Farlig udvikling: Fra landsbytosse til trold på internettet

Alle landsbyer har alle dage haft mindst én: Den lokale tosse, som mener og siger de mærkeligste ting. Fx at der kommer et grønt lys ovre fra mosen – og at det enten er en ufo eller måske landmanden, der bruger noget helt vildt farligt på sin mark, og som nu skiller sig af med resterne ved at smide dem i mosen.

I gamle dage var landsbytosserne derfor både dem, som man i reglen undgik, men som man også gik til, når man ville høre en god historie – eller noget sladder, og ikke var så kræsen med sandhedsværdien.

Det var alt sammen meget hyggeligt – og næsten altid uskadeligt. For selvfølgelig var der også tilfælde, hvor en landsbytosse har gjort stor skade. Hvis der fx skete en forbrydelse, og for mange troede på tossens forsikringer om, hvem det var – uden at have mindste bevis for anklagen mod et uskyldigt menneske.

Men i dag er det helt anderledes. Nu er landsbytosserne ikke længere afgrænsede på nogen måde. De er blevet digitale, og samler sig i diverse grupper på internettet, hvorfra det vælter ud med påstande om snart det ene, snart det andet. Og nu handler det ikke mere om den lokale landmand eller købmand. Nej, nu er det de helt store globale historier, som er på banen – men samtidig med en effekt, som kan være ganske ødelæggende for den enkelte, som læser og tror på vrøvlet.

Det kan være historier om kendte personer, som tosserne mener ikke er døde alligevel, men lever på en ukendt ø i evig ungdom – både Elvis og prinsesse Diana skulle befinde sig dér. Månelandingen fandt selvfølgelig heller ikke sted. Til gengæld var 11. september arrangeret af USA selv. Mobiler er også skadelige – og især 5G-netværket. Ja, alle stråler er farlige. Det samme er vacciner, som sammen med meget andet er led i en hemmelig og ond organisations nøje udtænkte plan for at overtage verden og gøre os alle sammen til en slags slaver.

Og senest er der selvfølgelig COVID-19, som disse tosser mener, er skabt i et laboratorium med det formål at gøre os alle bange og skabe uro, så denne hemmelige, onde organisation – som vistnok har kontakt med og er delvist finansieret af Bill Gates – kan overtage verdensherredømmet. Ja, det siges endda, at det er det såkaldte øglefolk, som står bag denne organisation.

Det er horribelt. Men umuligt at stoppe. For de tidligere landsbytosser er nu blevet til sølvpapirshat-bærende trolde på internettet, som med deres konspirations-køller spammer enhver seriøs debat med deres påstande og anklager.

Det bedste, vi kan gøre, er at scrolle hurtigt forbi troldene – og ikke give dem nogen opmærksomhed. For disse trolde og tosser lever af at forurene fakta og slå løs på enhver fornuftens stemme med deres digitale køller. Og de er ganske umulige at overbevise, disse fakta-resistente trolde, der til gengæld altid er parate til at tro på enhver uhyrlighed, som de selv eller andre tosser har spundet frem i en mørk nattetime.

Danmarksbloggen vil derfor slå et slag for fakta, fornuft og kritisk sans. For ja, man skal ikke stole blindt på samtlige myndigheder. Men man skal slet ikke lytte til disse sølvpapirs-trolde og deres lede påstande.

For internet-troldene kan være direkte farlige og tilmed dræbe indirekte, som det sker, når folk fravælger vaccine, eller ikke sørger for at undgå at få og evt sprede COVID-19-smitte. Så ja, der er noget ondt og djævelsk ved det hele. Men det er hos internet-troldene selv og ikke hos de uskyldige, som de nådesløst og uden mindste selvkritik løfter deres tastatur-køller imod.

Ja, den seneste udvikling med den måske værste trold af dem alle sammen viser, at det er på høje tid at gøre noget ved det. Personen, der tænkes på, er selvfølgelig USA´s præsident Donald Trump, der truer med at lukke Twitter, fordi de tillader sig at gøre opmærksom på, at hans tweet om brevstemmer var faktuelt forkert. Lige det med hans Twitteri fylder måske ikke så meget lige nu i USA – men det er en del af hele det fascistiske set-up, som Trump iscenesætter.

For som alle trolde så digter og iscenesætter Trump virkeligheden, hvis han kan – og USA´s præsident kan bare så meget mere end en almindelig landsbytosse, der har hamstret køkkenskabene fulde af sølvpapir.

Såvel Trump som de mere hjemlige trolde og deres hærgen kan man jo tænke over i morgen, hvor det er Grundlovsdag, og vi fejrer demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan du lexe?

At lexe bliver forhåbentlig den nye og omsiggribende vane for alle, der vil være klogere.

Det handler om, at Gyldendal og G. E. Gades fond i dag har lanceret en ny og gratis videnstjeneste lex.dk, hvor man kan få svar på alt mellem himmel og jord. Det tages udgangspunkt i flere værker som blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Og missionen er at give pålidelig, aktuel og tilgængelig viden skrevet af danske fagfolk og forskere – samlet på lex.dk

Så det er bare med at gå i gang med at lexe.

Nogen mener så, at nej, nej, jeg gør som jeg plejer – altså googler. Det er de samme, som mener, at de til hver en tid er i stand til at vurdere en kildes troværdighed.

Danmarksbloggens reaktion er et dybt suk. Det er sådan en slags intellektuel hybris at sige den slags – og alle ved, at efter hybris kommer nemesis. Hvis du ikke ved, hvad hybris og nemesis er, men gerne vil vide det, så kan du jo lexe det:

www.lex.dk

For lex.dk – autoriseret viden fra eksperterne – er vejen frem, hvis man vil være klogere.

Vi har også nu i to årtier levet i en virkelighed, hvor eksperterne var skudt til hjørne – og hvor enhver mente selv at kunne vide alt muligt og ofte meget bedre end alle andre. Og hvis vedkommende blev bevist forket på noget, så var det i hvert fald personens egen sandhed … hvad det så end betyder.

For tyngdekraften virker, uanset hvad din sandhed siger – og 2. Verdenskrig sluttede i 1945, uanset hvad man selv måtte mene – og sådan vrimler det med fakta, der ikke er til diskussion.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre ALLE til at gå ombord i lex.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta og flygtninge: 3 millioner på et år

FN anslår, at der i øjeblikket kommer 8000 flygtninge ind i Europa hver dag.

Hvis man laver lidt regning, bliver det til næsten 3 millioner mennesker på et år. Eller det, der svarer til 4 % af Europas nuværende befolkning på lidt over 740 millioner mennesker.

Det kan man læse i nedenstående, der oprindeligt kommer fra Ritzau: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/flugt/fn-8000-flygtninge-kommer-til-europa-hver-dag/5749551

3 millioner mennesker er mange at integrere – og nok også for mange, hvis Europa skal hænge sammen, især fordi mange af dem, som kommer, ikke er uddannede. Samt fordi Europa i forvejen har mange arbejdsløse med ingen eller kort uddannelse, som føler sig truet. Risikoen for sociale spændinger vil derfor kun stige.

Behovet for en løsning i Mellemøsten er derfor skrigende nødvendig. For slet ikke at tale om, at det også viser, hvor dårlig EU håndterer krisen, når alt de kunne blive enige om var, hvordan 120.000 flygtninge skal fordeles.

Og nej, vi kan ikke lukke grænserne og omdanne Middelhavet til en kirkegård. Vi skal hjælpe i medmenneskelighedens navn. Men skal det batte noget, skal Syrien, Irak og Afghanistan igen være til at leve i – og her kræver det en militær indsats samt opbakning fra de rige, arabiske lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flygtninge og fakta

Det er noget af et paradoks:

Venstrekvinden og integrationsminister Inger Støjberg – der ellers bekender sig til liberale værdier og private midler – bruger offentlige skattekroner på at indrykke annoncer, der fortæller, at Danmark har fået en ny og meget mere fremmedfjendtlig regering. Okay, det er ikke lige de ord, som hun bruger – men budskabet er klart nok: Hold jer væk.

Samtidig i den anden ende – og med en mere medmenneskelig holdning – indsamles der private midler til at indrykke annoncer, der byder flygtninge velkommen og fortæller, at der er et andet Danmark end Støjbergs og Dansk Folkepartis.

Men fælles for begge er, at de repræsenterer en holdning – og at der mangler fakta i den offentlige debat om flygtninge.

Fakta, som man kan læse her – og som punkterer myten om, at Danmark er et af de lande, der tager flest flygtninge. For nej, det er vi ikke. http://www.e-pages.dk/notat/129/7

Danmark er endda langt nede på listen – både i sammenligning med vores europæiske naboer og måske især med mere fattige nabolande til de berørte områder. Og det gælder både når man måler i antal og i forhold til indbyggernes velstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk