H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn – dvs. der altid var mindst to lag i historien, det umiddelbare, der skete i bogen, og som børnene forstod – og så laget nedenunder, som de voksne også fik med.

Anemoneteatret har en lang, fin tradition for at følge samme gode opskrift, idet stort set alle deres forestillinger er teater SPILLET for børn – men der er altid et lag mere hos anemonerne på scenen end det umiddelbare. Et lag, som de voksne fanger – og som man kan håbe også går ind i underbevidstheden hos de små.

For det er altid budskaber om medmenneskelighed og rummelighed, som der spilles på, med og udfra på Anemoneteatret.

Således også i stykket om den brune Bamse, den fine kinesiske prinsesse og de to ærkedanske børn Jens og Marie, der med deres bold og dukkevogn, kasket og sneakers er billedet på alle tiders danske børn fra Skagen til Gedser, fra Vestkysten til Kultorvet i København – og det lille teater med anemonerne, der ligger så tæt på. Og som, da Danmarksbloggen var der, var fuld af glade, opmærksomme og engagerede børn, der spændte og med store grin og ligeså store øjne slugte det hele råt.

Nu skal alt selvfølgelig ikke røbes her, men tro mod eventyrgenren er der både en prinsesse, en drage, en and og en skrubtudse med i historien. Der er også leg med størrelser – og universer.

For hvad er virkeligt? Parken, hvor Jens og Marie leger hele dagen, inden de skal hjem til den varme kakao? Eller søen, hvor Bamse næsten drukner på vej over til den kinesiske prinsesse, der bor på øen – og som er så ensom, selvom hun kender broen og godt ved, at en bro er lavet, fordi man skal gå over den.

Den kinesiske prinsesse har blot ikke turdet det endnu – hun manglede nemlig en af følges med over til den anden side. Hun manglede en brun bamse, der gav tryghed og en stor pote at holde i. Men her kommer han og følger med hende gennem skoven, selvom han også er bange. Så bange for den store drage, som han havde hørt en fæl historie om.

En historie, der som så mange andre myter – også dem, som de voksne fortæller hinanden om verden omkring os – kun er den halve del af det hele, da Jens ikke havde nået at læse hele historien, men kun starten – og så altså slutningen. For resten havde drengen (som alle andre ville gøre det) selv gættet sig til. Men som altid når vi ikke ved noget med sikkerhed, så laver vi billeder oppe i hovedet, billeder, der sjældent holder til et fakta-tjek.

For de billeder bliver så ofte til vrangbilleder, idet de næsten altid gør dét ukendte til noget slemt, og de ”fremmede” til nogen, som vil os det ondt. Således også i ”Bamse og den kinesiske prinsesse”, hvor den i fantasien så farlige drage i takt med at træerne forsvinder – og udsynet til den fine kinesiske pavillon kommer til syne – viser sig at være skønhed – og ikke spor farlig.

For sådan er det, når vi tør møde verden med et åbent sind og ligeså åbne øjne – så forsvinder alle træer, og så kan vi se skoven. Så ser vi hinanden som den kinesiske prinsesse, der i Bamse ser en ven, som hun ikke har mødt endnu. Og heldigvis er Bamse en klog bamse, der tager imod den udstrakte hånd og den varme kinesiske te.

Og endda så meget at han kan bagefter gå med hende over broen – og hjem til den kakao, der venter – også til den kinesiske prinsesse.

Og også selvom Jens bekymret spørger, om der nu er nok til fire. Ham, Marie, Bamse – og så det nye eksotiske medlem af familien: Den kinesiske prinsesse. Men det er der, siger Marie og tilføjer: Ellers kan hun bare få noget af mit.

Enkelt – og gribende. For det er det, som livet handler om: At mødes og dele med hinanden – og det bliver i ”Bamse og den kinesiske prinsesse” fortalt både poetisk, eventyrligt og med sang og musik, eminent spillet på selve scenen.

Det er ganske vist: Gak i Anemoneteatret og bliv vis – ikke kun på at dem, der arbejder med og for børn må være de lykkeligste mennesker i verden, når de kan få lov til at optræde foran sådan en flok glade og umiddelbare væsner to gange om dagen.

Men se og bliv vis – også på nogle af de andre problemstillinger, som fylder i verden, de voksnes verden vel at mærke. For i børnenes verden kan en vralteand sagtens rime, en skrubtudse synger selvfølgelig opera, og man følger også glad og gerne med en prinsesse gennem krattet, selvom man er en bange bamse.

For eventyret venter – og som H. C. Andersen også sagde dét: Men livet er nu det bedste eventyr.

Et eventyr som en bamse, en kinesisk prinsesse og to børn møder med en åbenhed, en accept og især et mod, som vi voksne kunne lære meget af. Børneteater er nemlig i høj grad også for voksne – og især når det er en kaliber som her.

”Bamse og den kinesiske prinsesse” er en genopsætning af Anemoneteatrets populære forestilling fra dengang far var barn.

Danmarksbloggen giver fem krukker sød, kinesisk honning ud af fem mulige. 

Stykket spiller på Anemoneteatret i perioden 21. apr – 17. maj.
Tilladt fra 3 år – og anbefalet til 8 år (Danmarksbloggen mener 99 år)
Varighed: 50 min.

Medvirkende m.fl.:
Forfatter: Jan Mogensen
Dramatisering: Bendt Hildebrandt og Anemoneteatret
Musik: Sven Dam Meinild og David Blangstrup
Scenograf: Annika Nilsson
Instruktør: Lisbet Lipschitz
Skuespillere: Maria La Cour og Mikkel Trier Rygård

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk