Anmeldelse: Askepot på Anemoneteatret: Livet, døden og kærligheden

Der er ikke noget publikum, der er sværere – og bedre – at spille for end børn. De sanser alt, og de reagerer prompte på det, som de hører og ser.

Det ved man på Anemoneteatret i København, der i går, lørdag d. 8. februar, havde re-premiere på Askepot. Og lad det være sagt med det samme: Forestillingen er substans, musik og eventyr hele vejen fra den første tone slås an til det hele ender lykkeligt en lille time senere.

Det er ægte og indfølt, og der spilles med stor humor og perfekt timing som altid på Anemoneteateret, der nu i mere end 25 år har spillet teater for børn – og dermed også for voksne med barnesindet og modet i behold.

Anemoneteatrets version af Askepot er tro mod eventyret i sin oprindelige form, som Brdr. Grimm nedskrev det, dengang de samlede eventyrerne. Det vil sige den udgave med kvisten, der plantes på moderens grav og de tre aftner med bal på slottet – og ikke Disney-versionen med musene og græskarret.

Og det er godt. For netop moderen og hendes grav spiller en afgørende rolle. Ja, uden moderens kærlighed – også fra den anden side af graven – var det slet ikke gået for Askepot, der føler sig ladt tilbage af moderen. Men som ikke skal dø endnu, men leve længe og lykkeligt, før hun skal møde moderen og Guds engle igen.

Og Anemoneteatret tør dvæle ved sorgen. På scenen står forestillingen igennem moderens grav, som vandes af Askepots tårer ved hendes talrige besøg. Den kristne tro vises også med korset, der plantes i moderens grav, da forestillingen starter – og som står som en reminder om, at døden altid er med os, også midt i livet. Og at det er sådan, at det skal være. For kun sammen giver døden og livet mening.

Og børnene – som så mange forældre mener skal skånes for de ting, der kan være svært eller gøre ondt: Hvordan reagerer børnene på en historie, der så direkte viser dem, at døden er et grundvilkår i livet? På en forestilling, der ikke kun antyder, men tør dvæle ved, at døden, sorgen og smerten hænger sammen med kærligheden – og at kærligheden mellem mennesker er det største, også på den anden side af døden.

Ja, de sidder helt stille, dybt grebne som vi voksne, og tager det helt ind i deres følsomme børnesind. Og det er slet ikke for meget for dem. Tværtimod i en tid, hvor så meget er plastic, overflade, X-factor-kendis-berømmelse og fokus på at have det sjovt, så længes børnene efter fordybelsen, ægtheden og voksne, der tør vise og fortælle dem om de store følelser og de grundlæggende ting i livet og dét at være menneske.

For kun ved at lære hele livet at kende, kan vi blive hele mennesker – og det ved børn instinktivt. Men børnene lærer det kun, hvis de voksne omkring dem har modet til at fortælle dem om døden, livet og kærligheden.

På Anemoneteatret har man det mod – og mere til. Det er også derfor, at man tør vise menneskene, når de er allermest sorte i sjælen og livet: Fra stedmoderens og stedsøstrenes ondskab, som får på alle tangenter over deres kræve-mentalitet og fokus på materielle goder til deres misundelse, da de ser, hvor fin Askepot bliver. Og uden at skulle røbe for meget kan siges, at hun bliver ligeså fin på ydersiden som hun er på indersiden.

Og indeni er Askepot en smuk, smuk blomst af både godhed og kærlighed, der trods alle de hårde ord og uretfærdigheder, som hun mødes med, bevarer sit varme hjerte og sin store ydmyghed.

Og det hele bliver gjort med humor, store dukker, masker og levende mennesker, med middelalder-inspireret musik, moderne rap og fængende leg med ord. Askepot, Aske-snot. Snaske-pot. Børnene fanger dem med samme og må begejstret sige dem højt. Det er nye, gode ord.

Ja, faktisk er det imponerende, hvad de fire mennesker på scenen kan gøre med de store dukker, de to stykker stof, der danner ligesom to forhæng, graven, korset, ravnen og de få andre rekvisitter, der er med. Så enkle ting – og så får de fire skuespillere alligevel fortalt historien med så mange facetter og nuancer. Det kaldes godt skuespil og samarbejde og at være der for hinanden.

Det er ovenikøbet så også en del af stykkets pointe, nemlig at vi når ingen vegne med at være egoistiske og selvtilstrækkelige.

Tværtimod så er det kun kærligheden, der kan få os til at vokse som netop den morbærkvist, som Askepot planter på moderens grav. Den kærlighed, der giver os alt. Men som også kræver mod. At være sød og god kæver styrke og mod, som det hedder. For ja, kærligheden kræver styrke.

Heldigvis har kærligheden i Anemoneteatrets Askepot også selskab af humoren og visdommen i form af den sorte ravn, der er så meget klogere end den selv forstår.

Du er aldrig alene, heller ikke selvom du tror du er alene, som ravnen siger uden at forstå det, men så pudsigt at alle griner. Det er selvfølgelig Gud, som der snakkes om. Den Gud, som altid er der – og som passer på os alle sammen. Dét er også klassisk Anemoneteater: Nemlig at troen og den dybeste alvor formidles med masser af humor og væsner af en anden verden. Og som altid så virker det.

Her leder det videre til Gudmor Morbærtræ, som der er så meget dybde og poesi i – og hjælp at hente hos for Askepot, der af Gudmor Morbærtræ får alle de gaver, som hun skal bruge for at kunne få opfyldt den drøm, der vokser gennem forestillingen. En drøm om bal på slottet, dans og at blive gift med prinsen.

Men også en drøm, der stik mod den normale version af eventyret, kun bliver virkelighed, fordi faderen siger til prinsen, at han har en datter mere, da de to stedsøstre sidder ømme i fødderne efter tre dages dans og en afhugget hæl og en afklippet tå.

Faderen tør altså noget i Anemoneteatrets version – og det samme gør Askepot. De er ikke bare ofre for omstændigheder. De tør tage initiativ. Igen modet til at turde, også når det er svært.

Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen sagde altid, at hans eventyr var fortalte for børn. På samme måde kan man sige, at Anemoneteatrets Askepot er et eventyr spillet for børn. Men ligesom at H.C. Andersens eventyr også var for voksne, så er denne version af Askepot det i høj grad også.

For det er eventyr i den store stil, ikke med magi og svingende tryllestave og bu-bi-du-ord og Disneysløjfer, men med troen, godheden – og med fastholdelsen af kærligheden som det, der betyder noget i livet som i døden.

Eventyret lever altså endnu. Det er ikke for sent. Vi kan endnu nå at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er håb.

Bed og I skal få, som Askepot gør det til Gudmor Morbærtræ, der gavmildt giver Askepot, hvad hun har brug for, så hun kan sprede sin kærlighed endnu mere. For livets og himlens gave er kærlighed. Den kærlighed, som det hele drejer sig om her i verden, og som vokser og trives, når den gives bort.

Det ved man også på Anemoneteatret, hvor man med Askepot giver sit publikum endnu en eventyrlig stor bid af et brag af en forestilling. Danmarksbloggen anbefaler den på det varmeste.

Læs mere på www.anemoneteatret.dk

Askepot spiller til og med 9. marts.

Medvirkende: Lisbet Lipschitz, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jens Tolsgaard og Andreas Berg Nielsen
Instruktion: Albert Nielsen
Instruktørassistent: Embla Egelund
Dramatisering:Bjarne Sloth Torup og Albert Nielsen
Scenografi: Niels Secher
Teknik, lys og værksted: Mikael Jørgensen og Christoffer D. Pihl
Musiker/ komponist: Jens Tolsgaard
Kostumer og dukker: Maria Inez Retmales og Isa Østerbye
Sangtekster: Gunvor Reynberg og Albert Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.