Det digitale svigt

Endnu en bustur med 2A… endnu et møde med virkelighedens Danmark en helt almindelig hverdags-eftermiddag i sensommeren 2016 …

Jeg står på ved Christianshavns Torv og skal til Hovedbanen. Der er ikke mange ledige pladser, men en enkelt er der ved siden af en mand, som jeg vurderer til at være omkring 60. Jeg sætter mig ned, og vi falder i snak, og hans historie er ligeså typisk, som den er tragisk.

For nogle år siden fik min medpassager – som ellers levede et aktivt liv med job og venner – den første blodprop i hjernen og måtte med øjeblikkelig virkning stoppe med at arbejde, da han blev svimmel og ikke længere kunne det samme som før. Siden har der været yderligere to blodpropper, og nu er hans hjerne så dårlig til at huske, at han er nødt til at skrive alt op – og krydse det af, om det så blot handler om at købe en liter mælk. Hans balance er også blevet så dårlig, at han går med en rollator, som han kun har fået ”fordi de på sygehuset var venlige og hjalp mig med at skrive mails til kommunen og den slags, som jeg slet ikke kan,” som han fortalte mig.

For ja, udover blodpropperne har han også været ud og ind af sygehusene pga. diverse fald. Men det hele startede med de blodpropper, der simpelthen har smadret så altfor meget i en hjerne, der inden arbejdede med regnskab og administration i en privat virksomhed, og derfor (må man formode) har han været godt til at jonglere og holde styr på både fakta og tal.

Men nu er manden ved siden af mig i bussen et sted, hvor han ikke kan finde ud af at bruge hverken mobil eller computer. Og så er man ilde stedt i nutidens Danmark, som han siger det i et vredt tonefald, der også rummer den meget store afmagt, som mennesker altid føler, når systemet ruller henover og knuser dem.

For ja, mandens historie er klassisk, hvis man ikke er digital. For i det offentlige system i Danmark kommunikeres der via mail, og man skal selv finde adresser og information på hjemmesider osv. Eller nej. For det kan alle ikke bare. Der er masser af gamle og syge som min medpassager i bus nr. 2A, som ikke kan det – og det er ikke dem alle sammen, som har en søn, en datter, en nabo eller andre, der kan hjælpe.

Nogle af dem er helt alene – og helt fortabte. Og dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *