Aarhus 2017: Lugten af en Kulturby

Danmarksbloggen var i sidste uge på besøg i Aarhus – årets europæiske kulturby.

Danmarksbloggen er ikke imponeret. Især fordi tema´et er LET´S RETHINK. Noget det er svært at få øje på.

Pånær nogle fliser, hvor der står Aarhus 2017 på samt meget få og nærmest malplacerede installationer rundt omkring i byrummet – mærker man nemlig ikke noget til, at Aarhus er årets europæiske kulturby, når man spadserer rundt i landets anden største by, eller er inde forskellige steder, både cafeer, butikker osv.

Jo, der er enkelte udstillinger – og domkirken var lukket for både besøg og kirkelige handlinger på grund af forberedelserne til en teaterforestilling, hvor man ville vende op og ned på gudstjenesten.

Men ellers er Aarhus fuldkommen, som Aarhus plejer at være: Det er stadig regnbuen øverst oppe på AROS, der sammen med Den Gamle By er byens helt store trækplastre. Og der stinker stadig af en blanding af enorme mængder af gylle, kogt opkast og kemisk affald, som gør, at alle med vejrtrækningsbesvær burde anbefales fra officiel side at holde sig væk på de dage, hvor det er slemt.

De lokale siger, at det er værst, når vinden kommer fra øst. De siger også, at det er oliemøllen ned fra havnen, der er årsagen – og at lugten/stanken kommer og går – og at sådan har det været i mange år. Der ligger også nogle store produktionsvirksomheder nede på havnen, og dem bliver der åbenbart taget meget hensyn til.

For politikerne i Aarhus har tilsyneladende hellere ville bruge penge på at blive europæisk kulturby end på at fjerne en stank, der er en sand lidelse at færdes i – og som nok ikke får turisterne til at komme igen.

Som Danmarksbloggen hørte en besøgende på AROS sige dét: Lugten af en Kulturby

Dét er så ikke en god lugt i Aarhus, skal vi hilse og sige. Måske man skulle rethink – eller gentænke, genoverveje som det hedder på dansk – prioriteringerne i byen, der så gerne vil være en storby, men aldrig rigtig bliver det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manglende velfærd lugter … også fysisk

Lugter manglende velfærd også fysisk?

Spørgsmålet kan måske virke en anelse besynderligt for den, som ikke regelmæssigt kører med bus i København og formentlig også i andre af landets større byer.

Men for os, som nærmest dagligt benytter disse glimrende befordringsmidler, er de derimod en del af vores hverdag: Disse ildelugtende medmennesker, som lever i deres egen ret lugtstærke virkelighed, hvor basale ting som personlig rengøring og hygienje for længst er blevet en utopisk luksus, som de ikke har overskud til.

Der var engang, hvor man fortalte om de ildelugtende, når man mødte dem. Det gør man ikke mere. For det sker hele tiden. Flere gange om ugen er der en eller flere af de ildelugtende med bussen, hvor de sidder i deres egen hørm – som regel med god plads omkring sig.

Der er nemlig ingen, der sætter sig i nærheden af dem. Der er heller ikke nogen, der siger noget til dem. Af og til får de ildelugtende et hvast blik fra en eller flere passagerer, som på den måde med hele deres misbilligende attitude signalerer: Helt ærligt, du ku´ da godt lige have vasket dig.

Men det er det, som de ikke kan, vores ildelugtende medmennesker. De er så meget ude i tovene, at de basale ting som hygienje og tøjvask er langt over, hvad de kan magte. Og sådan har de altid haft det, de grupper.

MEN i nogle gyldne årtier i Danmarkshistorien lugtede de ikke. For i de årtier fik de hjælp til at klare sig, sådan så de ikke lugtede, ikke stak ud, ikke var nogen, som blev behandlet som spedalske, ingen vil sidde ved siden af. Det var de årtier, hvor vi havde en velfungerende velfærdsstat.

Men nu har samfundet ikke råd til det mere, hævdes det. Det giver ikke mening. Samfundet har aldrig haft så mange penge som nu – set i reelle tal.

Så det, der lugter allermest i virkeligheden, er IKKE de ildelugtende medmennesker i bussen – men den manglende velfærd, som vi hævder, at vi ikke har råd til.

Det er den manglende medmenneskelighed, der stinker – og dét værre end nogen medpassager i bussen nogensinde bliver i stand til at lugte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk