Det digitale svigt

Endnu en bustur med 2A… endnu et møde med virkelighedens Danmark en helt almindelig hverdags-eftermiddag i sensommeren 2016 …

Jeg står på ved Christianshavns Torv og skal til Hovedbanen. Der er ikke mange ledige pladser, men en enkelt er der ved siden af en mand, som jeg vurderer til at være omkring 60. Jeg sætter mig ned, og vi falder i snak, og hans historie er ligeså typisk, som den er tragisk.

For nogle år siden fik min medpassager – som ellers levede et aktivt liv med job og venner – den første blodprop i hjernen og måtte med øjeblikkelig virkning stoppe med at arbejde, da han blev svimmel og ikke længere kunne det samme som før. Siden har der været yderligere to blodpropper, og nu er hans hjerne så dårlig til at huske, at han er nødt til at skrive alt op – og krydse det af, om det så blot handler om at købe en liter mælk. Hans balance er også blevet så dårlig, at han går med en rollator, som han kun har fået ”fordi de på sygehuset var venlige og hjalp mig med at skrive mails til kommunen og den slags, som jeg slet ikke kan,” som han fortalte mig.

For ja, udover blodpropperne har han også været ud og ind af sygehusene pga. diverse fald. Men det hele startede med de blodpropper, der simpelthen har smadret så altfor meget i en hjerne, der inden arbejdede med regnskab og administration i en privat virksomhed, og derfor (må man formode) har han været godt til at jonglere og holde styr på både fakta og tal.

Men nu er manden ved siden af mig i bussen et sted, hvor han ikke kan finde ud af at bruge hverken mobil eller computer. Og så er man ilde stedt i nutidens Danmark, som han siger det i et vredt tonefald, der også rummer den meget store afmagt, som mennesker altid føler, når systemet ruller henover og knuser dem.

For ja, mandens historie er klassisk, hvis man ikke er digital. For i det offentlige system i Danmark kommunikeres der via mail, og man skal selv finde adresser og information på hjemmesider osv. Eller nej. For det kan alle ikke bare. Der er masser af gamle og syge som min medpassager i bus nr. 2A, som ikke kan det – og det er ikke dem alle sammen, som har en søn, en datter, en nabo eller andre, der kan hjælpe.

Nogle af dem er helt alene – og helt fortabte. Og dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fremtidens medie: Nyheder og dybde på samme tid

Vi vil have det hele – og vi vil have det, når vi har lyst. Sådan er det her i 2013 med alle ting, og måske især allermest når det gælder nyheder og viden.

Altså: Vi vil have at vide, hvad der sker, MENS det sker. Det har mange af de analoge – og de digitale – medier ikke helt forstået. Men der skal blogges og sendes film og billeder og tekst af folk, som er på stedet, som står midt i det. Dét forventer vi.

Samtidig vil de fleste af os også godt vide, hvorfor noget skete, hvem der gjorde hvad, hvad man kan forvente, der sker fremover i sagen og så videre. Og denne baggrundsviden, dette overblik og perspektiv forventer at få ganske hurtigt – og ikke først tre dage bagefter i søndagsudgaven af en avis.

Nøgleordene er altså hurtighed og fordybelse.

Og mange tror, at svaret ligger på de sociale medier. Men gør de nu også dét?

For ja, man kan få allehånde subjektive beretninger fra Twitter og Facebook. Men de er jo netop subjektive, og derfor ikke valide som kilder til seriøs journalistik, der stiller nogen helt andre krav til de oplysninger, der viderebringes. For alle oplysninger skal være saglige og i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvis de skal kunne bruges i en seriøs sammenhæng.

Og det er måske dér, at det rigtige dilemma ligger: For skal medierne overleve, skal de formå at være både HURTIGE og EMPIRISK KORREKTE – samtidig med at der i løbet af kort tid skal diskes op med både personlige beretninger og den baggund, den fordybelse, som en del mennesker også vil have.

Det er en stor udfordring, og jeg er ikke sikker på, at de danske medier er gearet til denne opgave, selvom de gerne selv vil tro det.

Men der mangler noget dynamik og en forståelse af, at læseren også er bidragsyder til denne form for journalistik. Det og så en ny slags journalister, som er istand til at navigere i dét kaos, som en sådan formidling også er det, uden at miste overblikket, og uden at slække på standarden.

Altså journalister, som ved så meget og som er så gode til at stille spørgsmål og tjekke kilder, at de kan servere det, som er både nyt og dybt på samme tid – og ganske hurtigt.

For kan vi få dét, SÅ er vi ved at være dér. Danmarksbloggen vil ihvertfald gerne være med til det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk