Hvor lang tid husker mennesket? Ja, 70 år er lang tid – og for nogle også for lang tid til at de kan sætte begivenheder dengang i forhold til idag og fremover.

I dag er det Auschwitz-dag i betydningen, at det i dag er 70 år siden, at Den Røde Hær kom til Auschwitz og befriede de overlevende, der var tilbage i en af de mest berygtede kz-lejre, hvor mere end én million mennesker døde, fordi de blev skudt, gasset, sultede ihjel eller på anden måde dræbt af nazisterne. Mange af dem jøder.

Auschwitz og de andre af 2. Verdenskrigs kz-lejre var så horrible, at det ikke giver mening at tro, at man nogensinde helt kommer til at forstå, at noget menneske kunne gøre de umenneskelige ting, som der gik for sig i de lejre. Man skulle derfor også tro, at det ville stå mejslet i sten, at sådan gjorde mennesker déngang – og at det aldrig, aldrig må ske igen.

Men der findes faktisk mennesker, der benægter, at kz-lejrene eksisterede – og at holocaust fandt sted. Der findes også dem, der ikke synes, at det er særligt vigtigt, at der fandtes kz-lejre – og som nærmest har glemt dét. 70 år er som bekendt lang tid.

Men dét holder ikke. Og nej – vi kan ikke som undskyldning bruge den kendte frase om, at den, der ikke kender sin historie, er dømt til at gentage den – om end det passer.

For det, som skete dengang i de lejre var så horribelt, at det aldrig må blive glemt – og slet ikke i denne tid, hvor et stigende antal europæere – og danskere – igen søger syndebukke.

Hvor hele befolkningsgrupper igen gøres til skurke og dårligere mennesker, bare fordi de er anderledes end flertallet. Men nej, ondskaben findes ikke et eller andet sted derude hos nogen af ”de andre”. Ondskaben er inde i os selv, inde i mennesket.

Samtlige -ismer og religioner har derfor heller ikke noget med ondskab at gøre. De bliver kun brugt som undskyldning for at give los for den indre svinehund, som vi aldrig må lytte til – men som vi altid skal bekæmpe – i samfundet og inde i os selv.

Dét burde være klart som dagen – især en tid som vores, hvor den yderste højrefløj igen rykker på sig – og hvor fundamentalismen og ekstremismen truer fra både venstre og højre, fra religiøse og sekulære grupper i samfundet.

For himlen lukker sig over Europa i øjeblikket – og det er derfor mere vigtigt end nogensinde i de sidste 70 år at holde fast på, at mangfoldighed og rummelighed ikke alene er en styrke for vores samfund – men også den eneste måde, som vi kan overleve på som mennesker og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk