Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.