Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som  på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s  mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *