Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russerne truer Sverige, men hvad med Danmark?

Husker I ubådene i den stockholmske skærgård? Både den der gik på grund under den kolde krig? Men også den ubåd, som det svenske militær ledte efter i flere dage for et par år siden?

Dengang grinede en del danskere af svenskerne og deres optagenhed af russiske ubåde i den klippefyldte skærgård.

Men nu griner vi ikke mere. For nu går det officielle Sverige i ramme alvor ud og råder svenskerne til at have medicin og mad til syv dage, da man frygter et væbnet angreb fra Rusland.

I Danmark beroliger både nuværende og tidligere ministre med, at det skam ikke kan ske her, for vi er jo medlemmer af NATO.

Herre Jeremi, siger Danmarksbloggen og minder om tidligere tiders naive tro på, at andre lande ville komme os til hjælp som lovet. Men som bekendt var der ingen, der kom og hjalp i 1864, da tyskerne angreb.

Så gad vide om ikke NATO er klar til at ofre den østlige del af Danmark i en væbnet konflikt, hvis det ellers betyder, at resten af NATO klarer sig?! Danmarksbloggen tror desværre, at svaret er et ja.

For sagen er jo, at russerne kun er interesseret i Sverige af hensyn til adgangen til Atlanten … en adgang, der også involverer Danmark, Storebælt og Øresund.

Så HVIS russerne kommer til Sverige, så er det alene for derigennem at kunne true Danmark til at lade flådefartøjer og ubåde passere uhindret igennem de danske farvande.

Altså det må vi håbe. For det atomare alternativ er langt værre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Sorte skygger over England – og Europa

Brexit. Leave or Remain. Englænderne skal i dag stemme, om de skal blive i EU – eller om de skal ud. Resultatet vil få store konsekvenser for Danmark – og for Europa.

Nu skal man passe på med at spå – men Danmarksbloggen tror, at det bliver et leave, og at dét leave vil være starten til enden for EU – og dermed også i værste fald med freden i Europa og mangfoldigheden, både den interne, men også den eksterne.

For den nationale højredrejning, der i øjeblikket sker over hele Europa, vil holde fast i kontinentet som et sted for hvide m/k. Spørgsmålet, som rejser sig, er derfor også, om det samfund, som de kræfter ønsker, har noget tilfælles med det frie og menneskeværdige samfund, som startede med oplysningstiden i 1700-tallet, udviklede sig med demokratiernes indførelse i 1800- og 1900-tallet, og som klarede to verdenskrige.

Danmarksbloggen mener det ikke. Danmarksbloggen mener så også, at hele to totalitære systemer ønsker kontrollen over Europa. Det ene er den islamistiske fundamentalisme, som vi hører så meget om – men så også den anden, de nazistiske og fascistiske bevægelser. Og ja, begge findes også i Danmark, og begge er en reel trussel mod det frie Europa.

Og begge går som en sort skygge, der suger alt liv og menneskelighed ud, over Europa – uanset om det bliver ja eller nej på de britiske øer. Og det ene af de to systemer – de højrenationale kræfter – støttes endda af Rusland, som ser muligheden for igen at blive den europæiske stormagt på ruinerne af et Europa, der har spillet fallit i demokratiets navn. Det er slemt – meget slemt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal de danske F16-fly hjem?

Svenskerne jager stadig den formodede russiske ubåd i den stockholmske skærgård.

Men også nordmændene er opmærksomme på Rusland. Så i Norge holder man sine fly hjemme fra kampen mod IS i Irak og Syrien.

Det vurderes simpelthen, at der er mere brug for flyene i Norge pga. den spændte sikkerhedssituation. Læs mere her: http://www.avisen.dk/norge-vores-kampfly-bliver-hjemme-paa-grund-af-rusla_290596.aspx

Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor også, om det ville give mening at tage de danske F16-fly hjem fra den ellers vigtige kamp mod IS i Irak og Syrien?

For nordmændene tager fejl, når de siger, at Danmark er i en mindre farlig sikkerhedspolitisk situation end Norge i forhold til Rusland.

Den store russiske Østersø-flåde skal i tilfælde af en stormagtskonflikt ud gennem enten Storebælt eller Øresund, og det gør det mere end relevant, at vi i Danmark kan beskytte os så godt som muligt. Og til dét arbejde behøver vi selvsagt vores F16-fly.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvor relevant problemstillingen i det hele taget er.

En stor verdensomspændende konflikt med Rusland på den ene side og NATO og de andre vestlige lande på den anden er (forhåbentlig og formentlig) næppe nært forestående, heller ikke selvom hollandske skibe tæt følger det russiske skib Professor Logachev, der må formodes at overtage rollen som russisk moderskib efter NS Concord, der har sat kursen mod Rusland.

Ruslands adfærd i Østersøen i øjeblikket er – efter Danmarksbloggens mening – på ingen måde starten på noget, der minder om et russisk angreb. Men derimod en klassisk russisk markering af egen styrke – samt en advarsel til Sverige om ikke at blive medlem af NATO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der fremmede ubåde i dansk farvand?

Svenskerne leder – om ikke med lys og lygte – så dog med skibe efter en formodet fremmed ubåd i den stockholmske skærgård.

I skrivende stund har svenskerne ikke fundet noget. Det er derfor også for tidligt at konkludere, om der er noget – og hvad det evt kan være, selvom forlydender går på, at det er en ubåd i problemer.

Men ingen ved noget. Så man må nøjes med at konkludere, at under den kolde krig var russiske ubåde ofte på besøg i den svenske skærgård – og at sikkerhedssituationen mellem Vesten og Rusland igen er spændt for første gang siden Murens fald og den kolde krigs afslutning i 1989.

Men hvad betyder en fremmed ubåd i Sverige for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Ja, Danmark er en del af Vesten – og hvis der er fremmede ubåde i Sverige, er det nærliggende at stille spørgsmålet, om der også er fremmede ubåde i danske farvande?

Ja, man kunne endda være så fræk at spørge, om vi overhovedet ville opdage en evt. fremmed ubåd i de danske farvande?

Det mener orlogskaptajn ved Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby ikke. Tværtimod siger han i nedenstående artikel fra TV2, at han anser det som sandsynligt, at der af og til er en fremmed ubåd i dansk farvand.

Samt at Danmark ikke er istand til at lave en operation som svenskerne gør det i øjeblikket.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-10-18-fremmede-ubaade-kan-ogsaa-vaere-skjult-i-danmark

Dét synes Danmarksbloggen er ret skræmmende – især når man tænker på, at vi er næsten-nabo til et meget stort land mod øst.

Selv har vi i øvrigt ingen ubåde mere. Det har vi ikke haft i snart 10 år. Noget, man også kan undre sig over, når man tænker på, hvor meget vand der er omkring Danmark.

Læs mere her: http://www.navalhistory.dk/danish/soevaernsnyt/2004/farveltilubaadene.htm

Men måske vi får ubåde igen. For nylig blev der ihvertfald stillet spørgsmål i Folketinget om, hvor lang tid det ville tage at få danske ubåde igen. Svaret var 8-10 år.

Svaret kan læses i sin fulde længde her: http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/fou/spm/357/svar/1156777/1402088.pdf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Er Arla drevet af grådighed?

Rusland har – for foreløbig et år – stoppet al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA, EU, Australien, Canada og Norge.

I kroner og ører betyder det, at mejerigiganten Arla mister en milliard kroner om året – hvilket for langt de fleste virksomheder ville være et astronomisk beløb, men for Arla er det blot cirka én procent af virksomhedens omsætning.

Alligevel varsler Arla fyringer på baggrund af den manglende produktion til Rusland – og det vil især gå udover de danske mejerier: Holstebro Mejeri, Holstebro Flødeost, Nr. Vium, Taulov, Troldhede, Kruså, Bislev, Rødkærsbro og Høgelund, da smørret og osten (som er de primære varer til russerne) produceres her.

Danmarksbloggen undrer sig derfor over, hvor hurtigt Arla er ude med raslen af fyringssablen.

For en stor gigant som Arla, der er tilstede på nærmest alle eksportmarkeder, burde uden nævneværdige problemer kunne omlægge produktionen, således at alle ansatte stadig bevarer deres job.

Man kunne derfor få den tanke, at Arla er drevet af grådighed i sit ønske om, at resultatet på bundlinien bliver endnu større. Noget som kan opnås ved at skille sig af med danske medarbejdere på danske lønninger.

Det bliver derfor spændende at se 1) om fyringerne bliver en realitet og 2) hvis det sker, om så arbejdspladserne genetableres i Danmark, når handlen med Rusland går i gang igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kender eks-udenrigsministeren NATO?

Den tidligere udenrigsminister og nuværende ordfører i Forsvarsudvalget for Det Konservative Folkeparti Lene Espersen mener, at Danmark skal til at opruste.

I en kronik i Berlingske foreslår hun derfor et styrket dansk forsvar, der er tilpasset de – i hendes verden – nye udenrigspolitiske trusler.

“Problemet er, at vi ikke i vores forsvars- og sikkerhedspolitik tager højde for den nye udvikling, der sker i Europa, ikke mindst med Ruslands meget aggressive adfærd,” siger Lene Espersen i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside med henvisning til udviklingen på Krim, der nu er blevet russisk (igen).

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/17/185404.htm

Lene Espersen vil derfor have en oprustning igang i dansk militær, hvis Rusland efter Krim skulle finde på at gå efter de baltiske lande og dermed også Østersø-regionen – og altså måske Danmark.

Efter sådan en udmelding fristes man unægteligt til at spørge om den tidligere udenrigsminister kender NATO?

Danmarksbloggen iler ihvertfald glad og gerne med information om, at Danmark er medlem af NATO, som er en forsvarsorganisation, hvor de enkelte lande har forpligtet sig til at hjælpe hinanden, hvis de angribes af et tredje land.

Lene Espersens egen tidligere chef, Anders Fogh Rasmussen, er endda chef for organisationen, der altså er forpligtet til at hjælpe Danmark, hvis vi angribes. Det bliver vi så nok ikke, da netop NATO er så stærk en militærmagt, at selv en stormagt som Rusland ikke ønsker at prøve …

Det er blandt andet også derfor, at Rusland holder så skarpt øje med og udøver så stor kontrol over de lande, der grænser op til Rusland.

Lene Espersens forslag giver derfor ingen mening, hvilket også er meldingen fra lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen. Se artikel fra DR med ham her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/18/073506.htm

I virkeligheden er situationen nemlig den, at såvel Rusland som Vesten er gensidigt mere end almindeligt afhængige af hinanden. Det er også derfor, at de vestlige sanktioner mod Rusland er så relativt begrænsede og kun af symbolværdi. Ingen ønsker i virkeligheden at få kliniket noget – ikke andre end en forvirret tidligere dansk udenrigsminister.

Måske skulle Lene Espersen istedet for at tale om oprustning af det danske militær tage en tur til Roskilde og se på nogle vikingebåde? Hun kan endda også selv – ihvertfald om sommeren – tage ud og sejle med en vikingebåd på Roskilde Fjord.

Så kan hun jo stå dér i stævnen og lege viking på togt mod Rusland …
Den lille, danske ælling på togt mod den store, russiske bjørn. You go, girl.

Gad vide om russerne overhovedet ville opdage det?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk