Tag-arkiv: bus

Når den franske præsident er i byen

Udgivet den af
Svar

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det digitale svigt

Udgivet den af
Svar

Endnu en bustur med 2A… endnu et møde med virkelighedens Danmark en helt almindelig hverdags-eftermiddag i sensommeren 2016 …

Jeg står på ved Christianshavns Torv og skal til Hovedbanen. Der er ikke mange ledige pladser, men en enkelt er der ved siden af en mand, som jeg vurderer til at være omkring 60. Jeg sætter mig ned, og vi falder i snak, og hans historie er ligeså typisk, som den er tragisk.

For nogle år siden fik min medpassager – som ellers levede et aktivt liv med job og venner – den første blodprop i hjernen og måtte med øjeblikkelig virkning stoppe med at arbejde, da han blev svimmel og ikke længere kunne det samme som før. Siden har der været yderligere to blodpropper, og nu er hans hjerne så dårlig til at huske, at han er nødt til at skrive alt op – og krydse det af, om det så blot handler om at købe en liter mælk. Hans balance er også blevet så dårlig, at han går med en rollator, som han kun har fået ”fordi de på sygehuset var venlige og hjalp mig med at skrive mails til kommunen og den slags, som jeg slet ikke kan,” som han fortalte mig.

For ja, udover blodpropperne har han også været ud og ind af sygehusene pga. diverse fald. Men det hele startede med de blodpropper, der simpelthen har smadret så altfor meget i en hjerne, der inden arbejdede med regnskab og administration i en privat virksomhed, og derfor (må man formode) har han været godt til at jonglere og holde styr på både fakta og tal.

Men nu er manden ved siden af mig i bussen et sted, hvor han ikke kan finde ud af at bruge hverken mobil eller computer. Og så er man ilde stedt i nutidens Danmark, som han siger det i et vredt tonefald, der også rummer den meget store afmagt, som mennesker altid føler, når systemet ruller henover og knuser dem.

For ja, mandens historie er klassisk, hvis man ikke er digital. For i det offentlige system i Danmark kommunikeres der via mail, og man skal selv finde adresser og information på hjemmesider osv. Eller nej. For det kan alle ikke bare. Der er masser af gamle og syge som min medpassager i bus nr. 2A, som ikke kan det – og det er ikke dem alle sammen, som har en søn, en datter, en nabo eller andre, der kan hjælpe.

Nogle af dem er helt alene – og helt fortabte. Og dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når en bus tilkalder politiet

Udgivet den af
Svar

Bus 2A mod Amager var fuld af utilsløret nysgerrighed i går aftes ved 22-tiden.

På stoppestedet ved Thorvaldsens Museum midt i København stiger to kontrollører nemlig ombord, og nu står bussen stille lidt længere henne af vejen, nemlig ved Børsen, mens den ene kontrollør diskuterer med en yngre kvinde, der hævder, at hun altså har et gyldigt periodekort, men at hun bare ikke har det med – men at han kan se kvitteringen på hendes bærbare computer. Det er så ikke godt nok for kontrolløren, og diskussionen bølger frem og tilbage mellem dem, mens alle os andre i bussen opmærksomt følger med.

Historien får dog aldrig en rigtig afslutning. For lige pludselig lyder det i højttaleren: Politiet er tilkaldt, denne bus kører ikke videre, forlad venligst bussen gennem den forreste dør.

Folk er forargede og siger det også højt: Skal vi ikke bare se at komme videre? Og er det nødvendigt med så meget ballade bare for en skide billet? Er det ikke nok at give en bøde?!

Og det mener undertegnede da også at have set folk få tidligere, mens bussen kørte videre. MEN det er heller ikke hele historien. Kvinden uden (medbragt) periodekort står nemlig også af. Og bag i bussen sidder en yngre mand af anden etnisk herkomst (for nu at få det hele med af hensyn til alle læsere), og rundt om ham sidder de to kontrollører, mens chaufføren låser bussen grundigt af.

Manden på bagsædet er altså åbenbart eftersøgt eller noget … og nu venter de på politiet.

Politiets ankomst og det videre forløb når de færreste af os imidlertid at opleve. For nu kommer der en anden bus, som de fleste af os kan bruge, og den myldrer vi (trods nysgerrigheden) op i – og så fortsætter aftenen som en helt almindelig aften i august i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manglende velfærd lugter … også fysisk

Udgivet den af
1

Lugter manglende velfærd også fysisk?

Spørgsmålet kan måske virke en anelse besynderligt for den, som ikke regelmæssigt kører med bus i København og formentlig også i andre af landets større byer.

Men for os, som nærmest dagligt benytter disse glimrende befordringsmidler, er de derimod en del af vores hverdag: Disse ildelugtende medmennesker, som lever i deres egen ret lugtstærke virkelighed, hvor basale ting som personlig rengøring og hygienje for længst er blevet en utopisk luksus, som de ikke har overskud til.

Der var engang, hvor man fortalte om de ildelugtende, når man mødte dem. Det gør man ikke mere. For det sker hele tiden. Flere gange om ugen er der en eller flere af de ildelugtende med bussen, hvor de sidder i deres egen hørm – som regel med god plads omkring sig.

Der er nemlig ingen, der sætter sig i nærheden af dem. Der er heller ikke nogen, der siger noget til dem. Af og til får de ildelugtende et hvast blik fra en eller flere passagerer, som på den måde med hele deres misbilligende attitude signalerer: Helt ærligt, du ku´ da godt lige have vasket dig.

Men det er det, som de ikke kan, vores ildelugtende medmennesker. De er så meget ude i tovene, at de basale ting som hygienje og tøjvask er langt over, hvad de kan magte. Og sådan har de altid haft det, de grupper.

MEN i nogle gyldne årtier i Danmarkshistorien lugtede de ikke. For i de årtier fik de hjælp til at klare sig, sådan så de ikke lugtede, ikke stak ud, ikke var nogen, som blev behandlet som spedalske, ingen vil sidde ved siden af. Det var de årtier, hvor vi havde en velfungerende velfærdsstat.

Men nu har samfundet ikke råd til det mere, hævdes det. Det giver ikke mening. Samfundet har aldrig haft så mange penge som nu – set i reelle tal.

Så det, der lugter allermest i virkeligheden, er IKKE de ildelugtende medmennesker i bussen – men den manglende velfærd, som vi hævder, at vi ikke har råd til.

Det er den manglende medmenneskelighed, der stinker – og dét værre end nogen medpassager i bussen nogensinde bliver i stand til at lugte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk