Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.
Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.
En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?
Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.
Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.
Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.
Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.
Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.
Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.
At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.
For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.
Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.
Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.
Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.
Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.
I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.
Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.
For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.
Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.
For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.
Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.
For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.
Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.
Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.
For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.
Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.
Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk