Aarhus 2017: Lugten af en Kulturby

Danmarksbloggen var i sidste uge på besøg i Aarhus – årets europæiske kulturby.

Danmarksbloggen er ikke imponeret. Især fordi tema´et er LET´S RETHINK. Noget det er svært at få øje på.

Pånær nogle fliser, hvor der står Aarhus 2017 på samt meget få og nærmest malplacerede installationer rundt omkring i byrummet – mærker man nemlig ikke noget til, at Aarhus er årets europæiske kulturby, når man spadserer rundt i landets anden største by, eller er inde forskellige steder, både cafeer, butikker osv.

Jo, der er enkelte udstillinger – og domkirken var lukket for både besøg og kirkelige handlinger på grund af forberedelserne til en teaterforestilling, hvor man ville vende op og ned på gudstjenesten.

Men ellers er Aarhus fuldkommen, som Aarhus plejer at være: Det er stadig regnbuen øverst oppe på AROS, der sammen med Den Gamle By er byens helt store trækplastre. Og der stinker stadig af en blanding af enorme mængder af gylle, kogt opkast og kemisk affald, som gør, at alle med vejrtrækningsbesvær burde anbefales fra officiel side at holde sig væk på de dage, hvor det er slemt.

De lokale siger, at det er værst, når vinden kommer fra øst. De siger også, at det er oliemøllen ned fra havnen, der er årsagen – og at lugten/stanken kommer og går – og at sådan har det været i mange år. Der ligger også nogle store produktionsvirksomheder nede på havnen, og dem bliver der åbenbart taget meget hensyn til.

For politikerne i Aarhus har tilsyneladende hellere ville bruge penge på at blive europæisk kulturby end på at fjerne en stank, der er en sand lidelse at færdes i – og som nok ikke får turisterne til at komme igen.

Som Danmarksbloggen hørte en besøgende på AROS sige dét: Lugten af en Kulturby

Dét er så ikke en god lugt i Aarhus, skal vi hilse og sige. Måske man skulle rethink – eller gentænke, genoverveje som det hedder på dansk – prioriteringerne i byen, der så gerne vil være en storby, men aldrig rigtig bliver det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk