Skolevalg: Demokrati skal læres

I dag stemmer landets 8. og 9.klasser til skolevalg 2015. I de sidste tre uger har de unge mennesker lært om de forskellige politiske partier, deres holdninger og måden, som vores demokrati er bygget op og fungerer på.

Der har været paneldebatter, besøg af politikere og ungdomspolitikere og meget andet på skoler overalt i Danmark. Og i dag skal mere end 75.000 elever så stemme til skolevalg.

Det er ganske glimrende – og Danmarksbloggen bakker 100% op om det. For demokrati er noget, der skal læres – og ikke noget, der ligget i dna´et.

Demokrati i betydningen respekt for andre og andres holdninger kombineret med en forståelse af at vi – trods forskellighederne – alligevel er fælles om at få samfundet til at fungere, skal læres så meget og så intenst, at det skal føles som om demokratiet ligger i generne.

Udviklingen i Europa – og i Danmark – i øjeblikket er også et meget skræmmende bevis på, hvad der sker, når demokratiet IKKE er en del af samfundsforståelsen.

For der er ingen demokratisk forståelse i den ekstremisme, som der spreder sig på den yderste højrefløj, hos fundamentalistiske muslimer, i den brølende liberalisme, som vi ser hos store virksomheder – og i den arrogance som vi ser i Bruxelles.

Disse fire grupperinger kunne godt bruge tre ugers intens undervisning i demokrati – eller måske snarere tre års undervisning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nicolai Sennels: Manden der vil være martyr

Ekstremismen og ekstremisterne bruger de samme metoder og de samme virkemidler – uanset deres religiøse og politiske udgangspunkt. Et af disse er martyriet.

Ekstremister har således altid søgt at blive martyrer for deres overbevisning. Noget som vi i øjeblikket ser folde sig ud i stor stil i København, hvor Pegida´s danske leder (og tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti) Nicolai Sennels gerne vil være en ytringsfrihedens martyr.

For samtidig med at Sennels er Pegidas danske leder, er han også børnepsykolog i Københavns kommune, hvor han arbejder med børn af såvel gammel- som nydansk oprindelse. Og her går kritikken nu på, at Sennels ikke behandler børnene og deres familier ens, men gør forskel på muslimske og andre familier.

Om han så reelt gør det eller ej, skal nu afdækkes. Det hverken kan eller vil Danmarksbloggen vurdere. Det er op til fagfolkene.

Summa summarum er dog ikke desto mindre, at manden, der mener, at halvdelen af alle muslimer er et resultat af indavl, og at islam per definition er voldelig, i dén grad får medietid i øjeblikket pga sagen.

Diskussionen kommer derfor let til at handle om Nicolai Sennels ytringsfrihed og evt. berufsverbot i stedet for at handle om Pegidas hetz mod muslimer – og det gode i at så mange danskere vælger at gå imod Pegida.

Og dét sidste – netop dét om Pegida og danskerne – er så meget vigtigere, så meget mere afgørende for Danmark. Men den diskussion har Nicolai Sennels altså fået afsporet – samtidig med at han er i gang med at skaffe sig det martyrium, som den ekstreme højrefløj har savnet i Danmark i årevis – og aldrig har fået, selvom de har forsøgt at skabe sig det i flere omgange.

Men nej, Nicolai Sennels er ikke en martyr – ikke engang tæt på.

Heldigvis er der mange, der taler ham og hans kammerater i Pegida imod .Nemlig de mange, der deltager i moddemonstrationerne hver mandag som fx “København For Mangfoldighed”, der arrangerer netop moddemonstrationer til Pegida. Og dét burde have masser af medietid.

Næste demonstration er på mandag d. 2. februar kl. 17. Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?ref=ts&fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig give los for den indre svinehund

Hvor lang tid husker mennesket? Ja, 70 år er lang tid – og for nogle også for lang tid til at de kan sætte begivenheder dengang i forhold til idag og fremover.

I dag er det Auschwitz-dag i betydningen, at det i dag er 70 år siden, at Den Røde Hær kom til Auschwitz og befriede de overlevende, der var tilbage i en af de mest berygtede kz-lejre, hvor mere end én million mennesker døde, fordi de blev skudt, gasset, sultede ihjel eller på anden måde dræbt af nazisterne. Mange af dem jøder.

Auschwitz og de andre af 2. Verdenskrigs kz-lejre var så horrible, at det ikke giver mening at tro, at man nogensinde helt kommer til at forstå, at noget menneske kunne gøre de umenneskelige ting, som der gik for sig i de lejre. Man skulle derfor også tro, at det ville stå mejslet i sten, at sådan gjorde mennesker déngang – og at det aldrig, aldrig må ske igen.

Men der findes faktisk mennesker, der benægter, at kz-lejrene eksisterede – og at holocaust fandt sted. Der findes også dem, der ikke synes, at det er særligt vigtigt, at der fandtes kz-lejre – og som nærmest har glemt dét. 70 år er som bekendt lang tid.

Men dét holder ikke. Og nej – vi kan ikke som undskyldning bruge den kendte frase om, at den, der ikke kender sin historie, er dømt til at gentage den – om end det passer.

For det, som skete dengang i de lejre var så horribelt, at det aldrig må blive glemt – og slet ikke i denne tid, hvor et stigende antal europæere – og danskere – igen søger syndebukke.

Hvor hele befolkningsgrupper igen gøres til skurke og dårligere mennesker, bare fordi de er anderledes end flertallet. Men nej, ondskaben findes ikke et eller andet sted derude hos nogen af ”de andre”. Ondskaben er inde i os selv, inde i mennesket.

Samtlige -ismer og religioner har derfor heller ikke noget med ondskab at gøre. De bliver kun brugt som undskyldning for at give los for den indre svinehund, som vi aldrig må lytte til – men som vi altid skal bekæmpe – i samfundet og inde i os selv.

Dét burde være klart som dagen – især en tid som vores, hvor den yderste højrefløj igen rykker på sig – og hvor fundamentalismen og ekstremismen truer fra både venstre og højre, fra religiøse og sekulære grupper i samfundet.

For himlen lukker sig over Europa i øjeblikket – og det er derfor mere vigtigt end nogensinde i de sidste 70 år at holde fast på, at mangfoldighed og rummelighed ikke alene er en styrke for vores samfund – men også den eneste måde, som vi kan overleve på som mennesker og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk