Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1970´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1970´erne: Dronninger

1970´erne er uden sammenligning dét årti, hvor kvinderne har opnået mest. Alt det, som der var blevet arbejdet for i næsten 100 år, nærmest eksploderede i dette årti, der meget passende også indeholdt FN´s Internationale Kvindeår i 1975. Kvinderne kom med andre ord nu til fadet.

Størst og vigtigst var loven om fri abort fra 1973, der – endelig – gav kvinden 100% ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Senere i 1976 kom så loven om lige løn for lige arbejde. Det er så desværre endnu ikke (i 2015!) en realitet, så som altid er kampen ikke slut endnu. I 1978 kom loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige på det danske arbejdsmarked. Det er desværre heller ikke på plads endnu.

Men vi er på vej – og det var kvinderne i sandhed også i 1970´erne, hvor de blev kaldt rødstømper, og der var demonstrationer, marcher og kvindelejre overalt i den vestlige verden. Og i Danmark blev det hele endda kronet med, at vi fik en regerende dronning på tronen, men også mange andre slags danske dronninger manifesterede sig i 1970´erne.

Vi starter dog med Margrethe d. 2. af Danmark, der en iskold januar-dag i 1973 blev udråbt som Danmarks dronning fra Christiansborg. Hun var ganske ung, kun 32 år, men hun vidste, hvad der ventede – og lige siden – i mere end 40 år – har hun været danskernes dronning.

Og vi er mange, der ikke har kendt til – eller kan huske – andre regenter end Margrethe d. 2., der især i sine nytårstaler får sagt noget, som mange danskere kan lide at høre, nemlig de kongelige røfler om, at vi skal opføre os bedre overfor dem, der er kommet til Danmark fra andre lande – og som er lidt anderledes end vi har været vant til. Især den fra 1984 om de små dumsmarte bemærkninger, som vi ikke kan være bekendt, vil for altid være knyttet til Margrethe d. 2´s navn sammen med diverse billeder af en farverig kvinde med stor glæde for kultur og kunst, som hun også dyrker og viser frem offentligt.

For Margrethe d. 2. er ligeså meget kunstner som hun er kvinde og dronning.

En anden dronning fra 1970´erne, er Lise Nørgaard, født 1917, forfatter og journalist, der i netop dette årti skrev tv-serien over dem alle: Matador, tv-serien, der har status som både danmarkshistorie, kulturarv og dansk identitet. Ideen til serien og oplægget til mange af personerne fik hun fra sin egen opvækst i Roskilde, men Lise Nørgaard hentede inspiration mange steder fra til det, der skulle vise sig at blive dansk tv´s til dato største succes.

Men hun har også lavet andet, bla var hun med til at skrive manuskripterne til en anden populær tv-serie i 1970´erne, nemlig ”Huset på Christianshavn”. Hun har også skrevet noveller, essays og så erindringsbøgerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame.”

Men også smørrebrødsdronningen Ida Davidsen, født 1937, trådte ind på scenen i 1970´erne, da hun sammen med sin mand åbnede smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade.

Der var tale om en videreførelse, da slægten siden 1888 havde leveret smørrebrød til danskerne på forskellige adresser i København. Men i 1974 flyttede man fra Søpavillonen til St. Kongensgade, da Ida Davidsen som nr. fire i lige linje overtog forretningen, der kan tilbyde ikke færre end 177 forskellige slags smørrebrød.

I dag er det dog hendes søn Oscar Davidsen Siesbye, der står for driften – og butikken fik en stor skramme i lakken, da Politikens madanmelder var forbi i efteråret 2014 og kun gav smørrebrødet én enkelt stjerne – og det endda var den eneste 1-stjerne-anmeldelse, som Politiken uddelte sidste år.

Endelig er der også 1970´ernes fjerde dronning, dansk politik´s første dronning Ritt Bjerregaard, født 1941, der havde sin første storhedstid i 1970´erne, hvor hun var både social- og undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer – og en af de socialdemokratiske politikere, som havde mest indflydelse både i regeringen og i partiet. I 1979 oplevede hun dog den tort at blive fyret, da hun under et besøg i Paris havde boet på det fashionable hotel Ritz. Noget, som faldt mange for brystet.

Flere år senere – i 1991 – måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets folketingsgruppe ikke kunne acceptere, at hun boede i en stor og billig lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard fik dog oprejsning, da hun i 1995 blev valgt som Danmarks EU-kommissær med ansvar for miljøet.

Hjemme igen i 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister og indførte i 2001 den smiley-ordning, som nu er kendt og accepteret viden om – men som dengang gav anledning til stor diskussion. Selv var hun i 2004-09 overborgmester i København, inden hun trak sig tilbage.

Havde Ritt Bjerregaard været en mand, var hun uden tvivl blevet statsminister – så der var altså stadig lang vej at gå – også i 1970´erne.

Men litteraturen havde også et par markante kvinder at byde på i 1970´erne.

Den ene af dem var Dea Trier Mørch, 1941-2001, der mest skrev om kvinder, kvinders tanker, følelser og vilkår, men som også beskæftigede sig med de svage og de stille eksistenser, dem der kommer i klemme. Nogle af hendes mest kendte bøger er ”Vinterbørn”, ”Kastaniealleen” og ”Aftenstjernen”.

Dea Trier Mørchs bøger var som regel illustreret af hendes egne grafiske arbejder, som hun for manges vedkommende skabte i det socialistiske kunstnerkollektiv ”Røde Mor”, som hun selv var med til at oprette. Hele livet igennem var hun også overbevist om solidaritetens vigtighed.

Den anden kvindelige forfatter Suzanne Brøgger, født 1944, er derimod optaget af selvet og eksperimentet – og hun har livet igennem skrevet hudløst og åbent. Fra den første essay-samling i 1973 ”Fri os for kærligheden”, hvor hun kritiserer kernefamilien og den vestlige livsstil over opgøret med de snærende bånd og konventioner i ”Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975 til den store selvbiografi ”Creme Fraiche” fra 1978.

Mange forbinder Suzanne Brøgger med seksuel frihed og seksuelle eksperimenter, men det er kun en del af en livslang søgen og skribent-virksomhed, der også tager livtag med religion, spiritualitet, livets og menneskets grundvilkår og meget andet, som det viser sig i et forfatterskab, der stadig er sprudlende og i fuld gang. Så sent som sidste år udkom ”SZ. Et livs billeder 1944-2014”. Nævnes skal også ”Jadekatten” fra 1997, der er et hovedværk og handler om en families forlis, svigt og et moder-opgør.

Endelig er der også hende, som kun få danskere kender, men som ikke desto mindre betegnes som en af 10 mest betydningsfulde kvindelige videnskabsfolk i verden nogensinde. Hun hed Inge Lehmann og var seismolog – og i 1936 fandt hun ud af, at Jorden havde en fast, indre kerne, og skrev artiklen P med argumentation herfor.

Og den dag i dag arbejder man stadig med begrebet ”Inge Lehmann-diskontinuiteten”, som refererer til en materialeovergang omkring 220 km nede i Jordens kappe.

Inge Lehmann blev aldrig anerkendt i Danmark for sin opdagelse. Dertil var det naturvidenskabelige miljø i Danmark for mandsdomineret langt op i 1900-tallet og er sine steder det stadig her i 2015 (!) – men i USA fik hun en karriere og blev i 1964 æresdoktor på Columbia University. Samt at hun i 1971 – som den første kvinde nogensinde – modtog den store geofysiske pris ”Bowie-medaljen” – og derfor skal hun med her under 1970´erne.

Alt var således på skinner – eller? Nej, der var stadig problemer, men også plads til de store skulderpuder og megen god musik lavet af kvinder i 1980´erne. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 28: Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2 og EF

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF

Verden blev stadig mindre op igennem 1960-tallet, og ungdomsoprøret er da heller ikke opfundet i Danmark.

Det kom fra USA, hvor en kritisk ungdom var træt af de voksne og deres prioriteter – og især det at så mange unge døde i en krig i Vietnam, som de unge intet formål kunne se med. Borgerrettighedsbevægelser, kvindebevægelsen og mange andre forlangte derfor indflydelse på deres eget liv og muligheder.

Danmark var ikke med i Vietnam, men foragten for autoriteterne og ønsket om en ny og bedre verden havde de danske unge i slutningen af 1960´erne tilfælles med deres ligesindede over hele den vestlige verden.

Et oprør, der stadig har konsekvenser i vor tid, var derfor på vej.

Nu skulle de gamle magtstrukturer styrtes, og en ny og bedre verden med frihed og lighed for alle skulle træde i stedet. Det var de unge – og nogle af de ældre – enige om. Hvad det så helt konkret betød, var der ikke altid klarhed over. Men der skete alligevel store forandringer, som gjorde at samfundet blev mindre autoritært.

Og som en konsekvens deraf begyndte vi at tale om, forhandle om og aftale os frem til tingene … på tværs af alle de grænser og skel, som tidligere lå som uovervindelige barrierer mellem de forskellige sociale klasser, generationer og køn.

Sådan har vi det stadigvæk – til dels, for i vor tid bygges barriererne desværre op igen – ivrigt tilskyndet af nogle magt- og mediestrukturer, der tjener egne interesser mere end de tjener folkets.

I Danmark startede ungdomsoprøret med at nogle psykologistuderede i 1968 besatte deres institut, fordi de ville have indflydelse på ledelsen og indholdet af deres studie. Professorvældet skulle styrtes fra deres magtposition.

Det samme skulle mændene, så kvindelejre blev også et hit. En af de mest populære var den på Femø, der stadig afholdes flere uger hver sommer. For nu ville kvinderne være frie og lige – og et afgørende gennembrud her var loven om fri abort fra 1973.

Militæret stod også for skud – og i efteråret 1971 blev Fristaden Christiania etableret, da unge brød igennem plankeværkerne omkring Bådsmandsstræde. Et samfund i samfundet med ultimativt demokrati og frihed blev skabt. En Fristad, som stadig er en torn i øjet på mange danskere – men ikke hos Christianias naboer på Christianshavn, der nu i mere end 40 år har levet i et smukt papirløst forhold med Fristaden.

Og midt i al denne frigørelse skulle vi stemme om dansk optagelse i EF.

Meningerne var meget delte. Landbrug og industri pressede på for et ja. Såvel Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokratiet anbefalede et ja under henvisning til dansk landbrug og eksport til især England, der også var blevet medlemmer. Kun det nye parti – udbryderne fra kommunisterne – SF anbefalede et nej – sammen med Folkebevægelsen mod EF.

Afstemningen fandt sted 2. oktober 1972 – og danskerne stemte ja.

Ingen havde dog forudset, at Danmarks statsminister Jens Otto Krag indleverede sin afskedsbegæring dagen efter afstemningen i direkte forlængelse af hans sidste tale som statsminister ved Folketingets åbning. Men hans parti var splittet i EF-spørgsmålet og han var om noget personificeringen af EF-afstemningen.

Så Jens Otto Krag gav magten videre til Anker Jørgensen, der var børnehjemsdreng og arbejder – og den sidste af sin slags i spidsen for Danmark – om ikke altid, så dog i mange år.

For siden Anker og indtil i dag har det nemlig udelukkende været akademikere, der har været statsministre i Danmark: Fra cand. jur. Poul Schlüter, cand. polit. Poul Nyrup Rasmussen, cand. oecon. Anders Fogh Rasmussen, cand. jur. Lars Løkke Rasmussen og endelig cand. scient. pol. Helle Thorning-Schmidt.

Og så fik Danmark – blot tidligere i 1972 – sin første regerende (også officielt) dronning, nemlig Margrethe d. 2. For nok kaldes hun Margrethe d. 2. Men hende som vi kalder Margrethe d. 1. var aldrig dronning af Danmark, og der var faktisk også en anden Margrete, der regerede på sin søns vegne. Læs mere om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Men naturligvis gav det historisk og PR-mæssigt god mening for den kun 32-årige dronning at antage navnet Margrethe d. 2.

Så det gjorde hun, og dagen efter faderens død, en iskold vinterdag i januar 1972 trådte Margrethe d. 2. – sortklædt og fattet – ud på balkonen og modtog folkets hyldest og sympati.

En ny monark og et nyt årti havde for alvor taget sin begyndelse. Det skulle vise sig at blive et noget mere problematisk årti end det foregående.

Og netop 70´ernes kriser – og 80´ernes kartoffelkure – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Perler: Smålandsøerne

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

SMÅLANDSØERNE

Smålandsøerne eller Sydhavsøerne, som de også kaldes, er tre små øer, der ligger nord for Lolland.

Den største er Fejø, og derefter kommer Femø og Askø-Lilleø. Tre øer med samme af Østersøen begunstigede milde klima. Men også tre øer som har hver sin helt specielle identitet.

Fejø er især kendt for sine æbler og pærer, der sælges året rundt – og som om efteråret sejles til Nyhavn af de navnkyndige pæreskuder, hvor københavnerne står på nakken af hinanden for at købe noget af Danmarks allerbedste frugt. Æbler og pærer, som ikke kun smager godt, men som også hvert forår gør Fejø til et skønt skue indhyllet i en fantastisk duft, når de mange frugttræer blomstrer i maj måned.

Men øen, der kun har 500 faste indbyggere, har mere end æbler og pærer at byde på.

Fejø er også hjemstedet for de såkaldte drivkvaser, en slags både med indbygget dam pga hullerne i bunden, hvor fiskene kan svømme rundt og dermed være levende, indtil de landes, når båden kommer i havn. Et besøg på Fejø om sommeren er altså lig med friske fisk og masser af frugt og grønt.

Femø forbindes for mange med kvindelejr, frigørelse og bare bryster – eller med andre ord: Alle myterne om 70´erne. Og kvindelejren – der er verdens ældste af sin slags – findes også stadig på Femø, hvor alle slags kvinder mødes fra juni til august for at være sammen og deltage i diverse samtaler, workshops m.m.

Men Femø er også kendt for jazzfestivalen, der hver sommer samler flere og flere gode artister – og hvor unge, håbefulde jazzmusikere også kan gå i masterclass præcis som i jazz´ens hjemby New Orleans.

Femø er også kendt for sit sindrige system af stier på kryds og tværs af øen, hvor man hverken kan køre eller cykle, men blot gå og dermed komme helt ned i gear og få sjælen med.

Den sidste ø er Askø-Lilleø, der også er den mindste af øerne, hvilket betyder, at havet er endnu mere lige i nærheden, uanset hvor man er på øen.

Askø-Lilleø har derfor et lys, som er helt specielt – og som får mange kunstinteresserede til at finde papir, tegne- og malergrejet frem.

Andre foretrækker fiskestangen, bogen eller andre livs- og energigivende sysler.

Heldigvis er det ikke noget krav, at man skal vælge imellem de tre smålandsøer, hvis turen går sydpå. Båden sejler flere gange om dagen til dem alle tre, så det er bare at tage på øhop i Smålandshavet og smage æbler og pærer, lytte til jazz, fiske og måske male eller fotografere det fantastiske lys.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771
Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk