Anmeldelse: Lyset og lykkens edderkop

Kan en edderkop passe på en ulykkelig pige? Ja, i hvert fald i Anemoneteatrets nye forestilling ”Lyset og lykkens edderkop”

For Anemoneteatret har gjort det igen. Taget et af livets store emner og lavet en forestilling, som både børn og voksne kan få meget ud af.

En af de faste moraler i Anemoneteatrets forestillinger handler om at leve er at turde – samt at have hjertet på rette sted. Således også i ”Lyset og lykkens edderkop”, hvor sangen om lyset, hånden og hjertet endda er den forløsende kraft undervejs på den lange rejse, som pigen Ida og den kloge og glade edderkop Alfred tager ud på, da de skal finde øen, så Ida kan få sit store ønske opfyldt;

At blive i farmors hus, som hun ellers skal flytte fra, da farmor er død – og forældrene vil have Ida med ind til en fin lejlighed med eget værelse med både balkon og havudsigt. Men det vil Ida ikke. Og så tager den lange rejse sammen med edderkoppen Alfred over havet sin begyndelse. En rejse, der understøttes af musikken, der både kan være barsk og rå, men også munter og livlig – og altid passende til fortællingen.

Det bliver en rejse ud i det ukendte. En rejse, der inkluderer mødet med både tågen, en hval, en vagt – og den sidste store kamp mod heksen Hykla.

En rejse, der ligesom hele stykket er mere mørk, mere dyster og noget mere dramatisk end Anemoneteatrets forestillinger ofte er – men det gør slet ikke noget.

Tværtimod – i en tid hvor mange børn curles, pakkes ind i vat og sukkersøde forsikringer om happy ends og i det hele taget skærmes så meget mod verden og livet, at de bliver livsuduelige – er det både godt og rigtigt med en portion saltvand, tåge og farer. Alt sammen viser det de 5-10-årige, at bedstemødre dør, børn er ensomme og alene i verden med forstenede forældre, der holdes fangen af hykleriet og alt det andet grumme, som Ida møder på sin vej med de lige dele ærlighed og kærlighed, som hun besidder så meget, at hun forærer sit ekstra lys væk.

Lys, som hun ellers skal bruge for at sikre sig, at hendes elskede – og nu afdøde – farmor kommer i himlen.

Men Ida giver al sin kærlighed gennem hele forestillingen til alle og enhver, som hun møder. Og den, der giver, er også den, der får – og det gør Ida også i ”Lyset og lykkens edderkop”. Hun får selve livet tilbage – endda sammen med indsigt og modenhed – og en ny ven. Mere skal ikke røbes her – og slet ikke, hvor hun og edderkoppen Alfred ender med at bo – og hvem Alfred også kender.

Det skal nemlig selv opleves sammen med en opsætning, der er smuk og fuld af enkle, men effektfulde virkemidler som fx tågen og skiftene fra kælder til hav til ø – og tilbage igen, men på en ny måde.

For sådan er livet. Intet bliver ved med at være som det var. Livets natur er forandring – og farer også. Og som Astrid Lindgren sagde det, så er vi ikke sat på jorden for at undgå farerne. Det handler om – som Ida gør det i ”Lyset og lykkens edderkop” – at møde udfordringerne og farerne og overvinde dem. For kun på den måde kan vi vinde os selv og vores eget liv.

Danmarksbloggen giver 5 store glade, dansende edderkopper ud af 6 mulige

Forestillingen spiller frem til og med 17. oktober

Medvirkende: Maria LaCour, Peter Schlie Hansen, Kristoffer Rosing-Schow, Stine Michel
Manus og idé: Anemoneteatret og Stine Michel
Instruktion: Lisbeth Lipschitz

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.