Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret  osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *