Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misforstået humanisme

Danskerne er et spøjst folkefærd – og det går mange år tilbage.

Vi kan lide at se os selv som humane – og som nogen, der er istand til at rumme og forstå alle sider af en sag, alle involverede i en sag.

Og det er – normalt – alt ære og respekt værd.

Men indimellem er vi på et sted i historien, hvor der trækkes én streg, og hvor både de andre lande og vor eftertid vil vide at dømme os på de valg, som vi tog eller ikke tog. 

En af de tider er nu.

I ingen andre lande ramt af terror – USA, England, Spanien eller Frankrig – har man lagt blomster, der hvor terroristerne døde. Men i Danmark har man – i en slags misforstået humanisme baseret på holdninger som “han var også nogens søn” og “nogen holdt sikkert af ham.”

Men nej, både som morder – og som terrorist – passerede Omar  El-Hussein med de to nedskydninger en grænse, hvor det at lægge blomster ikke længere gav mening.

Men i Danmark har nogle danskere – traditionen tro – altså twistet begivenheden hen i en retning, hvor humanismen i bedste fald kan kaldes naiv.

Det er ikke noget nyt. Det skete fx også op til 2. verdenskrig, hvor en del danskere mente, at man kunne tale fornuft med Hitler – og det skete efter Besættelsen, hvor man mente, at det gav bedst mening at samarbejde med Nazi-Tyskland – og at tyskerne også var en slags mennesker.

Og ja, det var de, men de var også nazister, og det var det, der betød noget. Præcis som at det betød noget her, var at Omar El-Hussein skød og dræbte to mennesker. 

Så det er langtfra første gang i Danmarkshistorien, at den danske humanisme forvrænges og – ufrivilligt – bliver til noget, der istedet angriber netop humanismen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig give los for den indre svinehund

Hvor lang tid husker mennesket? Ja, 70 år er lang tid – og for nogle også for lang tid til at de kan sætte begivenheder dengang i forhold til idag og fremover.

I dag er det Auschwitz-dag i betydningen, at det i dag er 70 år siden, at Den Røde Hær kom til Auschwitz og befriede de overlevende, der var tilbage i en af de mest berygtede kz-lejre, hvor mere end én million mennesker døde, fordi de blev skudt, gasset, sultede ihjel eller på anden måde dræbt af nazisterne. Mange af dem jøder.

Auschwitz og de andre af 2. Verdenskrigs kz-lejre var så horrible, at det ikke giver mening at tro, at man nogensinde helt kommer til at forstå, at noget menneske kunne gøre de umenneskelige ting, som der gik for sig i de lejre. Man skulle derfor også tro, at det ville stå mejslet i sten, at sådan gjorde mennesker déngang – og at det aldrig, aldrig må ske igen.

Men der findes faktisk mennesker, der benægter, at kz-lejrene eksisterede – og at holocaust fandt sted. Der findes også dem, der ikke synes, at det er særligt vigtigt, at der fandtes kz-lejre – og som nærmest har glemt dét. 70 år er som bekendt lang tid.

Men dét holder ikke. Og nej – vi kan ikke som undskyldning bruge den kendte frase om, at den, der ikke kender sin historie, er dømt til at gentage den – om end det passer.

For det, som skete dengang i de lejre var så horribelt, at det aldrig må blive glemt – og slet ikke i denne tid, hvor et stigende antal europæere – og danskere – igen søger syndebukke.

Hvor hele befolkningsgrupper igen gøres til skurke og dårligere mennesker, bare fordi de er anderledes end flertallet. Men nej, ondskaben findes ikke et eller andet sted derude hos nogen af ”de andre”. Ondskaben er inde i os selv, inde i mennesket.

Samtlige -ismer og religioner har derfor heller ikke noget med ondskab at gøre. De bliver kun brugt som undskyldning for at give los for den indre svinehund, som vi aldrig må lytte til – men som vi altid skal bekæmpe – i samfundet og inde i os selv.

Dét burde være klart som dagen – især en tid som vores, hvor den yderste højrefløj igen rykker på sig – og hvor fundamentalismen og ekstremismen truer fra både venstre og højre, fra religiøse og sekulære grupper i samfundet.

For himlen lukker sig over Europa i øjeblikket – og det er derfor mere vigtigt end nogensinde i de sidste 70 år at holde fast på, at mangfoldighed og rummelighed ikke alene er en styrke for vores samfund – men også den eneste måde, som vi kan overleve på som mennesker og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk