Regnbuer til søs

Så er det den herlige regnbuetid igen – og i år endda i en udvidet version. Copenhagen Pride er i 2021-udgaven WorldPride, der også inkluderer EuroGames. Se mere her: https://copenhagen2021.com/

Men ikke alt foregår på land. Også til vands kan man møde regnbuen.

Skoleskibet Georg Stage er således forsynet med flyvende regnbueflag, som man kan se det på billedet på Facebook, der er taget af Renate Borgen.

Det er et meget smukt foto på flere måder. Og Danmarksbloggen må i dén grad kippe med flaget for Georg Stage – og for alle denne verdens regnbuer, og den mangfoldighed og tolerance, som de symboliserer.

Danmarksbloggen kommer så også til at tænke på skibe og på den gamle leg ”Skibet er ladet med”. Den kan også bruges her. For Georg Stage og hele Copenhagen WorldPride er ladet med:

P som i Paradis – nemlig det paradis, som hele verden kunne være, hvis alle bare kunne være dem, som de er – uden at risikere at blive hånet, overfaldet eller endda dræbt

R som i Rettigheder – lige og ens rettigheder til alle mennesker, uanset kønsopfattelse og seksualitet

I som i Ideal – det smukke i at have regnbuen som idealet, ledestjernen i ens liv og virke

D som i Diversitet – plads til alle køn, alle seksualiteter, alle mennesker

E som i Evig insisteren på, at man skal have lov til at være den, som man er

Skibet er også ladet med:

R som i Rettigheder igen – fordi det stadig kniber mange steder i verden – for nu at sige det mildt

E som i Endeløs glæde over, at det trods alt er lykkes nogen steder at give LGBTQ+ de samme rettigheder, som andre

G som i Gave, fordi det er en gave for et samfund, når alle dets medlemmer kan være den, som de er

N som i Neongul, pink, turkis, æblegrøn og alle de andre skønne farver, som Pridetiden byder på – og som vi alle med fordel kunne tage mere ind i vores hjem, vores klædeskab – og vores sind

B som i Bulder og brag, for der skal larmes, råbes, danses og synges, når vi skal fejre mangfoldigheden

U som i Uundværlig, fordi vi slet-slet ikke kan klare os uden hinanden og uden hinandens forskelligheder

E som i Engagement, vigtigheden i at vi alle engagerer os i, at alle mennesker får de samme rettigheder, når det kommer til sex, ægteskab og at udtrykke sig selv

R som i Rettigheder igen-igen, fordi rettigheder ikke altid er nok – det ser vi i Danmark, hvor der er lige rettigheder på papiret, men hvor det kan knibe i praksis – for slet ikke at tale om hadforbrydelserne

Danmarksbloggen ønsker alle god vind – og en forrygende Pride.

Gid at kærlighedens og tolerancens lys vil oplyse os alle. Men måske især de bange og formørkede sind, som findes derude, og som er så gode til at tage vinden ud af andres sejl.

Men vi er sat på jorden – og på vandet – for at blæse vind i hinandens sejl, så vi kan flyve over bølgerne og under regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen