Rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi ivrigt med på i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Glade og sikre på, at julen er, som den altid har været, og som den skal blive ved med at være.

For julen er traditionernes fest, hvor vi et øjeblik stopper op i årets travle gang – og med genkendelsens glæde sanser alt, hvad julen har at byde på fra mad og drikke over juletræ, gaver, kirkegang og til samværet med familien.

Eller … sådan tror vi, at det er. Men det passer ikke. Julen ændrer sig – hele tiden, og intet viser det bedre end Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som er en beskrivelse af borgerskabets jul i 1848.

For altså præcis 175 år siden i år.

Dengang, hvor en velbjærget københavnerfamilie til jul spiste gåsesteg, som man sendte til bageren for at få stegt, da ovne endnu var noget, som kun meget få udover bagere, adelige og kongelige havde.

Dengang, hvor man ikke gik i kirke juleaften, men 1. juledag – og her tidligt om morgenen i håbet om en dårlig prædiken, for allerhelst når prædiken ikke du´r – thi så får man sig en lille lur.

Dengang, hvor gaverne hang uindpakkede på juletræet, som vi hører om det i ”Højt fra træets grønne top”, der også er skrevet af Peter Faber.

Men ikke dengang, hvor man havde julekalender, adventskrans, julekort og julemærker. For det kommer først senere. Ja, selv ideen om Julemanden som gaveudbringer var ikke kommet til Danmark i 1848.

Ja, det eneste, som borgerjulen anno 1848 har tilfælles med den danske jul anno 2023, er dansen omkring juletræet og ønsket om uforanderligheden i den søde juletid, som det synges med fynd og klem i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Rør blot ikke ved min gamle jul.

At det så i 1848 kun var 40 år siden, at det første juletræ stod i Danmark (på godset Holsteinsborg), og at juletræerne bestemt ikke var sædvane i Danmark i 1848, så Peter Faber bort fra. For juletræerne var det store hit, og havde man et, så viste man, at man var med på trenden fra det toneangivende kulturland, som dengang var Tyskland.

I dag er det USA, som vi henter inspiration fra som fx for et par årtier siden, hvor vi adopterede Halloween-traditionen med græskar, slik og gys. Og som med juletræet dengang er det også i storbyerne og blandt borgerskabet, der i dag hedder den øvre middelklasse, at det går nemmest og hurtigst med at tage de nye skikke til sig.

Sådan var det også i 1800-tallet. Bonden på landet ønskede ikke den slags nymodens pjat med grantræer og fjerkræ til jul. Halmen på gulvet, som man sov i julenat, så de afdøde familiemedlemmer kunne sove i sengene, var sammen med de hvide julelys, varslerne om høsten og døden, julegrøden, grønkålen, pølserne, sylten og den gode hvedekage den rigtige måde at fejre jul på.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Men det gjorde bondens børn og børnebørn alligevel. Mange af dem flyttede også ind til byerne i takt med industrialiseringen, hvor de lærte så meget nyt at kende, at de glemte alt om at lege jul og holde julestue.  

Og selv blandt dem, som blev boende i landsbyerne, blev pølserne og sylten lavet om til flæskestegen juleaften. Mange overtog også borgerskabets menu med gåsesteg og ristede kastanjer. Man omskabte den så til en billigere og lettere opnåelig version med andesteg og små kartofler, som via et karamellag kom til at ligne kastanjer.

Og vi spiser det endnu: And eller flæskesteg – med forklædte kastanjer – og så risalamande, som trods det fransk-klingende navn er en dansk opfindelse, skabt fordi borgerskabet gerne ville have noget endnu finere end den risengrød, som engang var en fin og dyr grød, men som var blevet en billig allemands-spise.

Og juletræet? Ja, det bredte sig over hele Danmark op gennem 1900-tallets første halvdel – og havde man ikke råd til et helt træ, så købte man nogle grangrene, og bandt på et kosteskaft, som selveste Kim Larsen synger om det i den delvis selvbiografiske sang ”Dengang da jeg var lille”.

Og hvad vil der ske fremover? Mindre kød og mere grønt på julebordet måske? Færre gaver? Et juletræ, som kan genplantes? Måske. Ingen ved det.

Men vi ved, at tiderne ændrer sig – og vi med dem, og dermed også vores traditioner.

Sikkert er det dog, at så længe der findes kirker, så vil man ved juletid kunne høre fortællingen om barnet, der blev lagt i en krybbe i Betlehem dén nat, hvor en stor stjerne stod på himlen, og lyset fødtes på jorden – og at det er derfor, at vi ønsker hinanden glædelig jul.

Så på dén måde rører vi ikke spor ved den gamle jul.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk