Dronning Margretherne er alene i døden

Det vakte opsigt, da det kom frem i går, at prins Henrik IKKE ønsker at blive begravet sammen med Dronning Margrethe d. 2 i Roskilde Domkirke, hvor det ellers hele tiden har været planen, at de skulle hvile sammen i Skt. Birgittas Kapel under en sarkofag udført af Bjørn Nørgaard.

Men nu kommer Dronning Margrethe d. 2. altså til at ligge der alene – ligesom sin navnesøster fra middelalderen Margrethe d. 1, der også ligger alene – hun på den fornemste plads bag alteret.

Historien om hvorfor middelalder-Margrethe ligger alene er imidlertid noget anderledes – og blottet for dramatik, da hun var gift med den norske konge Håkon, som hun overlevede med adskillige årtier. Han blev selvfølgelig begravet i Norge og lå dér, mens hende som de fleste kender som Margrethe d.1. samlede Norden og skabte Kalmar-unionen, så det gav aldrig mening at forene det tidligere norske kongepar i døden.

Nordens store datter skulle selvfølgelig have sit eget gravmæle, og det fik hun – og det med format. Læs mere om Margrethe d. 1 – også om hvorfor hun egentlig ikke er d. 1. – i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Og læs endnu mere om hende her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om danske kvinder: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

For det er som bekendt seks århundreder, der skiller de to Margrether. Seks århundreder, hvor kongemagten er gået fra at have reel magt til kun at have formel magt – i hvert fald på papiret, for der er en alliance i Danmark som i andre monarkier mellem pengemagt og kongehus, som ikke skal undervurderes.

Men nu får det danske monarki et hak i tuden og det indefra – givet af en franskmand, der nok er født som greve, men også er landsmand med det folk, der henrettede en konge og en dronning under guillotinen i den franske revolution.

Så slemt kommer det ikke til at gå her, men faktum er, at Danmarks eneste to regerende kvindelige monarker kommer til at hvile alene – som i helt alene – i døden. Heldigvis er/var de begge særdeles stærke kvinder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 28: Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2 og EF

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF

Verden blev stadig mindre op igennem 1960-tallet, og ungdomsoprøret er da heller ikke opfundet i Danmark.

Det kom fra USA, hvor en kritisk ungdom var træt af de voksne og deres prioriteter – og især det at så mange unge døde i en krig i Vietnam, som de unge intet formål kunne se med. Borgerrettighedsbevægelser, kvindebevægelsen og mange andre forlangte derfor indflydelse på deres eget liv og muligheder.

Danmark var ikke med i Vietnam, men foragten for autoriteterne og ønsket om en ny og bedre verden havde de danske unge i slutningen af 1960´erne tilfælles med deres ligesindede over hele den vestlige verden.

Et oprør, der stadig har konsekvenser i vor tid, var derfor på vej.

Nu skulle de gamle magtstrukturer styrtes, og en ny og bedre verden med frihed og lighed for alle skulle træde i stedet. Det var de unge – og nogle af de ældre – enige om. Hvad det så helt konkret betød, var der ikke altid klarhed over. Men der skete alligevel store forandringer, som gjorde at samfundet blev mindre autoritært.

Og som en konsekvens deraf begyndte vi at tale om, forhandle om og aftale os frem til tingene … på tværs af alle de grænser og skel, som tidligere lå som uovervindelige barrierer mellem de forskellige sociale klasser, generationer og køn.

Sådan har vi det stadigvæk – til dels, for i vor tid bygges barriererne desværre op igen – ivrigt tilskyndet af nogle magt- og mediestrukturer, der tjener egne interesser mere end de tjener folkets.

I Danmark startede ungdomsoprøret med at nogle psykologistuderede i 1968 besatte deres institut, fordi de ville have indflydelse på ledelsen og indholdet af deres studie. Professorvældet skulle styrtes fra deres magtposition.

Det samme skulle mændene, så kvindelejre blev også et hit. En af de mest populære var den på Femø, der stadig afholdes flere uger hver sommer. For nu ville kvinderne være frie og lige – og et afgørende gennembrud her var loven om fri abort fra 1973.

Militæret stod også for skud – og i efteråret 1971 blev Fristaden Christiania etableret, da unge brød igennem plankeværkerne omkring Bådsmandsstræde. Et samfund i samfundet med ultimativt demokrati og frihed blev skabt. En Fristad, som stadig er en torn i øjet på mange danskere – men ikke hos Christianias naboer på Christianshavn, der nu i mere end 40 år har levet i et smukt papirløst forhold med Fristaden.

Og midt i al denne frigørelse skulle vi stemme om dansk optagelse i EF.

Meningerne var meget delte. Landbrug og industri pressede på for et ja. Såvel Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokratiet anbefalede et ja under henvisning til dansk landbrug og eksport til især England, der også var blevet medlemmer. Kun det nye parti – udbryderne fra kommunisterne – SF anbefalede et nej – sammen med Folkebevægelsen mod EF.

Afstemningen fandt sted 2. oktober 1972 – og danskerne stemte ja.

Ingen havde dog forudset, at Danmarks statsminister Jens Otto Krag indleverede sin afskedsbegæring dagen efter afstemningen i direkte forlængelse af hans sidste tale som statsminister ved Folketingets åbning. Men hans parti var splittet i EF-spørgsmålet og han var om noget personificeringen af EF-afstemningen.

Så Jens Otto Krag gav magten videre til Anker Jørgensen, der var børnehjemsdreng og arbejder – og den sidste af sin slags i spidsen for Danmark – om ikke altid, så dog i mange år.

For siden Anker og indtil i dag har det nemlig udelukkende været akademikere, der har været statsministre i Danmark: Fra cand. jur. Poul Schlüter, cand. polit. Poul Nyrup Rasmussen, cand. oecon. Anders Fogh Rasmussen, cand. jur. Lars Løkke Rasmussen og endelig cand. scient. pol. Helle Thorning-Schmidt.

Og så fik Danmark – blot tidligere i 1972 – sin første regerende (også officielt) dronning, nemlig Margrethe d. 2. For nok kaldes hun Margrethe d. 2. Men hende som vi kalder Margrethe d. 1. var aldrig dronning af Danmark, og der var faktisk også en anden Margrete, der regerede på sin søns vegne. Læs mere om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Men naturligvis gav det historisk og PR-mæssigt god mening for den kun 32-årige dronning at antage navnet Margrethe d. 2.

Så det gjorde hun, og dagen efter faderens død, en iskold vinterdag i januar 1972 trådte Margrethe d. 2. – sortklædt og fattet – ud på balkonen og modtog folkets hyldest og sympati.

En ny monark og et nyt årti havde for alvor taget sin begyndelse. Det skulle vise sig at blive et noget mere problematisk årti end det foregående.

Og netop 70´ernes kriser – og 80´ernes kartoffelkure – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Dronningens søn bliver Kongens bror …

Fornylig blev det meddelt, at prins Joachim og prinsesse Marie flytter til København, fordi deres royale forpligtelser var uforenelige med at drive landbrug i det sønderjyske.

Dét kan man så diskutere længe. Og meningerne vil uden tvivl også være meget delte omkring, hvor meget de forpligtelser reelt fylder op i kalenderen – og om der var andre årsager til flytningen. Fx familiære, idet prins Joachims to sønner med grevinde Alexandra bor i København.

Under alle omstændigheder: Så flytter parret og deres to børn til hovedstaden.

Danmarksbloggen undrer sig: For prins Joachim har boet over 20 år i det sønderjyske – og det er faktisk gået meget godt i al den tid, to årtier, med at passe de royale pligter.

Og ser man på fremtiden, får hverken prins Joachim eller prinsesse Marie flere royale pligter. Snarere tværtimod vil der blive skruet ned for blusset den dag, at prins Joachim ikke længere er Dronningens søn, men Kongens bror.

Som Dronningens søn er hans rolle nemlig markant større og mere vigtig end den, der venter som Kongens bror – både i sig selv, men især også når landets kommende konge har hele fire børn.

Og nok håber Danmarksbloggen ligesom alle andre i Danmark, at Dronning Margrethe d. 2. bliver hos os i mange år endnu. Men realistisk set er der en overskuelig årrække tilbage, før kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10 – og prins Joachim dermed får en mere tilbagetrukken rolle.

Flytningen til København giver derfor ikke rigtig mening … end ikke på denne første dag i den officielle agurketid, hvor en skov af spørgsmål derfor rejser sig: For hvor skal parret bo? Både nu – og den dag regenten hedder Frederik d. 10? Hvad skal prins Joachim og prinsesse Marie leve af – også fremover? Apanagen alene – eller? Osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endelig er Danmark og Dronningen med til D-dag

I dag er det 70 år siden, at den største invasion i verdenshistorien startede, nemlig operation Overlord – bedre kendt som D-dag – på Normandiets kyster, hvor de allierede brød igennem Hitlers forsvarsstyrker og begyndte at tage Europa tilbage.

D-dag, 6. juni, blev en af de allermest afgørende dage i historien, der år efter år højtideligholdes på Normandiets kyster, hvor over 425.000 mennesker døde i de dramatiske junidage i 1944.

Danmark har aldrig tidligere været inviteret til de officielle højtideligheder i forbindelse med D-dag. Men i år er vi med – og repræsenteret på fornemste vis ved H.M. Dronning Margrethe d. 2 og enkelte overlevende danskere, som var med.

Årsagen er, at nu er Danmark endelig – efter 70 år – anerkendt som allieret i kampen mod Nazi-Tyskland under 2. Verdenskrig.

Et imponerende stykke arbejde udført af en gruppe modstandsfolk i samarbejde med repræsentanter fra Kongehuset, den danske ambassade i Paris og NATO´s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Den danske samarbejdspolitik med tyskerne de første år af krigen stod i vejen for anerkendelsen. Men nu er den altså kommet – og glæder især de modstandsfolk og danskere i allieret tjeneste, der endnu er i live.

Nogle af dem er de danske søfolk, der sejlede i allieret tjeneste under 2. verdenskrig – og hvoraf mange var med på D-dag. Ialt drejede det sig om cirka 6000 danske søfolk, som var med til at storme Normandiets kyster den juni-dag for 70 år siden.

Til historien hører også, at mere end hver sjette danske sømand – eller helt præcist 1.072 – døde på eller kort efter D-dag. Et tab, der i procent kun overgås af US-Marines tabstal.

Så det er godt, at Danmark nu indtager sin rette plads på linie med de andre allierede. For vi var med. Der blev også udgydt dansk blod på Normandiets kyster 6. juni 1944.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk