Penge stadig vigtigere end fisk

Landets største sushikæde Letz Sushi holder lukket i dag for at gøre opmærksom på, at vi risikerer, at der ikke vil være nogen fisk tilbage i verdenshavene i 2048, hvis ikke vi gør noget NU. I kædens 19 restauranter vil man derfor fremover også kun kunne få fisk fra de danske farvande. Bæredygtigt og CO2-venligt.

Fantastisk initiativ, tænkte Danmarksbloggen derfor også, indtil altså det gik op for undertegnede, at det først er om SEKS år – i 2025, at alle udenlandske fiskearter er fjernet fra menukortet til fordel for danske fisk som sild, makrel og andre af vores mange gode fiskearter.

For som kædens direktør Anders Barsøe sagde det til Ekstrabladet: ”Der er ikke ret mange danskere, der på nuværende tidspunkt er parat til at konvertere deres tun til makrel, så hvis vi skiftede med det samme, ville vi fjerne vores eksistensgrundlag. Vi er nødt til at gøre det her gradvist. Derfor åbner vi også i en ny udgave i morgen, hvor vi har flere danske fisk på kortet.” Citat slut.

Hm, så går glansen alligevel ret meget af de glinsende fiskeskind …

For hvis man virkelig mente det med at redde fiskene og miljøet, så brugte man ikke seks år, men måske mere i omegnen af seks måneder til omstillingen.

Så konklusionen er, at penge stadig er vigtigere end fisk og miljø – også hos landets største sushi-kæde. Desværre.

For nej, man kan ikke spise penge, men man kan godt spise fisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det stinker af fisk

Det glæder Danmarksbloggen, at samtlige fisk i de nordiske have, søer, elve og åer nu kan se frem til en total ligestilling. For hvordan skal man ellers læse gårsdagens flytning af fiskeri-området fra Esben Lunde Larsen til Karen Ellemann Jensen, der nu er minister for kombinationen ligestilling, det nordiske samarbejde og fiskeri?

Det vil sige: Det kunne selvfølgelig også handle om en regering, der klamrer sig så meget til taburetterne, at man laver allehånde aftaler med alle mulige for at kunne blive ved fadet. I så fald så lugter det rigtigt grimt.

Ja, man kunne hævde, at sagen stank af fisk. Men det ville være en fornærmelse mod de norske laks, de danske makreller, de svenske sild og alle de andre skønne fisk, som trods regeringens indædte kamp MOD miljøet stadig svømmer rundt.

Hele sagen lugter til gengæld af lokumsaftaler og politik, når det er værst – og dét er en rigtig stinker!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Perler: Smålandsøerne

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

SMÅLANDSØERNE

Smålandsøerne eller Sydhavsøerne, som de også kaldes, er tre små øer, der ligger nord for Lolland.

Den største er Fejø, og derefter kommer Femø og Askø-Lilleø. Tre øer med samme af Østersøen begunstigede milde klima. Men også tre øer som har hver sin helt specielle identitet.

Fejø er især kendt for sine æbler og pærer, der sælges året rundt – og som om efteråret sejles til Nyhavn af de navnkyndige pæreskuder, hvor københavnerne står på nakken af hinanden for at købe noget af Danmarks allerbedste frugt. Æbler og pærer, som ikke kun smager godt, men som også hvert forår gør Fejø til et skønt skue indhyllet i en fantastisk duft, når de mange frugttræer blomstrer i maj måned.

Men øen, der kun har 500 faste indbyggere, har mere end æbler og pærer at byde på.

Fejø er også hjemstedet for de såkaldte drivkvaser, en slags både med indbygget dam pga hullerne i bunden, hvor fiskene kan svømme rundt og dermed være levende, indtil de landes, når båden kommer i havn. Et besøg på Fejø om sommeren er altså lig med friske fisk og masser af frugt og grønt.

Femø forbindes for mange med kvindelejr, frigørelse og bare bryster – eller med andre ord: Alle myterne om 70´erne. Og kvindelejren – der er verdens ældste af sin slags – findes også stadig på Femø, hvor alle slags kvinder mødes fra juni til august for at være sammen og deltage i diverse samtaler, workshops m.m.

Men Femø er også kendt for jazzfestivalen, der hver sommer samler flere og flere gode artister – og hvor unge, håbefulde jazzmusikere også kan gå i masterclass præcis som i jazz´ens hjemby New Orleans.

Femø er også kendt for sit sindrige system af stier på kryds og tværs af øen, hvor man hverken kan køre eller cykle, men blot gå og dermed komme helt ned i gear og få sjælen med.

Den sidste ø er Askø-Lilleø, der også er den mindste af øerne, hvilket betyder, at havet er endnu mere lige i nærheden, uanset hvor man er på øen.

Askø-Lilleø har derfor et lys, som er helt specielt – og som får mange kunstinteresserede til at finde papir, tegne- og malergrejet frem.

Andre foretrækker fiskestangen, bogen eller andre livs- og energigivende sysler.

Heldigvis er det ikke noget krav, at man skal vælge imellem de tre smålandsøer, hvis turen går sydpå. Båden sejler flere gange om dagen til dem alle tre, så det er bare at tage på øhop i Smålandshavet og smage æbler og pærer, lytte til jazz, fiske og måske male eller fotografere det fantastiske lys.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771
Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Der er nok rigdomme til vores behov, men ikke til vores begær

Der er nok rigdomme på jorden til vores behov, men ikke til vores begær.

I går delte WWF Verdensnaturfonden og Thorupstrand Fisk 1 ton gratis rødspætter ud i København for at sætte fokus på bæredygtigt fiskeri – og københavnerne stod i lange køer, også undertegnende.

Hele to styks rødspætter i en pose fik jeg, og jeg følte mig meget taknemmelig. Og måske kunne vi i vores familie godt have spist flere rødspætter. Men fisk som disse ny-fangede rødspætter smager rigtig godt sammen med agurker i dild og nye kartofler – og så er der også lige dén der med taknemmeligheden

For det er en gave at kunne være taknemmelig over de ting, som man får – og som man har.

Lykken ligger nemlig i at få dækket sine behov, men også i at kunne styre sine begær, så ens behov ikke er særlig store, særlig dyre eller særlig krævende.

For der er som sagt rigdomme nok her på jorden til vores behov, men ikke til vores begær, hvis vi bare lader stå til og kaster os ud i et frådende ego-centreret forbrug.

Det er derfor essentielt, at vi deles om rigdommene – og ikke fortsætter stilen fra idag, hvor nogle menneskers begær adskiller andre fra at få dækket deres mest basale behov, noget der især ses i forholdet mellem i- og u-lande.

Men det praktiseres også herhjemme i det lille danske smørhul, hvor mennesker med en månedsløn på den anden side af 40.000 synes, at folk på overførselsindkomster får altfor meget – og at de selv betaler altfor meget i skat af deres mange penge, der er dækker deres behov mange gange, men ikke altid deres begær.

Men helt ærligt: Hvor mange ferier og fladskærmstv´er kan et menneske bruge? Og hvordan kan noget menneske se sig selv i øjnene og vælge egen luksus og overflod – og samtidig vide, at der findes andre danskere, som ikke ved, hvorfra de skal få penge til mad sidst på måneden – eller som aldrig har råd til at give deres barn en biografbillet eller en gave til en klassekammerats fødselsdagsfest?!

Det burde ikke kunne lade sig gøre, at nogen mennesker var sådan. Men det kan det. Den slags mennesker har endda et politisk parti at stemme på: Liberal Alliance. Partiet for hvem grådighed og egoisme er noget godt.

Men det er ikke godt. Det repræsenterer en råhed og en umenneskelighed, som man ville have forsvoret kunne eksistere i et så rigt land som Danmark.

Men nej, begærligheden kender ingen grænser. Den stopper aldrig med at rage til sig – den vil hele tiden have mere og mere og mere og mere og mere og mere – indtil der ikke er mere tilbage, og så vil den alligevel gerne have mere.

Derfor skal begærligheden også tøjles – både af det enkelte menneske og af samfundet. For begærligheden er vejen til døden, mens taknemmeligheden, nøjsomheden, det at dele og tænke på hinanden er vejen til livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk