Anmeldelse: ”De efterladte”

Nogen må dø for at andre kan leve. Sådan lød moralen i den første film om Hvidstensgruppen. Den velkendte del. Den om modstandskampen, nedkastningerne og sammenholdet. Den om kroejer Marius Fiil, der som en anden Jesus tilgav den unge tyske soldat, inden Marius Fiil og de syv andre mænd blev henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Jeg sad ligesom alle andre og græd snot i biografen, da dén film gik sin sejrsgang over lærredet for ti år siden. For hvor var det stort det offer, som de mænd ydede. Men efter at have set fortsættelsen – den anden film om Hvidstensgruppen ”De efterladte”, har jeg fået en anden dimension på sagen.

For hvorfor fortæller vi altid historien om mændene? Dem, som havde privilegiet at dø og blive husket som helte. Dem, som vi rejser mindesten over. Hvorfor glemmer vi kvinderne, som resten af livet måtte leve med de lidelser, som krigen påførte dem?

For ja, kvinderne fra familien Fiil overlevede – fysisk. Men på alle andre områder betalte kvinderne en langt højere pris, fordi de skulle leve videre med skyggerne, smerten, sorgen og alt det andet, som kvinderne altid har skullet det i krigens ødelæggende malstrøm.

Normalt taler vi ikke om det. Normalt holder vi os til historien om mændene – og deres heltegerninger. Men her får kvinderne og deres skæbne deres egen film, og det er også på tide:

Matriarken Gudrun Fiil, der som en anden trojansk dronning Hekabe mistede så meget: En mand, en søn og en svigersøn – og som havde to døtre (Gerda og Tulle) i umenneskelige fængsler i Tyskland, og som samtidig kørte kroen videre, og passede på den yngste datter Bitten – og barnebarnet Gulle, hvis mor Tulle først kom hjem med de hvide busser.

Deres historie er ikke fortalt før, selvom den i sin grundform er lige så gammel som krigens væsen og de lidelser, som kvinder altid har måttet udholde. For krige er altid ekstra grusomme mod kvinderne. Fordi kvinderne er de efterladte. Fordi kvinderne kan fornedres på så mange – også seksuelle – måder.

Og tro endelig ikke, at kvindelige fangevogtere er mere humane, bare fordi de er kvinder. I filmen – og i nazismens Tyskland – var det snarere tværtimod. Her er der ingen nåde eller bare mindste glimt af håb og lys at finde hos de sadistiske kvinder, som i forskellige fængsler og på transporterne umenneskeliggører og fornedrer de tilfangetagne kvinder på måder, som burde høre hjemme i en absurd horrorfortælling.

Desværre er det hele autentisk. Det foregik sådan.

De scener er ikke til at holde ud. De er så slemme, at jeg ikke engang kunne græde. Kun sidde stivnet i frygt og bange anelser, og holde om mig selv for at komme igennem det. For der var ingen afstand mellem mig og kvinderne på lærredet – ikke mentalt.

Jeg var i ånden lige ved siden af Tulle, som er hende, man følger mest – og jeg greb flere gange mig selv i indeni at gentage Tulles ord: ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”.

Og jeg sad endda i et behageligt sæde, og var mæt og varm. Tulle og de andre har levet i dage, uger, måneder med sulten, kulden, stanken, rædslen, angsten og uvidenheden omkring, hvad der skete om et sekund, og om de var i livet om fem minutter. 

Og netop derfor kan jeg ikke anbefale ”De efterladte” nok. For filmen viser eksakt, hvor ondt mennesket kan være – og nej, den kommer ikke med letkøbte svar på, hvorfor mennesker kan være så onde. Den viser bare – ærligt og brutalt, hvordan tilværelsen kan være, når den er et sted så mørkt, at jeg godt kan forstå, at man kan miste enhver tro – også den kristentro, som var en del af livsgrundlaget for familien Fiil – og som også både Tulle og Gudrun Fiil giver udtryk for.

For kan vi få større byrder, end vi kan bære? De to kvinder kom i hvert fald derud, hvor man skal være en helgen for at slå ud med hånden og sige jeg tilgiver dig. Og ja, jeg kan også godt forstå, hvorfor tyskerhadet blev en faktor i tiden efter krigen.

I det hele taget tegner filmen et så gribende og medrivende billede, så man kan forledes til at tro, at det er en dokumentar – hvis ikke det var fordi, at man kan genkende de skuespillerinder, som spiller de store hovedroller, og som alle spiller med mere nerve, nærvær og følelse, end de nogensinde har gjort før.

Og det siger meget, når vi taler om: Marie Bach Hansen som Tulle, Bodil Jørgensen som Gudrun og Ellen Hillingsø som Monica Wichfeld.

Derudover ser vi Laura Winther Møller som Gerda og Selma Sophia Høst som Bitten. Samt en hel masse andre, også udenlandske, kvinder i rollerne som fangevogtere og fanger. Og fordi vi ikke kender de udenlandske kvinder, bliver de et ekstra symbol på alle de ukendte kvinder, som vi ikke kender, aldrig hører om, men som altid – sammen med børnene – er de største ofre i enhver krig.

Det er skarpt set af Anne-Grethe Bjarup Riis, som har instrueret – og Torval Lervad, som har skrevet manuskriptet.

Det her er så en film, som er mere end mimik og større end ord. Den løfter historien præcis som virkeligheden gjorde det.

For hvad kræver mest: At sidde på kroen med piben og øllet – og blive enig med de andre mænd om, at de våben ude i mosen, dem napper vi sgu, drenge. Eller: Måned efter måned at udholde kulde, sult, sygdom, lidelse og fornedrelse i en tysk celle – af og til alene, af og til sammen med andre kvinder, mens man ryster af savn, og klamrer sig fast til håbet om en dag at komme hjem, en dag se sit barn igen.

Jeg er ikke i tvivl, og det er Anne-Grethe Bjarup Riis heller ikke. Hun gik med det, som hun ville – og skabte et mesterværk om nogle af de danske kvinder, der var Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger.

I centrum står selvfølgelig Hvidstensgruppens to kvinder – Gerda og Tulle – som nok kom hjem, men hele mennesker blev de aldrig mere. Især Tulle havde det svært resten af livet. I dag ville vi sige, at de havde PTSD og give dem massiv psykologhjælp. Dengang var det mere et velment nu er du hjemme igen, som i ”nu bliver alt godt”.

Det gør det ikke. Svigtet var massivt – og end ikke offentlig anerkendelse fik de hjemvendte kvinder. De skulle tværtimod bare være stolte af deres mandlige familiemedlemmer, som ofrede hjerteblodet for Danmark.

Det er lige til at sprænge i luften af raseri over. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg var så afsindigt vred, da jeg gik ud af biografen, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Vreden ligger i mig endnu. Den er massiv.

For der er noget historie, der skal om ikke skrives om, så dog suppleres. Og her er denne film en ledestjerne. Ja, filmen ”De efterladte” er et mesterværk, en hel ny måde at fortælle kvinde- og krigshistorie på. Et paradigmeskifte fordi den tør være med kvinderne i lidelserne – og helt derud, hvor det ikke er til at bære, ikke er til at holde ud. Lige dér hvor livet er – især når man er kvinde og efterladt i eller efter en krig.

For de største helte er ikke de mænd, der dør på slagmarken, men de kvinder, der overlever og må leve med det hele bagefter. Det ved man, når man har set ”De efterladte”.

Filmen skulle have haft premiere 1. juledag sidste år, men nu bliver det 10. marts i stedet. Budskabet gælder også til alle tider – og vi kan også året rundt synge med Tulle og de andre ”Dejlig er jorden”. For det er den – også midt i krigens ufattelige gru og rædsel.

Det er vi nødt til at tro på, hvis ikke vi skal falde ned i det barbari, som blev udøvet og fremelsket som en kunstart i Det Tredje Riges mørke og tåge.

Danmarksbloggen giver ”De efterladte” en hel armada at hvide busser som dem, der hentede de danske fanger hjem i foråret 1945. Det er det samme som seks stjerner, som kommer sammen med en understregning fra en kvinde, der ikke bander.

Men den her film: ”De efterladte” skal fucking have en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i Hollywood i 2023.

Det er Regner Grasten Film, der har produceret – og det er Nordisk Film, der distribuerer.

TILFØJELSE: Når man anmelder, ser man filmen i god tid inden premieren, og jeg så og skrev anmeldelsen af ”De efterladte” i december 2021 op til det, som vi troede skulle være premieren.

Men jeg kunne lige så godt have set filmen i går. For jeg husker scener, replikker, mimik og stemning knivskarpt, og jeg føler stadig rædslen, der springer ud af filmen – og ind i sindet, og dér bliver den.

Det er godt. For vi må aldrig glemme, hvor ond krig er – og at det er kvinder og børn, som betaler den højeste pris.

Der ser vi hver dag i denne tid, hvor Europa igen hærges af stormagtsfantasier, invasion og krig. Så ”De efterladte” har nu også fået en uhyggelig aktualitet, der gør filmen endnu mere vigtig. For det grufulde og djævelske mørke, som fandtes dengang filmen foregår, kan så let omslutte os igen. Ja, det udfoldes i et land tæt på og truer os andre, mens disse ord skrives.

Men mørket skal have et modsvar. For ”Dejlig er Jorden” – og Jorden ER dejlig. Dét er vi nødt til at tro på. Nødt til at holde fast i.

Tulle Fiil gjorde det, mens hun som en af Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger sultede, tørstede, frøs, længtes og var rædselsslagen hvert eneste sekund – og så kan vi andre også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Territorial kamp i Berlin

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi slutter i dag med Tyskland.

Danmarksbloggen sluttede sin sommerferie med nogle dages besøg i et hedevarmt Berlin – altid en spændende by, også fordi den vokser og ændrer sig så meget i disse år. Dog ikke altid til det bedre.

Der skete nemlig følgende: En af aftnerne stod jeg og min rejsefælle på en perron inde i Mitte og ventede på sporvognen ud til et af Prenzlauer Bergs hjerter, knudepunktet ved Eberswalder Strasse. Det var vi mange, som gjorde, da en større gruppe bestående af indvandrerdrenge ankom. De begyndte snart at spille særdeles højt på deres medbragte mobile højttaler, mens de tjekkede os andre – alle hvide – passagerer ud.

Min rejsefælle og jeg gjorde, hvad vi kunne for at se lokale ud, men det virkede vist ikke. For drengene – eller rettere de unge mænd – begyndte at nærme sig os fra flere sider. Umiddelbart tilfældigt men ud fra deres mimik og indbyrdes fagter (de talte nemlig et sprog, som vi ikke kunne forstå) virkede det mere som om, at det i høj grad var planlagt, at de nærmede sig os fra flere sider på samme tid.

Vi fandt aldrig ud af, hvad de evt. ville os – men de havde os på sigtekornet. Og måske var det grund nok, at vi blev siddende og ikke lod dem fylde hele perronen, som de hvide tyskere gjorde, da de unge mænd larmende ankom og begyndte at sprede sig og indtage hele den ret lange perron. For i selvsamme øjeblik var de hvide tyskere simpelthen gået væk fra perronen og havde stillet sig ovre på et slags fortov. Man skal nemlig vælge sine kampe med omhu.

Det endte vi også med, for man behøver ikke at sidde som en lam and – klar til at blive plukket, så vi rejste os fra bænken og gik væk fra perronen og over til dér, hvor de andre hvide stod. De unge indvandrere kom heller ikke efter os, men tog den næste sporvogn. Det samme gjorde de hvide tyskere, som vi stod sammen med – selvom de måtte løbe lidt for at nå dén – vi stod jo som sagt lidt væk fra perronen.

Men min rejsefælle og jeg nåede ikke sporvognen – og vi prøvede heller ikke. I stedet gik vi langsomt tilbage til den nu tomme perron og satte os ned – lidt chokerede. For aldrig havde vi i dén grad følt os truede og udsatte. Men nu var det jo endt godt, og det værste var alligevel også den stiltiende accept, som der åbenbart var blandt de lokale berlinere om, at dem, som er flest og i gruppe – de vinder retten til territoriet, som altså her var en sporvogns-perron.

Andre steder i Berlin handler det om andre ting – og vi så også andre eksempler, som bestyrkede teorien om, at livet i Berlin anno 2018 ikke kun er genopbygningen af en kultur- og verdensby, men at det OGSÅ er en territorial kamp om byen mellem forskellige etniske grupper – og med forskellige vindere.

Men det er jo netop dén mentalitet, der skaber krige … uanset hvem vinderen er i første omgang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stærkere sammen – men på en anden måde

Så blev det afgjort ovre på de britiske øer … Det blev LEAVE … UK er på vej ud af EU.

Og nu kræver andre EU-kritiske røster overalt i Europa en tilsvarende afstemning – også i Danmark.

Danmarksbloggen bakker op om sådan en afstemning. For det skal være befolkningerne i Europa, der bestemmer i Europa.

For netop dér ligger sagens kerne. Institutionerne i Bruxelles er nemlig et langt stykke hen af vejen overnationale og slet ikke demokratiske – og styret af embedsmænd, som aldrig kommer på valg.

Når det er sagt, så startede EU som en virkelig god idé – nemlig fred og frihandel. Men projektet løb af sporet undervejs, og er blevet en udemokratisk kolos på lerfødder.

Så ja, Danmark skal også ud af det EU, som vi har i dag – men vi skal alligevel have et EU i Europa – et, der handler om fred og frihandel. For vi er stærkere sammen end hver for sig.

Men Europa går nu hver for sig. I Frankrig kommer der snart et valg, hvor National Front vil skovle stemmer ind på at kræve et EU-valg – og i Tyskland kommer Merkel under et voldsomt pres. Og så videre. Det her er en godtepose til alle nationalister og ekstreme højrekræfter – og de fundamentalistiske muslimer, som slet ikke behøver at lave terror mere.

Europa er godt igang med at ødelægge sig selv – indefra.

Putin sidder og gnider sig i hænderne ovre i Moskva idag … det er helt sikkert – og farligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fort Danmark er en realitet

Løkke – som talte om godhed og om at passe på Danmark i sin nytårstale – er igang med det længe ventede pressemøde, hvor han som ventet annoncerede, at der nu kommer grænsekontrol til Tyskland.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Det måtte komme. Grænsekontrollerne vil sprede sig ned igennem Europa. Fort Europa er ved at blive bygget. Fort Danmark er en realitet.

NU lukker vi os for alvor her i Europa. Desværre. For nok kan vi ikke hjælpe alle – og en tilstrømning til Europa på over en million mennesker om året er nok også for mange. MEN – for der er et stort MEN.

Det du´r ikke udelukkende at lukke grænserne. Det eneste, der for alvor batter, er at sikre fred i Mellemøsten – og på længere sigt lave en Marshall-plan – og på kortere sigt at give flygtningene ordentlige levevilkår i nærområderne. Men det sker ikke. Tværtimod så skar man halvdelen af hjælpen væk – og dét satte den store flygtningestrøm i gang for snart et år siden. Den strøm, som mange europæere vil have stoppet – og som udfordrer og viser, hvad vi er gjort af rent menneskeligt.

For nok lukkes de fysiske grænser nu – ihvertfald stikprøve-vis – men de mentale må holdes åbne og varme. Ellers er vi for alvor fortabte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet ude af drift – i Grækenland

Som de fleste nok ved, er Grækenland pt. havnet i en nærmest håbløs økonomisk sump, hvor grækerne skal spare og stramme og leve op til 150 økonomiske punkter, som selv mere velfungerende europæiske lande som fx Danmark ikke kan gøre det. Men det forlanger EU – med Merkel i spidsen – altså af Grækenland.

Ganske umoralsk af EU – og politisk dumt tillige. Sidst vi havde en lignende situation i Europa med kæmpegæld, høj arbejdsløshed og ingen fremtidsudsigter var i 1930´ernes Tyskland, og man skal ikke være særlig historiekyndig for at kende udfaldet på dén krise.

Det er én ting. En anden er, at demokratiet reelt er sat ud af drift i Grækenland, idet ethvert lovforslag, som er økonomisk eller som indeholder økonomi (og det gør næsten alle), skal godkendes af den såkaldte trojka, inden det kan præsenteres for parlamentet.

Men hvem er den trojka i grunden? Ja, det ved man faktisk ikke. Ja, du læste rigtigt. De mennesker, som bestemmer Grækenlands skæbne, kan offentligheden ikke få at vide, hvem er!!!!!!!!!!!!

Trojka´en er nemlig en såkaldt ad hoc-gruppe, der af og til mødes. Og som for lukkede døre – og uden at skulle tage ansvar for noget som helst – træffer afgørelser, som retteligen burde være det græske folks egne beslutninger.

Læs mere her: http://www.information.dk/486210

Danmarksbloggen er rystet. Demokratiet er en grundsten i Europa – og i EU – men alligevel sløjfes det i Grækenland – her hvor dets vugge stod i antikken. Men det er åbenbart en pris, som grækerne er parat til at betale for at være en del af Europa. Sørgeligt, meget sørgeligt – ikke kun for Grækenland, men også for Europa.

Demokratiets fjender er nemlig ikke kun religiøse fundamentalister, men også de politikere og finansfolk, som ser penge, før de ser mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Var Genforeningen en fejl?

Idag er det 95 år siden, at Christian d. 10 på sin hvide hest red over den dansk-tyske grænse, og Sønderjylland atter blev dansk efter at have været tysk siden 1864.

Men hvordan gik det egentlig med at blive dansk igen for det sønderjyske?

Ja, de første mange årtier så alt rosenrødt og idyllisk ud, når Dannebrog igen vajede over byer som Haderslev og Åbenrå, og beboerne valfartede til deres gamle land Tyskland for at købe billige øl, sodavand med mere.

Men et eller andet sted er noget trods alt gået galt. For idag er Sønderjylland en del af det såkaldte Udkants-danmark – og hvad værre er: Det er gult DF-land som ingen andre områder i Danmark.

Så måske var Genforeningen trods alt en fejl? Måske skulle Danmark kun gå til Kongeåen?

Eller også kunne vi afskaffe alt det der med udkantsdanmark og dem og os – og istedet satse på fællesskabet og åbenheden, på solidariteten – altså typisk det stik modsatte af det angste mørke-syn, som Dansk Folkeparti står for.

Dét er Danmarksbloggen tilhænger af. At være dansk er ikke at være hadsk og angst og have nok i sig selv. At være dansk er at være åben og tolerant og givende … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misforstået humanisme

Danskerne er et spøjst folkefærd – og det går mange år tilbage.

Vi kan lide at se os selv som humane – og som nogen, der er istand til at rumme og forstå alle sider af en sag, alle involverede i en sag.

Og det er – normalt – alt ære og respekt værd.

Men indimellem er vi på et sted i historien, hvor der trækkes én streg, og hvor både de andre lande og vor eftertid vil vide at dømme os på de valg, som vi tog eller ikke tog. 

En af de tider er nu.

I ingen andre lande ramt af terror – USA, England, Spanien eller Frankrig – har man lagt blomster, der hvor terroristerne døde. Men i Danmark har man – i en slags misforstået humanisme baseret på holdninger som “han var også nogens søn” og “nogen holdt sikkert af ham.”

Men nej, både som morder – og som terrorist – passerede Omar  El-Hussein med de to nedskydninger en grænse, hvor det at lægge blomster ikke længere gav mening.

Men i Danmark har nogle danskere – traditionen tro – altså twistet begivenheden hen i en retning, hvor humanismen i bedste fald kan kaldes naiv.

Det er ikke noget nyt. Det skete fx også op til 2. verdenskrig, hvor en del danskere mente, at man kunne tale fornuft med Hitler – og det skete efter Besættelsen, hvor man mente, at det gav bedst mening at samarbejde med Nazi-Tyskland – og at tyskerne også var en slags mennesker.

Og ja, det var de, men de var også nazister, og det var det, der betød noget. Præcis som at det betød noget her, var at Omar El-Hussein skød og dræbte to mennesker. 

Så det er langtfra første gang i Danmarkshistorien, at den danske humanisme forvrænges og – ufrivilligt – bliver til noget, der istedet angriber netop humanismen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere er som de tre aber: Ser, hører og siger intet

I Sverige er både de borgerlige, socialdemokraterne og venstrefløjen enige om, at Sverigesdemokraterne og meningsfæller ikke skal til fadet på nogen måde.

Og i Tyskland taler kansler Angela Merkel stærkt imod de kræfter, der er imod muslimer som fx den anti-islamiske bevægelse Pegida, der i går (som hver mandag) arrangerede demonstrationer overalt i Tyskland mod islamiseringen. Demonstrationer, der blev mødt af moddemonstrationer som den stille protest i Köln, hvor lyset blev slukket på byens store katedral. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/05/0105194610.htm

Også i Danmark var der en sådan anti-muslimsk demonstration, nemlig i Haderslev, der er første stop på vejen i en anti-islam turné, der hver anden mandag vil betyde demonstration mod islamisering ét sted i Danmark.

Men hvor er de danske politikere i alt det her? De er totalt fraværende. De er som de tre aber: Ser intet, hører intet og siger intet.

Det er rystende, og hvad værre er: De danske politikere svigter deres demokratiske ansvar, når de ikke taler mod denne dæmonisering af en bestemt befolkningsgruppe, nemlig muslimerne, der i virkeligheden er ligeså forskellige som alle mulige andre.

Men de folkevalgte i Danmark skal stoppe med at hytte og putte sig. De skal istedet tage kampen op og tale medmenneskelighedens sag – og sige, at i Danmark drejer det sig om at være menneske – ikke om hvilken religion du har.

Men nej, det sker ikke. Tværtimod så lefler samtlige danske politiske partier (pånær SF og Enhedslisten) istedet for den indre svinehund – og dens tro væbnere i Dansk Folkeparti. Dét er beskæmmende.

I vores nabolande kan politikerne godt finde ud af at kæmpe på mangfoldighedens og medmenneskelighedens side. Det skal de sørme også kunne her i Danmark.

De politiske aber må til at tage hænderne væk fra øjne, ører og mund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De tyske indvandrere i den danske jul

Hvad er vel mere dansk og julet end juletræet, adventskransen og julekalenderen? Tjah, julemærket og kravlenissen, som begge er danske opfindelser skabt af henholdsvis postmester Einar Holbøll i 1903 og tegner Flemming Bramming i 1947.

For de tre andre er nemlig tyske indvandrere til den danske jul. Tyskland var også i århundreder det sted, hvorfra vi hentede mest kultur og inspiration, også når det drejede sig om højtiderne. Og her har julen altid været konge i Danmark – selvom påsken teologisk set er større.

Men altså både juletræ, adventskrans og julekalender kom fra Tyskland.

Juletræet for lidt over 200 år siden. Man mener, at det første juletræ i Danmark stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Men det var først, da familien Lehmann i København i 1811 anskaffede sig et juletræ, at det vakte national opsigt – og derfra gik det stærkt med at få udbredt traditionen.

Adventskransen kom til Danmark med Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine og alle de ved genforeningen i 1920 hjemvendte sønderjyder. Men også her var det først senere, nemlig under de mørke år i besættelsen 1940-45, at skikken for alvor blev landskendt.

Julekalenderen blev skabt af den tyske forlægger Gerhard Lang i starten af 1900-tallet og kom til Danmark i 1932. De første julekalendere i Tyskland var ikke med låger, men bestod af to stykker papir. Et med billeder og et andet med vers. Så kunne man klippe billederne ud og klistre på arket på vers. Ideen holdt ikke rigtigt, men så fandt Gerhard Lang på det med lågerne – og succesen var hjemme, også i Danmark.

Og hvad kan man så lære af alt dette? Jo, at indvandrere og indvandring i reglen altid skaber noget godt – og at ingenting er statisk, men at alt derimod er levende og konstant i forandring.

På samme måde har især også Brammings kravlenisser forlængst kravlet udover landets grænser, så man også i andre lande end Danmark bruger kravlenisser.

Kultur, ideer, traditioner og skikke er nemlig ligesom viden ment til at spredes og deles.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk