I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk