Det gamle sorte: Medmenneskelighed

At sige at grænsekontrollerne er den store nyhed i disse dage er en underdrivelse. Sagen fylder hele mediebilledet.

Desværre beskrives sagen ikke særlig nuanceret. Den handler i medier og hos politikere primært om 1) Hvordan kan vi undgå flygtninge og 2) Hvor besværligt og dårligt er grænsekontrol for bevægelighed og integration – altså den i Øresundsregionen og den ved den tyske grænse, ikke den af flygtninge.

Danmarksbloggen tænker: Man kunne også anlægge den menneskelige vinkel, som det hedder i mediesprog. Det er sådan en vinkel, hvor man fokuserer på, hvad der sker med de stakkels mennesker, som er flygtet fra krig og gru.

Men den vinkel er åbenbart gammeldags, det gamle sort.

Danmarksbloggen vil dog anføre, at det menneskesyn, som vokser frem i Europa i øjeblikket, er endnu mere sort, kulsort faktisk …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fort Danmark er en realitet

Løkke – som talte om godhed og om at passe på Danmark i sin nytårstale – er igang med det længe ventede pressemøde, hvor han som ventet annoncerede, at der nu kommer grænsekontrol til Tyskland.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Det måtte komme. Grænsekontrollerne vil sprede sig ned igennem Europa. Fort Europa er ved at blive bygget. Fort Danmark er en realitet.

NU lukker vi os for alvor her i Europa. Desværre. For nok kan vi ikke hjælpe alle – og en tilstrømning til Europa på over en million mennesker om året er nok også for mange. MEN – for der er et stort MEN.

Det du´r ikke udelukkende at lukke grænserne. Det eneste, der for alvor batter, er at sikre fred i Mellemøsten – og på længere sigt lave en Marshall-plan – og på kortere sigt at give flygtningene ordentlige levevilkår i nærområderne. Men det sker ikke. Tværtimod så skar man halvdelen af hjælpen væk – og dét satte den store flygtningestrøm i gang for snart et år siden. Den strøm, som mange europæere vil have stoppet – og som udfordrer og viser, hvad vi er gjort af rent menneskeligt.

For nok lukkes de fysiske grænser nu – ihvertfald stikprøve-vis – men de mentale må holdes åbne og varme. Ellers er vi for alvor fortabte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk