Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1970´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1970´erne: Dronninger

1970´erne er uden sammenligning dét årti, hvor kvinderne har opnået mest. Alt det, som der var blevet arbejdet for i næsten 100 år, nærmest eksploderede i dette årti, der meget passende også indeholdt FN´s Internationale Kvindeår i 1975. Kvinderne kom med andre ord nu til fadet.

Størst og vigtigst var loven om fri abort fra 1973, der – endelig – gav kvinden 100% ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Senere i 1976 kom så loven om lige løn for lige arbejde. Det er så desværre endnu ikke (i 2015!) en realitet, så som altid er kampen ikke slut endnu. I 1978 kom loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige på det danske arbejdsmarked. Det er desværre heller ikke på plads endnu.

Men vi er på vej – og det var kvinderne i sandhed også i 1970´erne, hvor de blev kaldt rødstømper, og der var demonstrationer, marcher og kvindelejre overalt i den vestlige verden. Og i Danmark blev det hele endda kronet med, at vi fik en regerende dronning på tronen, men også mange andre slags danske dronninger manifesterede sig i 1970´erne.

Vi starter dog med Margrethe d. 2. af Danmark, der en iskold januar-dag i 1973 blev udråbt som Danmarks dronning fra Christiansborg. Hun var ganske ung, kun 32 år, men hun vidste, hvad der ventede – og lige siden – i mere end 40 år – har hun været danskernes dronning.

Og vi er mange, der ikke har kendt til – eller kan huske – andre regenter end Margrethe d. 2., der især i sine nytårstaler får sagt noget, som mange danskere kan lide at høre, nemlig de kongelige røfler om, at vi skal opføre os bedre overfor dem, der er kommet til Danmark fra andre lande – og som er lidt anderledes end vi har været vant til. Især den fra 1984 om de små dumsmarte bemærkninger, som vi ikke kan være bekendt, vil for altid være knyttet til Margrethe d. 2´s navn sammen med diverse billeder af en farverig kvinde med stor glæde for kultur og kunst, som hun også dyrker og viser frem offentligt.

For Margrethe d. 2. er ligeså meget kunstner som hun er kvinde og dronning.

En anden dronning fra 1970´erne, er Lise Nørgaard, født 1917, forfatter og journalist, der i netop dette årti skrev tv-serien over dem alle: Matador, tv-serien, der har status som både danmarkshistorie, kulturarv og dansk identitet. Ideen til serien og oplægget til mange af personerne fik hun fra sin egen opvækst i Roskilde, men Lise Nørgaard hentede inspiration mange steder fra til det, der skulle vise sig at blive dansk tv´s til dato største succes.

Men hun har også lavet andet, bla var hun med til at skrive manuskripterne til en anden populær tv-serie i 1970´erne, nemlig ”Huset på Christianshavn”. Hun har også skrevet noveller, essays og så erindringsbøgerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame.”

Men også smørrebrødsdronningen Ida Davidsen, født 1937, trådte ind på scenen i 1970´erne, da hun sammen med sin mand åbnede smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade.

Der var tale om en videreførelse, da slægten siden 1888 havde leveret smørrebrød til danskerne på forskellige adresser i København. Men i 1974 flyttede man fra Søpavillonen til St. Kongensgade, da Ida Davidsen som nr. fire i lige linje overtog forretningen, der kan tilbyde ikke færre end 177 forskellige slags smørrebrød.

I dag er det dog hendes søn Oscar Davidsen Siesbye, der står for driften – og butikken fik en stor skramme i lakken, da Politikens madanmelder var forbi i efteråret 2014 og kun gav smørrebrødet én enkelt stjerne – og det endda var den eneste 1-stjerne-anmeldelse, som Politiken uddelte sidste år.

Endelig er der også 1970´ernes fjerde dronning, dansk politik´s første dronning Ritt Bjerregaard, født 1941, der havde sin første storhedstid i 1970´erne, hvor hun var både social- og undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer – og en af de socialdemokratiske politikere, som havde mest indflydelse både i regeringen og i partiet. I 1979 oplevede hun dog den tort at blive fyret, da hun under et besøg i Paris havde boet på det fashionable hotel Ritz. Noget, som faldt mange for brystet.

Flere år senere – i 1991 – måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets folketingsgruppe ikke kunne acceptere, at hun boede i en stor og billig lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard fik dog oprejsning, da hun i 1995 blev valgt som Danmarks EU-kommissær med ansvar for miljøet.

Hjemme igen i 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister og indførte i 2001 den smiley-ordning, som nu er kendt og accepteret viden om – men som dengang gav anledning til stor diskussion. Selv var hun i 2004-09 overborgmester i København, inden hun trak sig tilbage.

Havde Ritt Bjerregaard været en mand, var hun uden tvivl blevet statsminister – så der var altså stadig lang vej at gå – også i 1970´erne.

Men litteraturen havde også et par markante kvinder at byde på i 1970´erne.

Den ene af dem var Dea Trier Mørch, 1941-2001, der mest skrev om kvinder, kvinders tanker, følelser og vilkår, men som også beskæftigede sig med de svage og de stille eksistenser, dem der kommer i klemme. Nogle af hendes mest kendte bøger er ”Vinterbørn”, ”Kastaniealleen” og ”Aftenstjernen”.

Dea Trier Mørchs bøger var som regel illustreret af hendes egne grafiske arbejder, som hun for manges vedkommende skabte i det socialistiske kunstnerkollektiv ”Røde Mor”, som hun selv var med til at oprette. Hele livet igennem var hun også overbevist om solidaritetens vigtighed.

Den anden kvindelige forfatter Suzanne Brøgger, født 1944, er derimod optaget af selvet og eksperimentet – og hun har livet igennem skrevet hudløst og åbent. Fra den første essay-samling i 1973 ”Fri os for kærligheden”, hvor hun kritiserer kernefamilien og den vestlige livsstil over opgøret med de snærende bånd og konventioner i ”Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975 til den store selvbiografi ”Creme Fraiche” fra 1978.

Mange forbinder Suzanne Brøgger med seksuel frihed og seksuelle eksperimenter, men det er kun en del af en livslang søgen og skribent-virksomhed, der også tager livtag med religion, spiritualitet, livets og menneskets grundvilkår og meget andet, som det viser sig i et forfatterskab, der stadig er sprudlende og i fuld gang. Så sent som sidste år udkom ”SZ. Et livs billeder 1944-2014”. Nævnes skal også ”Jadekatten” fra 1997, der er et hovedværk og handler om en families forlis, svigt og et moder-opgør.

Endelig er der også hende, som kun få danskere kender, men som ikke desto mindre betegnes som en af 10 mest betydningsfulde kvindelige videnskabsfolk i verden nogensinde. Hun hed Inge Lehmann og var seismolog – og i 1936 fandt hun ud af, at Jorden havde en fast, indre kerne, og skrev artiklen P med argumentation herfor.

Og den dag i dag arbejder man stadig med begrebet ”Inge Lehmann-diskontinuiteten”, som refererer til en materialeovergang omkring 220 km nede i Jordens kappe.

Inge Lehmann blev aldrig anerkendt i Danmark for sin opdagelse. Dertil var det naturvidenskabelige miljø i Danmark for mandsdomineret langt op i 1900-tallet og er sine steder det stadig her i 2015 (!) – men i USA fik hun en karriere og blev i 1964 æresdoktor på Columbia University. Samt at hun i 1971 – som den første kvinde nogensinde – modtog den store geofysiske pris ”Bowie-medaljen” – og derfor skal hun med her under 1970´erne.

Alt var således på skinner – eller? Nej, der var stadig problemer, men også plads til de store skulderpuder og megen god musik lavet af kvinder i 1980´erne. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk