoneteatrets ”Når du ser et stjerneskud”.

Historien er en slags moderne version af juleevangeliet med den gnavne og pengegriske husejer, den nisse-og-engle-fornægtende forfatter – samt den gravide og hjertensgode unge kvinde, der flytter ind i baggården – velvidende at der ikke må bo børn i huset.

For de larmer og er til besvær, mener såvel husejeren som forfatteren. Nissen og katten, som uset og illegalt også bor dér, er selvsagt af en anden mening.

Historien kan derpå tage fart med spas, humor og dybde – og til sidst fødes så barnet – og som altid så ændrer et barns fødsel afgørende på alle omkring sig, som det ændrede på alt i hele verden, da det lille Jesus-barn blev født. Præcis hvordan og hvad der sker i ”Når du ser et stjerneskud” skal dog ikke røbes her.

Se den selv – men skynd dig. For forestillingen, der i to årtier har været en fast juletradition på Anemoneteatret, spilles i år for allersidste gang.

Læs også anmeldelsen af forestillingen, som blev lavet af undertegnede for en del år siden – men hvert ord gælder endnu: http://www.kristendom.dk/anmeldelser/stjerneskuddene-flyver-p%C3%A5-anemoneteatret

Idag, d. 30. november, kan Anemoneteateret i øvrigt fejre 30 års fødselsdag.

30 år er mange år, kan man mene. Men se på Det Kgl. Teater og se på den danske jul – og så forstår man, at 30 år blot er et lille stjerneskud.

Danmarksbloggen ønsker Anemoneteatret tillykke og håber, at stjerneskuddene vil flyve på og fra teatret i mange år endnu. De er skønne i sig selv, og så er dér brug for deres varme og lys i vor på så mange måder mørke tid.

God 1. søndag i advent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”

Udgivet den af
2

Vand er livgivende – og det samme er godt teater.

Og godt teater er, hvad Anemoneteatret igen præsterer med deres nye forestilling ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, der havde premiere i går lørdag d. 13. september 2014 – en dag hvor regnen silede og plaskede ned udenfor.

Men ikke inde på teatret. Her startede vi tværtimod ude i ørkenen sammen med kæresteparret Adam og Eva, der ikke har nogen penge, men hinanden og så meget kærlighed, at de tilbyder hverandre den sidste dråbe livgivende vand, inden de må drage af sted videre i verden for at finde et sted, hvor de kan bygge og bo.

Og naturligvis havner de i et Tivoli drevet benhårdt af tivoli-direktøren Diablo, der med lige dele kynisme, grådighed og absolut ingen menneskelige hensyn styrer sit Tivoli.

Det drejer sig om bundlinien – og kun om bundlinien, som bare vokser og vokser under ledelse af denne Diablo, der meget apropos sit navn har både en slangestav og en kurv fuld af giftslanger.

Diablos modsætning (og modstander) er Gabriella, som er den eneste, han ikke kontrollerer i Tivoli´et – og som han selvfølgelig også advarer Adam og Eva om, da han ansætter dem.

Diablo, som betyder djævel – og Gabriella, hvis navn minder så meget om ærkeenglen Gabriel …

Så er valget trukket op:

På den ene side den rige og mægtige Diablo, der kun tænker på sig selv og sit eget, men som lokker med lækker mad, penge, spil, popularitet og alverdens fristelser – og på den anden den søde Gabriella, der umiddelbart ikke har andet end sit dukketeater, de gode historier fra Biblen samt en tro på kærligheden og en vilje til at hjælpe sine medmennesker.

Men måske er det også nok?

Det er i hvert fald ægte 3D-teater, hvor publikum – fra de små i gummistøvler og prinsesseskørter til de store med mobiler og ansvar – midt i skabelsesberetningen drages ind i dukketeatret, der igen er et teaterstykke i et teaterstykke.

For der er jo hele tre scener i spil i Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”:

Diablos Tivoli, Gabriella´s dukke-teater og så os der er publikum i Anemoneteatret. Tre scener, alle under den samme himmel – og alle med det samme valg:

Vil vi følge Gabriella og kærlighedens vej – eller vi vil vælge Diablos vej, der nok er strøet med penge og popularitet, men også er den mest ensomme vandring på jord?

For vi kan vælge – og vi skal vælge. Det er i valget, at vi bliver til som mennesker.

Og uanset hvad, så vil slangen altid til sidst indhente os og bide os i hælen, som den også bider Eva til sidst i stykket.

Og når det sker, så er vi definitivt nødt til at vælge mellem på den ene side at sænke blikket og dø, om ikke fysisk, så dog menneskeligt, når vi lader grådighed og egoisme overtage sjælen. Eller på den anden side, om vi tør løfte blikket, se slangen i øjnene – og se hvordan vi dermed vinder over den, se hvordan lyset kommer ind i mørket. Se at mørket ikke kan kontrollere lyset, ikke kan slukke det.

For således skabte Gud verden.

Og når vi vælger lyset, vælger vi også Guds kærlighed, verdens lys, og så kan ingen slange længere nå os. Så er vi – som Adam og Eva – syngende en salme (og ikke en tom popsang) på vej mod Edens Have, version 2. Dén under regnbuen, den med plads til mangfoldighed.

For ja, der synges også en salme i Anemonetreatet – og det er såre godt.

Ikke kun fordi kristendommen er vores kulturhistoriske arv her til lands, men fordi kristendommen har et næstekærlighedens budskab, som vi i høj grad har brug for i dag. Og her gælder som bekendt for Guds rige, at dét skal man tage imod som et lille barn.

Og børnene i Anemoneteatret? Hvordan tager de imod det? Hvad siger de til både bibelhistorie og salme? Ja, de sad – i den lille time som forestillingen varede – dybt opslugte og helt stille.

Mange siger elles, at små børn ikke kan rumme store emner, og at man skal passe på med at fortælle dem for meget om verden. Dem, der siger det, tager fejl.

For små børn kan ikke blot rumme de helt store emner som liv og død og meningen med livet. Små børn vil har faktisk brug for at vide noget om det, høre om det, se det – sanse det.

Og når det så gøres så fint som her i ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, hvor der er tale om nærvær og mening – og hvor børnene bliver taget alvorligt, ja, så er de på 100% hele tiden, også de 5-årige.

For Anemoneteaterets ”Adam og Eva og den forunderlige slange” handler om den største kamp overhovedet i livet: Den om menneskets sjæl, kampen mellem det gode og det onde. Og det er en kamp, som alle kan forstå – også de små …

Som voksen interesserer man sig også meget for bi-personen Capello.

Han er Diablos højre hånd, der udfører direktørens ordrer, og som selv lokker med den alkohol, som Capello selv bruger for at holde livet i det tomme Tivoli ud. Men Capello er samtidig også en rar person, der hjælper Adam og Eva.

Så hvad bliver der af ham? Er han for evigt fortabt? Eller får han også en dag modet til at forlade Djævlens endeløse trædemølle? Og er det i virkeligheden Capello, der hverken er rigtig god eller rigtig ond, som de fleste af os minder mest om? Selvom vi jo hellere vil være stærke og modige og følge Adam og Eva ud på deres grønne enge for enden af regnbuen.

Dét tænkte undertegnede meget over på vej hjem i regnvejret.

Danmarksbloggen kan på det varmeste anbefale ”Adam og Eva og den forunderlige slange” på Anemonetratret. Aldersgrænsen er 5 år.

Medvirkende er: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Jens Tolsgaard og Lisbeth Lipschitz. Manuskriptet står Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz for. Endelig har Albert Nielsen også instrueret. Forestillingen spiller tirsdag-søndag frem til og med d. 19. oktober  2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Askepot på Anemoneteatret: Livet, døden og kærligheden

Udgivet den af
1

Der er ikke noget publikum, der er sværere – og bedre – at spille for end børn. De sanser alt, og de reagerer prompte på det, som de hører og ser.

Det ved man på Anemoneteatret i København, der i går, lørdag d. 8. februar, havde re-premiere på Askepot. Og lad det være sagt med det samme: Forestillingen er substans, musik og eventyr hele vejen fra den første tone slås an til det hele ender lykkeligt en lille time senere.

Det er ægte og indfølt, og der spilles med stor humor og perfekt timing som altid på Anemoneteateret, der nu i mere end 25 år har spillet teater for børn – og dermed også for voksne med barnesindet og modet i behold.

Anemoneteatrets version af Askepot er tro mod eventyret i sin oprindelige form, som Brdr. Grimm nedskrev det, dengang de samlede eventyrerne. Det vil sige den udgave med kvisten, der plantes på moderens grav og de tre aftner med bal på slottet – og ikke Disney-versionen med musene og græskarret.

Og det er godt. For netop moderen og hendes grav spiller en afgørende rolle. Ja, uden moderens kærlighed – også fra den anden side af graven – var det slet ikke gået for Askepot, der føler sig ladt tilbage af moderen. Men som ikke skal dø endnu, men leve længe og lykkeligt, før hun skal møde moderen og Guds engle igen.

Og Anemoneteatret tør dvæle ved sorgen. På scenen står forestillingen igennem moderens grav, som vandes af Askepots tårer ved hendes talrige besøg. Den kristne tro vises også med korset, der plantes i moderens grav, da forestillingen starter – og som står som en reminder om, at døden altid er med os, også midt i livet. Og at det er sådan, at det skal være. For kun sammen giver døden og livet mening.

Og børnene – som så mange forældre mener skal skånes for de ting, der kan være svært eller gøre ondt: Hvordan reagerer børnene på en historie, der så direkte viser dem, at døden er et grundvilkår i livet? På en forestilling, der ikke kun antyder, men tør dvæle ved, at døden, sorgen og smerten hænger sammen med kærligheden – og at kærligheden mellem mennesker er det største, også på den anden side af døden.

Ja, de sidder helt stille, dybt grebne som vi voksne, og tager det helt ind i deres følsomme børnesind. Og det er slet ikke for meget for dem. Tværtimod i en tid, hvor så meget er plastic, overflade, X-factor-kendis-berømmelse og fokus på at have det sjovt, så længes børnene efter fordybelsen, ægtheden og voksne, der tør vise og fortælle dem om de store følelser og de grundlæggende ting i livet og dét at være menneske.

For kun ved at lære hele livet at kende, kan vi blive hele mennesker – og det ved børn instinktivt. Men børnene lærer det kun, hvis de voksne omkring dem har modet til at fortælle dem om døden, livet og kærligheden.

På Anemoneteatret har man det mod – og mere til. Det er også derfor, at man tør vise menneskene, når de er allermest sorte i sjælen og livet: Fra stedmoderens og stedsøstrenes ondskab, som får på alle tangenter over deres kræve-mentalitet og fokus på materielle goder til deres misundelse, da de ser, hvor fin Askepot bliver. Og uden at skulle røbe for meget kan siges, at hun bliver ligeså fin på ydersiden som hun er på indersiden.

Og indeni er Askepot en smuk, smuk blomst af både godhed og kærlighed, der trods alle de hårde ord og uretfærdigheder, som hun mødes med, bevarer sit varme hjerte og sin store ydmyghed.

Og det hele bliver gjort med humor, store dukker, masker og levende mennesker, med middelalder-inspireret musik, moderne rap og fængende leg med ord. Askepot, Aske-snot. Snaske-pot. Børnene fanger dem med samme og må begejstret sige dem højt. Det er nye, gode ord.

Ja, faktisk er det imponerende, hvad de fire mennesker på scenen kan gøre med de store dukker, de to stykker stof, der danner ligesom to forhæng, graven, korset, ravnen og de få andre rekvisitter, der er med. Så enkle ting – og så får de fire skuespillere alligevel fortalt historien med så mange facetter og nuancer. Det kaldes godt skuespil og samarbejde og at være der for hinanden.

Det er ovenikøbet så også en del af stykkets pointe, nemlig at vi når ingen vegne med at være egoistiske og selvtilstrækkelige.

Tværtimod så er det kun kærligheden, der kan få os til at vokse som netop den morbærkvist, som Askepot planter på moderens grav. Den kærlighed, der giver os alt. Men som også kræver mod. At være sød og god kæver styrke og mod, som det hedder. For ja, kærligheden kræver styrke.

Heldigvis har kærligheden i Anemoneteatrets Askepot også selskab af humoren og visdommen i form af den sorte ravn, der er så meget klogere end den selv forstår.

Du er aldrig alene, heller ikke selvom du tror du er alene, som ravnen siger uden at forstå det, men så pudsigt at alle griner. Det er selvfølgelig Gud, som der snakkes om. Den Gud, som altid er der – og som passer på os alle sammen. Dét er også klassisk Anemoneteater: Nemlig at troen og den dybeste alvor formidles med masser af humor og væsner af en anden verden. Og som altid så virker det.

Her leder det videre til Gudmor Morbærtræ, som der er så meget dybde og poesi i – og hjælp at hente hos for Askepot, der af Gudmor Morbærtræ får alle de gaver, som hun skal bruge for at kunne få opfyldt den drøm, der vokser gennem forestillingen. En drøm om bal på slottet, dans og at blive gift med prinsen.

Men også en drøm, der stik mod den normale version af eventyret, kun bliver virkelighed, fordi faderen siger til prinsen, at han har en datter mere, da de to stedsøstre sidder ømme i fødderne efter tre dages dans og en afhugget hæl og en afklippet tå.

Faderen tør altså noget i Anemoneteatrets version – og det samme gør Askepot. De er ikke bare ofre for omstændigheder. De tør tage initiativ. Igen modet til at turde, også når det er svært.

Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen sagde altid, at hans eventyr var fortalte for børn. På samme måde kan man sige, at Anemoneteatrets Askepot er et eventyr spillet for børn. Men ligesom at H.C. Andersens eventyr også var for voksne, så er denne version af Askepot det i høj grad også.

For det er eventyr i den store stil, ikke med magi og svingende tryllestave og bu-bi-du-ord og Disneysløjfer, men med troen, godheden – og med fastholdelsen af kærligheden som det, der betyder noget i livet som i døden.

Eventyret lever altså endnu. Det er ikke for sent. Vi kan endnu nå at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er håb.

Bed og I skal få, som Askepot gør det til Gudmor Morbærtræ, der gavmildt giver Askepot, hvad hun har brug for, så hun kan sprede sin kærlighed endnu mere. For livets og himlens gave er kærlighed. Den kærlighed, som det hele drejer sig om her i verden, og som vokser og trives, når den gives bort.

Det ved man også på Anemoneteatret, hvor man med Askepot giver sit publikum endnu en eventyrlig stor bid af et brag af en forestilling. Danmarksbloggen anbefaler den på det varmeste.

Læs mere på www.anemoneteatret.dk

Askepot spiller til og med 9. marts.

Medvirkende: Lisbet Lipschitz, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jens Tolsgaard og Andreas Berg Nielsen
Instruktion: Albert Nielsen
Instruktørassistent: Embla Egelund
Dramatisering:Bjarne Sloth Torup og Albert Nielsen
Scenografi: Niels Secher
Teknik, lys og værksted: Mikael Jørgensen og Christoffer D. Pihl
Musiker/ komponist: Jens Tolsgaard
Kostumer og dukker: Maria Inez Retmales og Isa Østerbye
Sangtekster: Gunvor Reynberg og Albert Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Udgivet den af
3

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk