Verden går i fisk

Verden er på vej til at gå i fisk. I hvert fald den verden, som vi kender.

Vi som Europa, Norden, Danmark. Hele den gamle, frie verden trues fra alle sider. Så vi er i gang med en civilisationens overlevelseskamp ikke ulig den, som fiskene omkring et koralrev kæmper.

En kamp om de for en civilisation så vigtige elementer som demokrati, borgerrettigheder, retssikkerhed, stemmeret, fri abort samt lige vilkår for alle, uanset køn og seksualitet. Alt det, som er en selvfølgelighed for os i Europa – eller rettere Vesteuropa. Eller måske blot Norden.

Men altså: Alle disse ting, som vi anser for naturlige – men som der slet ikke er hverken præcedens eller flertal for i resten af verden.

Størstedelen af verdens befolkning lever i lande uden demokrati, retssikkerhed, borgerrettigheder, stemmeret og adgang til fri abort. Størstedelen af verdens befolkning mener heller ikke, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre. Ja, mange mener end ikke, at kvinder skal det.

Det lyder slemt – og det ER slemt. Men det er dagens uorden i mange store lande som Kina, Indien og Rusland.

Store lande samt mange ledere – og grupper, også i vestlige lande, hylder og samarbejder med disse diktatoriske, racistiske og homofobe stater og ledere.

Vi ser det fx med Indiens og Kinas støtte til Rusland. Rusland og Kina har været pot og pande siden lang tid før Ruslands invasion af Ukraine. Og Indien køber nu en tredjedel af sin olie i Rusland – og det er meget olie, når landet er så stort som Indien.

Der er også mange i USA, som måske ikke direkte støtter Putin, men som er modstandere af amerikansk hjælp til Ukraine.

Så hvad vil der ske, hvis Trump eller en Trump-klon vinder præsidentvalget i USA i 2024 – og gennemtvinger en ændring af USA i en homofob og diktatorisk retning? Det amerikanske demokrati holdt til Trump 2016-2020, men det vil næppe kunne holde til Trump 2024-2028.

Rusland vil i hvert fald få det meget nemmere i Ukraine, hvis verdens største demokrati falder.

USA´s sammenbrud vil også betyde, at Europa bliver isoleret i en verden, der består af store diktaturstater (USA, Kina og Rusland – med Indien som dark horse), som skalter og valter med liv og helbred hos både egne og andre staters medborgere.

Kan EU holde til det? Næppe i sin nuværende form, også fordi mange østeuropæiske lande er med på både den homofobe dagsorden og et system, hvor retssikkerhed og demokrati sløjfes.

Så EU vil blive splittet, og alle de europæiske lande vil flyde rundt som små bitte fisk i det globale verdenshav. Men så må vi i Norden slutte os sammen – evt. med Storbritannien, Holland, Belgien og andre af de gamle EU-lande, som stadig støtter nogenlunde op om civilisationen.

Nogenlunde, ja. For der er stærke kræfter i både Tyskland og Frankrig, som er gode venner med Putin, og nyder godt af samarbejdet med Putins Rusland. Og der er en voldsom magtfuldkommenhed hos mange regeringer – også den danske.

Så altså: Vi – de få civiliserede fisk, der er tilbage – må svømme mod strømmen. Dét skal nok blive hårdt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om verdensherredømmet

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår – nu med Corona

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår: Fra Rottens år til Oksens år

Kina og dyr er en kombination, som klinger ekstra dårligt i øjeblikket. For vi er midt i en pandemi, som skyldes kinesernes skødesløse og uhygiejniske omgang med dyr på et af det store lands mange madmarkeder. Det er sket mange gange før, men for lidt over et år siden gik det helt galt i Wuhan.

Men ikke desto mindre: Så er det i morgen d. 12. februar tid igen til Det Kinesiske Nytår – og dermed fokus på Kina og dyr, da kinesisk nytår = der skal skiftes dyretegn i den kinesiske astrologi.

Vi forlader derfor Rottens år – og dermed rotten, som er det første dyr i kinesisk astrologi og en lumsk fætter. For dengang alle dyrene blev kaldt til Jade-kejserens store trone, og det gjaldt om at komme først, spurgte rotten, om ikke den måtte følges med oksen i betydningen sidde på oksen og slappe af, mens oksen – ja, oksede afsted.

Oksen var venlig og sagde ja, og så lige foran slottet hoppede rotten af, og pilede hen til Jade-kejserens trone, så den og ikke den flittige og rare okse blev det første dyr i den kinesiske astrologi.

Det var rimeligt skrald gjort af rotten, vil man sige på nutidsdansk. Men i Kina opfattes det åbenbart som noget positivt, når den mere kloge narrer den mindre kloge.

For på Kina-info.dk (som er en webportal om kinesisk kultur) kan man læse, at rotten er et højt respekteret dyr i Kina. Der står om rotten: ”Rotten symboliserer kløgtighed, fantasi og nysgerrighed. Rotter er gode til at observere, og er dermed dygtige til at udlede meget om andre mennesker og fra situationer. Rotten symboliserer en stor indsigtsfuldhed og strategisk sans og kan se det store billede.”

Senere hen kan man også læse, at rottens år vil ”være fri for ustyrlige begivenheder og krige – og med langt mindre katastrofer.”

Det kan man så tænke over, hvad man synes om – i betragtning af at rottens år startede d. 25. januar 2020, og slutter her i dag d. 11. februar 2021. Altså stort set hele den tid, som Corona-pandemien har varet indtil videre.

Hvis man kan sin historie, kan man også tænke over, at det var rotter, som i middelalderen bragte pesten fra Asien til Europa. Så det virker ret naturligt, at vi i Europa IKKE kan lide rotter – og at en del europæere er mistroiske overfor Asien generelt og især overfor Asiens store drage Kina, som ikke skyer nogen midler for at fremme egen dagsorden.

Det næste år bliver så Oksens år. Oksen er kendt for at være udholdende og arbejdsom. Oksen er også afholdt på grund af sin ærlighed og tålmodighed – som kan blive til stædighed. Oksen er fredelig, sympatisk, metodisk, støttende, objektiv og logisk.

Oksens år vil altid betyde arbejde i spandevis og business as usual – om ikke fra andre, så fra Kinas side. Det er så ikke noget nyt, uanset hvad dyr året er dedikeret til i kinesisk astrologi.

Kina ændrer sig nemlig ikke grundlæggende. Kina er et stort land, og minder på mange måder om den kinesiske drage. Det har altid været dragens hoved, der bestemmer fart og retning – og den lange krop har bare at følge med, og det gør den så – også i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter Corona – hvad så? Og vi taler the big business

I skrivende stund er fire danskere konstateret smittet med Corona-virusset, der kan give sygdommen COVID-19. Men der kommer en dag, hvor alt det her er fortid – og hvad så?

Skal vi gå tilbage til forholdene, som de var inden 31. december 2019? Eller skal vi overveje, om det kunne give mere mening at lave noget om? Og med noget tænker Danmarksbloggen ikke på hygiejne-vanerne, selvom de også er vigtige.

Nej, Danmarksbloggen tænker på forretninger, finanser, virksomheder, økonomi – big business.

For kunne det give mening at lave verdensordenen om, således så vi fremover bliver mindre afhængige af Kina som verdens producent af alt muligt?

Corona-virusset er nemlig hverken det første – eller sidste virus, som kommer fra Kina. Tværtimod er den kinesiske tradition – altså madmarkeder, hvor man blander levende vilde dyr med levende tamme dyr, inden mennesker rører ved, blander sammen og spiser det hele – et konstant arnested for skabelsen af nye vira.

Og nok bryder vi os slet ikke om Corona-virusset. Men det er trods alt et meget mildt virus i forhold til den luftbårne virus med den store dødelighed, som det kun er et spørgsmål om tid, før der skabes i de kinesiske mad-markeders store sorte gryde. Så ja, det går galt en dag for alvor, hvis ikke kineserne ændrer deres ældgamle vaner. Måske først om 100 år – måske allerede om 1 år? Ingen ved det.

Men vi ved, at de nye dødsensfarlige vira opstår i Kina – pga. den kinesiske madkultur. Starter, kommer ud i resten af Kina og gør en masse kinesere syge – eller døde, inden det spreder sig ud til resten af verden. Så derfor kunne det give rigtig god mening at stoppe med at være afhængig af Kina, når der kommer til produktion af mange vigtige varer.

For så kan vi nemt afbryde kontakten med Kina, når det går galt igen. For det vil det gøre med jævne mellemrum. Så altså: Drop Kina som den globale fabrik og hjem med produktionen til Europa. Klimamæssigt ville det også være en stor fordel at flytte produktionen tættere på os selv. Vi skal ikke transportere varerne særlig langt, vi kan bruge grøn energi til produktionen, og vi kan endda skabe arbejdspladser.

Men ja, det vil også blive dyrere selv at skulle stå for produktionen – i første omgang. I anden omgang bliver det derimod dyrere – både økonomisk, klimamæssigt, helbredsmæssigt og politisk – at lade Kina beholde førertrøjen på.

Så måske skulle vi bruge de næste par uger, hvor den globale økonomi er i karantæne, på at tænke os rigtig godt om.

Opdatering: Kina har lugtet lunten. De vil nu gøre noget ved handlen med vilde dyr. I Kina tænker man smart. De ved godt, at deres økonomi er i fare. De lover så også at slå hårdt ned på ulovlig handel med vilde dyr. Det tror Danmarksbloggen, at de mener – og når kineserne slår hårdt ned, så er det effektivt. Ikke altid i overensstemmelse med menneskerettigheder og den slags – men effektivt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-virus og danskernes adfærd

Antallet af kinesere i Danmark er faldet gevaldigt i de senere uger. Men der kommer stadig kinesere til Danmark, fx kom der i dag én kinesisk kvinde, som fik det dårligt ved ankomsten til Kastrup, og som i skrivende stund er indlagt på Hvidovre, mens det undersøges, om hun er smittet med det frygtede corona-virus. En anden person er også indlagt på Hvidovre i samme ærinde.

De danske myndigheder reagerer altså tilsyneladende roligt og effektivt. Men mange danskere synes ikke, at det er nok, hvis man skal tro debatten på de sociale medier, hvor mange lufter holdninger som:

  1. Stop for alle fly fra Kina
  2. Stop for indrejse af alle kinesere
  3. Send alle kinesiske turister og andre besøgende fra Kina ud af Danmark

Andre kalder de holdninger for hysteri og panik uden grund.

Danmarksbloggen kalder det naturlig menneskelig adfærd at ville beskytte sig – og især hvis det er nemt at identificere det eller dem, som man mener udgør en fare.

Problemet opstår også først for alvor, hvis man lader voldsom handling følge ord, så det bliver til selvtægt og angreb. For en ting er ikke at stille sig ved siden af en kinesisk turist i metroen, en anden er at slå kameraet ud af hånden på vedkommende. En ting er at gå en stor bue udenom en kinesisk turist, en anden er at overfalde vedkommende verbalt eller fysisk. Den slags har vi heldigvis ikke haft eksempler på i Danmark.

I Danmark har man heller ikke som i Kinas nabolande skilte foran restauranter med ”kinesere ikke adgang”.Så vi tager det stadigvæk roligt og civiliseret her til lands …endnu.

For spørgsmålet er så, om den fredelige og civiliserede adfærd fortsætter, hvis først corona-virusset når Danmark?

Danmarksbloggen er ikke sikker, men vil lige minde alle om, at vi skal huske på, at corona-virus også kan komme fra andre end kinesere. Fx de danskere, som har været i Kina i de sidste par måneder, og det er faktisk en del.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk