Tag-arkiv: modstandsfolk

Vi har brug for en befrielse

Udgivet den af
Svar

Moral. Ansvar. Offervillighed.

Der er mange ord, som man kan knytte på de modstandsfolk, som sammen med dem, der hjalp jøderne, kæmpede i allieret tjeneste og en vis ambassadør i USA, reddede Danmarks ære for 76 år siden.

Men fælles var, at de var mennesker af det helt store format. Mennesker, som tænkte på andre – og ikke på dem selv.

Læs brevet herunder, som er skrevet af møller Henning Andersen, der var en af Hvidstensgruppen – og som er hans afskedsbrev til hustruen Marie, inden han blev henrettet af tyskerne i Mindelunden i sommeren 1944.

Læs om hvordan han står ved det, han gjorde – fordi han ikke har tilsmudset noget – men mener, at han kan dø med ære. Men også om den omsorg som han viser Marie og børnene – og håbet om at mødes igen hos den Gud, som han troede på.

Det er et brev, som er skrevet af en grandvoksen mand – og det står i skærende kontrast til den forkælelse, som vi ser i vores tid. Helt grotesk hos mænd og kvinder som kaster med sten, fordi de ikke vil gå med mundbind. Men også hos det store flertal af danske mænd og kvinder, som brokker sig over alt det, som de ikke kan af luksus-ting (og som de godt kan fra især på torsdag, når det meste åbner igen).

Det er så umodnet, at landets børnehavebørn har ringet og sagt: Giv os retten til at være urimelige tilbage.

Men lur mig om ikke de forkælede og umodne vil brokke sig over det, som de stadig ikke kan som fx rejser og festivaler. For i den utidige genåbningsiver er der ikke plads til hverken afsavn, moral eller ansvarlighed.

Og netop det skisme – at det er de forkælede, som kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behovsopfyldelse, som bestemmer – fremfor dem, som tager ansvar, har moral og sørger for at holde smitten nede – kan vi jo tænke over i aften, når vi tænder lys i vinduerne.

For vi har stadig brug for en befrielse – fra COVID-19 selvfølgelig. Men måske allermest fra den umodne og egoistiske forkælelses-adfærd, som er blevet danskernes kendetegn i denne pandemi – langt mere end samfundssindet.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og her brevet fra møller Henning Andersen:

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det.

For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.

Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.

Et sidste Farvel fra din Mand.

Paa Gensyn, Marie.

Henning

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk