Spørgsmål: Tålmodig venten + Vinter = Russisk sejr

Sejr til Ukraine er en reel mulighed, ja nærmest den største sandsynlighed. Sådan har det heddet hele foråret, når det kom til at vurdere situationen i Ukraine – og det kunne også være skønt.

Men er det nu så sikkert, at det ender sådan?

Russerne har nemlig et våben, som har hjulpet dem mange gange før i historien. Det hedder VINTER.

Normalt har vinter-våbnet så været den iskolde og ubarmhjertige russiske vinter. Både Napoleons og Hitlers tropper oplevede fx store og i starten succesfulde fremstød, da de marcherede langt ind i et Rusland, hvor russerne så havde trukket sig tilbage, og brændt ALT, inden de udenlandske tropper kom.

Så der var ingen forsyninger at få fra den brændte jord, og der var pludselig langt hjem til friske forsyninger af mad og våben. Især da den russiske vinter kom med de sædvanlige store mængder sne og voldsom frost. Så var spillet vendt, og de russiske kosakker kom farende ud af deres gemmer, og angreb de sultne og trætte fremmede styrker, så de måtte opgive – og russerne vandt.

Dét er en gammel historie – og regnestykket lyder i reglen: Tålmodig venten + Vinter = Russisk sejr.

Russerne kan nemlig kunsten at vente – og især på vinteren, som altid har været russernes ven.

Og lige om lidt kan det ske igen. For nok starter sommeren – officielt – på onsdag d. 1. juni. Men fyringssæsonen er ikke mange måneder væk. Kun 3-4 måneder – og så bliver det mørkt og koldt igen i Europa.

Samtidig risikerer vi, at Corona-pandemien genopblusser – både pga. manglende immunitet på dét tidspunkt, og fordi der typisk kommer en ny variant, og vi har allerede Omikron 4 og 5, som spreder sig – også i Danmark.

Så hvis russerne spiller deres gamle spil – venten på Kong Vinter, så kan Putin & co om få måneder stå i en situation, hvor de kan tilbyde varme og energi til Vesten mod at få hævet sanktionerne overfor Rusland eller ligefrem stoppet våbenhjælpen til Ukraine.

Dét er ikke et scenarium, som vi ønsker i Vesten. For det udfordrer vores solidaritet.

Det rejser nemlig spørgsmålet: Gad vide om Vesten – utålmodige Vesten, der vil have det have og have det nu – og ikke er gode til at vente og lide – på dét tidspunkt er i stand til fortsat at sige SLAVA UKRAINI? Kan vi i Vesten blive ved med at stå fast på de vigtige principper om frihed og demokrati, fortsat støtte Ukraine med våben og selv både fryse og undvære?

Danmarksbloggen håber det, men er ikke så sikker. Vi har det med i Vesten at sætte penge over principper. Bekvemmelighed over dyre løfter.

Så det handler om, at Ukraine vinder krigen – inden september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *