Lugter manglende velfærd også fysisk?

Spørgsmålet kan måske virke en anelse besynderligt for den, som ikke regelmæssigt kører med bus i København og formentlig også i andre af landets større byer.

Men for os, som nærmest dagligt benytter disse glimrende befordringsmidler, er de derimod en del af vores hverdag: Disse ildelugtende medmennesker, som lever i deres egen ret lugtstærke virkelighed, hvor basale ting som personlig rengøring og hygienje for længst er blevet en utopisk luksus, som de ikke har overskud til.

Der var engang, hvor man fortalte om de ildelugtende, når man mødte dem. Det gør man ikke mere. For det sker hele tiden. Flere gange om ugen er der en eller flere af de ildelugtende med bussen, hvor de sidder i deres egen hørm – som regel med god plads omkring sig.

Der er nemlig ingen, der sætter sig i nærheden af dem. Der er heller ikke nogen, der siger noget til dem. Af og til får de ildelugtende et hvast blik fra en eller flere passagerer, som på den måde med hele deres misbilligende attitude signalerer: Helt ærligt, du ku´ da godt lige have vasket dig.

Men det er det, som de ikke kan, vores ildelugtende medmennesker. De er så meget ude i tovene, at de basale ting som hygienje og tøjvask er langt over, hvad de kan magte. Og sådan har de altid haft det, de grupper.

MEN i nogle gyldne årtier i Danmarkshistorien lugtede de ikke. For i de årtier fik de hjælp til at klare sig, sådan så de ikke lugtede, ikke stak ud, ikke var nogen, som blev behandlet som spedalske, ingen vil sidde ved siden af. Det var de årtier, hvor vi havde en velfungerende velfærdsstat.

Men nu har samfundet ikke råd til det mere, hævdes det. Det giver ikke mening. Samfundet har aldrig haft så mange penge som nu – set i reelle tal.

Så det, der lugter allermest i virkeligheden, er IKKE de ildelugtende medmennesker i bussen – men den manglende velfærd, som vi hævder, at vi ikke har råd til.

Det er den manglende medmenneskelighed, der stinker – og dét værre end nogen medpassager i bussen nogensinde bliver i stand til at lugte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk