Storm nr. 2., Mandela og mediehysteriet

Dagen i går blev på flere måder en historisk dag – og medierne rendte med, bare ikke på den gode måde.

De første næsten 23 timer af døgnet handlede ALT i medierne om efterårets anden store storm, der først nu er ved at løje af. En meget langvarig og voldsom storm, der desværre også kostede menneskeliv.

Og medierne var selvfølgelig med time efter time i talløse ekstraudsendelser og med diverse reportere på første storm-række – og helt ude i strandkanten, også selvom politiet frarådede al unødig udkørsel og udgang.

Mediemøllen kørte i det hele taget i så lind og ukritisk en strøm, at det pludselig var en tv-nyhed at se en dame i strømpefødder feje vand af et gulv i Esbjerg eller at zoome ind på en bom, der hang lidt anderledes ved Storebæltsbroen.

Det var med andre ord altfor meget. For der skete jo andet (og vigtigere) i verden og i Danmark d. 5. december 2013 end stormen. Men det blev ikke fortalt. ALT handlede om stormen.

Men så – midt i det hele – kl. lidt i 23 kom nyheden om Nelson Mandelas død. Og vupti blev der intet mere sagt om stormen og dens konsekvenser, heller ikke selvom stormen fortsatte natten igennem. Alt drejede sig i stedet om Nelson Mandela og reaktionerne på hans død.

Og ingen skal være i tvivl om, at Nelson Mandelas død er en større begivenhed end en storm i Danmark. Han var en af denne verdens sande store personligheder, som Danmarksbloggen også skrev om det i går få minutter efter meddelelsen kom om hans død. Læs her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2244

Men stormen fortsatte natten igennem ude i Danmark. Nu hørte man bare ikke mere om den i medierne. For nu stod der Mandela på medie-himlen.

Danmarksbloggen mener ikke, at det giver mening at køre så ensidigt på nogen nyhed, uanset om det er en stor storm, Mandela er død eller nogen anden nyhed. Det er pop og overflade og gør, at medierne kommer til at virke som en flok groupies, der hylende og skrigende følger den i øjeblikket mest hotte nyhed.

Det er med andre ord rent mediehysteri.

Og den slags klarer de fleste mennesker så ganske godt selv, så det behøver medierne slet ikke at deltage i eller lægge op til.

Mediernes rolle er istedet – eller burde være – kritisk og fakta-orienteret at skabe perspektiv og fordybelse ved at beskæftige sig med hele samfundet og ikke kun dagens hotte nyhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fremtidens medie: Nyheder og dybde på samme tid

Vi vil have det hele – og vi vil have det, når vi har lyst. Sådan er det her i 2013 med alle ting, og måske især allermest når det gælder nyheder og viden.

Altså: Vi vil have at vide, hvad der sker, MENS det sker. Det har mange af de analoge – og de digitale – medier ikke helt forstået. Men der skal blogges og sendes film og billeder og tekst af folk, som er på stedet, som står midt i det. Dét forventer vi.

Samtidig vil de fleste af os også godt vide, hvorfor noget skete, hvem der gjorde hvad, hvad man kan forvente, der sker fremover i sagen og så videre. Og denne baggrundsviden, dette overblik og perspektiv forventer at få ganske hurtigt – og ikke først tre dage bagefter i søndagsudgaven af en avis.

Nøgleordene er altså hurtighed og fordybelse.

Og mange tror, at svaret ligger på de sociale medier. Men gør de nu også dét?

For ja, man kan få allehånde subjektive beretninger fra Twitter og Facebook. Men de er jo netop subjektive, og derfor ikke valide som kilder til seriøs journalistik, der stiller nogen helt andre krav til de oplysninger, der viderebringes. For alle oplysninger skal være saglige og i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvis de skal kunne bruges i en seriøs sammenhæng.

Og det er måske dér, at det rigtige dilemma ligger: For skal medierne overleve, skal de formå at være både HURTIGE og EMPIRISK KORREKTE – samtidig med at der i løbet af kort tid skal diskes op med både personlige beretninger og den baggund, den fordybelse, som en del mennesker også vil have.

Det er en stor udfordring, og jeg er ikke sikker på, at de danske medier er gearet til denne opgave, selvom de gerne selv vil tro det.

Men der mangler noget dynamik og en forståelse af, at læseren også er bidragsyder til denne form for journalistik. Det og så en ny slags journalister, som er istand til at navigere i dét kaos, som en sådan formidling også er det, uden at miste overblikket, og uden at slække på standarden.

Altså journalister, som ved så meget og som er så gode til at stille spørgsmål og tjekke kilder, at de kan servere det, som er både nyt og dybt på samme tid – og ganske hurtigt.

For kan vi få dét, SÅ er vi ved at være dér. Danmarksbloggen vil ihvertfald gerne være med til det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen