Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Udgivet den 31. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Udgivet den 24. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

UNIONSTIDEN, CHRISTIERN D. 2 OG DYVEKE

Den sidste store regent i den danske middelalder var Margrethe (d.1.) Valdemarsdatter, som vi hørte om i sidste uge, og som døde i 1412 – 15 år efter at hun havde underskrevet Kalmarunionen, den union, der samlede Danmark, Norge og Sverige under een krone: Den danske.

Middelalderen varede godt 100 år mere, indtil renæssancen overtog. Unionen holdt nogenlunde ligeså længe med meget svingende succes (dog mest nedad mod fiasko) og aldrig noget bare i nærheden af det magtfulde styre, som det havde været under Margrethe.

Allerede under Margrethes efterfølger Erik af Pommern (konge 1412-1439) gik det … af Pommern til. Han indførte Øresundstolden, som på den ene side virkede som en genial idé, da den gav penge i kassen. Men den var også medvirkende til, at mange skibe anløb Helsingør og ikke anløb København, som dermed mistede indtægter (og det var skidt for landets hovedstad). Og så var Øresundstolden den direkte årsag til, at vi ikke fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage efter Store Nordiske Krig i 1720. Men lige det kunne Erik af Pommern ikke vide noget om i 1400-tallet, så her skal han ikke skoses for den del. Men Erik af Pommern tabte alligevel det hele, startende med Sønderjylland og til slut hele Unionen. For han blev faktisk fyret af adelsmændene, der hellere ville have hans søstersøn Christoffer af Bayern til konge (konge 1440-1448).

Manden vidste stort set intet om Norden – vokset op som han var det i Sydtyskland. Uro og krig var også resultatet. Det endte dog med, at han blev kronet som konge af de tre riger, men ikke på een gang, men tre gange. Altså en gang pr. land. Unionen var godt i gang med at smuldre.

Christoffer døde som kun 31-årig – og der blev hvisket om giftmord, men ingen ved det. Faktum er, at han og hans meget unge dronning Dorothea ikke nåede at få nogen børn. Hun blev dog til gengæld gift med efterfølgeren Christian d. 1. (konge 1448-1481), der blev konge på et meget tyndt grundlag. Han var en datter-datter-sønne-søns dattersøn af Erik Klipping!!! Men konge blev Christian af Oldenburg, og han var ingen succes. Dels var han altfor hidsig, dels skrev han det usalige brev om, at hertugdømmerne for evigt skulle være udelte (et brev som holstenerne brugte som juridisk dokument i 1848 før Treårskrigen), og dels var Sverige gledet ud af Unionen. En fortjeneste gjorde han dog – han sørgede for, at Danmark fik sit første universitet i 1474: Københavns Universitet. For nu var landets hovedstad endeligt placeret.

Næst på tronen var sønnen Hans (konge 1481-1513), hvis lillebror Frederik var moderens Dorotheas yndling. Både Frederik og moderen mente, at han også skulle have noget af rigerne. Det mente Hans ikke, som var en handlekraftig herre, der fik slået fast, at kongen ikke ejer Danmark, men blot regerer landet. Og så var døren lukket for Frederik – i første omgang. For han blev konge … men det vender vi tilbage til.

Nu var Hans konge, og efter både forhandlinger med de svenske unionstilhængere og diverse militære slag blev Hans kronet i Stockholm i 1497. De tre unionslande havde nu selvstyre under den samme konge – altså lidt et Commonwealth, som man ser det i United Kingdom idag. Her holdt det dog kun i tre år til 1500, hvor Hans tabte et slag i Ditmarsken i Sønderjylland, som nok kunne være vundet i anden omgang. Men nu fløj rygtet til Norge og Sverige, at en flok bønder kunne besejre Kong Hans – og så fik modstanden mod den danske unionskonge næring – og Kong Hans´s dronning Christina måtte efter syv måneders belejring af Stockholms Slott, som dengang hed Tre Kronor, opgive.

Hans døde på en rejse, og så blev hans søn Christiern d. 2. (konge 1513-1523). Og ja, han hedder Christiern og ikke Christian.

Christiern havde haft en lidt usædvanlig opvækst, hvor han blandt andet havde været i huset hos en bogbinder i København. Livet igennem befandt Christiern d. 2. sig også bedre blandt borgere og købmænd end blandt adelen, som han aldrig helt forstod og foragtede, fordi de havde arvet og ikke selv havde skabt sig deres rigdomme og privilegier.

Som andre tronfølgere var Christiern statholder i Norge, mens han var kronprins, og det var her, at han mødte sit livs kærlighed: Dyveke, som sammen med sin mor Sigbritt var kommet til Norge fra Holland for at sælge kager. Begge blev de taget med til København, da han rejste hjem for at blive konge

Der findes ikke meget konkret viden om Christiern d. 2, men det er sikkert, at han havde Holland som idealstat og ønskede at indrette Norden som en stat á la Holland. Pudsigt nok kom også hans dronning derfra. Som konge kunne Christiern jo ikke gifte sig med den ligeledes hollandske Dyveke, der var borgerlig, men det kunne han med den habsburgske Elisabeth. Så det skete – dog med Christiern´s store modvilje, for han elskede Dyveke og nægtede at sende hende væk fra hoffet.

Det var man selvfølgelig meget utilfreds med i Elisabeths bagland, det fine habsburgske kejserhof. Men om det var dem, eller om det var ham, der blev halshugget for udåden, nemlig adelsmandenTorben Oxe, vides ikke. Men i 1517 døde Dyveke af forgiftede kirsebær.

Kongen – vild af sorg – skød derpå alle de adelige fra sig og regerede nu landene sammen med Malmös borgmester og moder Sigbritt. Dét faldt mange for brystet, undtagen måske lige borgere og købmænd, som fik mange frihedsrettigheder i disse år, så handel og udvikling kunne ske mere frit og uden hensyntagen til de ofte mere gammeldags og feudale adelige. Forholdene blev også bedre for bønderne.

Og Christiern d. 2 ville mere. NU skulle Sverige tilbage i Unionen, og Stockholm endte også med at overgive sig – og Christiern d. 2. blev kronet 4. november 1520 – og så skete katastrofen. Den svenske ærkebiskop Gustav Trolle hævdede, at alle hans egne politiske modstandere havde begået synder mod kirken – og at det kunne kongen ikke acceptere.

Alligevel var Christiern d. 2. reaktion ekstrem og frygtelig og kendes under navnet “Det Stockholmske Blodbad”, hvor mere end 84 svenske adelige og gejstlige blev halshugget på Stortorget i Stockholm. Den dag i dag kaldes Christiern d. 2. også for Christiern Tyran i Sverige – undtagen i Skåne, hvor de kalder ham Christiern den Gode. Måske fordi skåningene stadig føler et slægtsskab til og en længsel efter at komme hjem til Danmark?!

Det vides ikke. Men det var begyndelsen til enden for Kalmarunionen og for Christiern d. 2., der efterfølgende tog til Holland, og senere måtte opleve den tort at blive sat i fængsel, først på Sønderborg og siden i Kalundborg. Dog i gode kår, men uden dom og uden rettergang i mere end 27 år.

For i Danmark havde man mistet tålmodigheden med den mærkelige mand, der ikke rigtig kunne bestemme sig til, om han skulle kæmpe for sin krone. Han havde borgere og bønder med sig, men selv kunne han end ikke finde ud af, om han skulle blive i København eller tage til Jylland, da hans farbror, den kommende Frederik d. 1. – altså faderens forkælede lillebror, rejste op igennem Jylland som ny konge af tvillingeriget Danmark-Norge. Sverige var nemlig blevet sig selv igen under Gustav Vasa. Det siges, at Christiern på en dag sejlede mere end 20 gange frem og tilbage over Lillebælt – hver gang fordi nu havde han ændret mening igen!!!

Som en krølle på halen skal også fortælles, at da først Dyveke, den lille due, som Christiern d. 2. kaldte hende, var død, voksede kongens kærlighed til Elisabeth, og deres ægteskab blev kort, men lykkeligt.

Christiern d. 2. ville så meget – især for borgere og bønder, men istedet var hans udgang som konge i Danmark også indgangen til borgerkrigen i Danmark, bedre kendt under navnet Grevens Fejde. Og dén skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: Frederik d. 1.

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke