Farlig udvikling: Fra landsbytosse til trold på internettet

Alle landsbyer har alle dage haft mindst én: Den lokale tosse, som mener og siger de mærkeligste ting. Fx at der kommer et grønt lys ovre fra mosen – og at det enten er en ufo eller måske landmanden, der bruger noget helt vildt farligt på sin mark, og som nu skiller sig af med resterne ved at smide dem i mosen.

I gamle dage var landsbytosserne derfor både dem, som man i reglen undgik, men som man også gik til, når man ville høre en god historie – eller noget sladder, og ikke var så kræsen med sandhedsværdien.

Det var alt sammen meget hyggeligt – og næsten altid uskadeligt. For selvfølgelig var der også tilfælde, hvor en landsbytosse har gjort stor skade. Hvis der fx skete en forbrydelse, og for mange troede på tossens forsikringer om, hvem det var – uden at have mindste bevis for anklagen mod et uskyldigt menneske.

Men i dag er det helt anderledes. Nu er landsbytosserne ikke længere afgrænsede på nogen måde. De er blevet digitale, og samler sig i diverse grupper på internettet, hvorfra det vælter ud med påstande om snart det ene, snart det andet. Og nu handler det ikke mere om den lokale landmand eller købmand. Nej, nu er det de helt store globale historier, som er på banen – men samtidig med en effekt, som kan være ganske ødelæggende for den enkelte, som læser og tror på vrøvlet.

Det kan være historier om kendte personer, som tosserne mener ikke er døde alligevel, men lever på en ukendt ø i evig ungdom – både Elvis og prinsesse Diana skulle befinde sig dér. Månelandingen fandt selvfølgelig heller ikke sted. Til gengæld var 11. september arrangeret af USA selv. Mobiler er også skadelige – og især 5G-netværket. Ja, alle stråler er farlige. Det samme er vacciner, som sammen med meget andet er led i en hemmelig og ond organisations nøje udtænkte plan for at overtage verden og gøre os alle sammen til en slags slaver.

Og senest er der selvfølgelig COVID-19, som disse tosser mener, er skabt i et laboratorium med det formål at gøre os alle bange og skabe uro, så denne hemmelige, onde organisation – som vistnok har kontakt med og er delvist finansieret af Bill Gates – kan overtage verdensherredømmet. Ja, det siges endda, at det er det såkaldte øglefolk, som står bag denne organisation.

Det er horribelt. Men umuligt at stoppe. For de tidligere landsbytosser er nu blevet til sølvpapirshat-bærende trolde på internettet, som med deres konspirations-køller spammer enhver seriøs debat med deres påstande og anklager.

Det bedste, vi kan gøre, er at scrolle hurtigt forbi troldene – og ikke give dem nogen opmærksomhed. For disse trolde og tosser lever af at forurene fakta og slå løs på enhver fornuftens stemme med deres digitale køller. Og de er ganske umulige at overbevise, disse fakta-resistente trolde, der til gengæld altid er parate til at tro på enhver uhyrlighed, som de selv eller andre tosser har spundet frem i en mørk nattetime.

Danmarksbloggen vil derfor slå et slag for fakta, fornuft og kritisk sans. For ja, man skal ikke stole blindt på samtlige myndigheder. Men man skal slet ikke lytte til disse sølvpapirs-trolde og deres lede påstande.

For internet-troldene kan være direkte farlige og tilmed dræbe indirekte, som det sker, når folk fravælger vaccine, eller ikke sørger for at undgå at få og evt sprede COVID-19-smitte. Så ja, der er noget ondt og djævelsk ved det hele. Men det er hos internet-troldene selv og ikke hos de uskyldige, som de nådesløst og uden mindste selvkritik løfter deres tastatur-køller imod.

Ja, den seneste udvikling med den måske værste trold af dem alle sammen viser, at det er på høje tid at gøre noget ved det. Personen, der tænkes på, er selvfølgelig USA´s præsident Donald Trump, der truer med at lukke Twitter, fordi de tillader sig at gøre opmærksom på, at hans tweet om brevstemmer var faktuelt forkert. Lige det med hans Twitteri fylder måske ikke så meget lige nu i USA – men det er en del af hele det fascistiske set-up, som Trump iscenesætter.

For som alle trolde så digter og iscenesætter Trump virkeligheden, hvis han kan – og USA´s præsident kan bare så meget mere end en almindelig landsbytosse, der har hamstret køkkenskabene fulde af sølvpapir.

Såvel Trump som de mere hjemlige trolde og deres hærgen kan man jo tænke over i morgen, hvor det er Grundlovsdag, og vi fejrer demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk