Dét ønsker danskerne for Danmark i 2014

Danmarksbloggen har spurgt seks danskere, hvad de ønsker for Danmark i 2014.

Her er deres svar:

Anna Luise Langguth, ba. scient. san. publ.:
For Danmark 2014 vil jeg ønske, at vi får fokus på og offentligt får en diskussion om vores velfærdssystem. Hvor er vi på vej hen? Skal vi stoppe op og reetablere eller skabe en ny model?
Det er min opfattelse, at vores offentlige system i dag er skåret til kanten af, hvad der er forsvarligt. Sporadiske forsikringsmuligheder opstår, men jeg vil ønske, at vi får en offentlig anerkendelse af den liberalistiske retning, som vores velfærd tager – og hvad det indebærer for befolkningen. Er a- og b-hold det, som vi vil med vores samfund?
Hvad vil det indebære at reetablere versus hvor ønsker vi at være på vej hen?

Katrine Paludan Kristensen, privatskolelærer:
Naturligvis har jeg et væld af ønsker for vores land og for os alle sammen. Det hårde nu er, at jeg skal vælge blot ét ønske. Jeg er i Sartres forstand fordømt til frihed her, og det er så lige netop noget i den retning, som jeg vælger at ønske mig mere af i mit land: Frisind:
Jeg ønsker mig et større frisind blandt alle i vores land. Med et frit sind udebliver vores fordomme, vores grad af respekt for forskelligheder øges, vores forsøg på forståelse bliver naturligt større og vi får deraf bedre mulighed for at rumme og nå hinanden. Ad denne vej ønsker jeg mig, at frisindet giver kærligheden mellem os alle langt bedre betingelser end der har været hidtil.

Brian Holmstrøm, arbejder på plejehjem:
Mit største ønske for Danmark handler om, hvordan vi er overfor hinanden. De mange år under borgerligt styre har fremelsket konkurrencefølelsen i folk. Eller rettere følelsen: “Mig selv frem for alt”.
Man ser det flere og flere steder, hvordan egoismen er trådt i karakter. Lige fra små, manglende empatiske handlinger mennesker imellem til den hadske tone, som man ser på internettet. I mange mindre lødige TV-udsendelser handler det også kun om at tage de andre i bagdelen for at fremme sin egen sag. Ja, det er i sådan et omfang, så man kunne få mistanke om et koordineret angreb på fællesskabsfølelsen.
Jeg vil ønske, at det igen bliver in at være solidarisk og holde sammen. Der er noget, som vi har glemt i de hastige år, hvor man gik og ragede til sig uden tanke på andet. Det ville være dejligt, hvis det ikke blev fremhævet som en god egenskab med alle midler at møve sig frem før andre.
Den dag vi forstår, at alle hjulene i en gearkasse er der for et formål, så vil maskinen køre meget bedre.
Hold sammen, Danmark. Godt nytår.

Yasmin Anette Kristensen, ansat i shippingbranchen og bosat udenfor Danmark:
Mit ønske for Danmark i 2014 er, at danskerne opdager, hvor dejligt det er at være dansker og bo i Danmark.
I Danmark kan man udtrykke sin mening på de sociale medier uden frygt. I Danmark lytter politikerne stadigvæk til befolkningen og ændrer mening/lovgivning, når flertallet kræver det.
Jeg ønsker, at vi i Danmark fortsætter med at være danske og bliver ved med at dele velfærden, hvor der er behov for det og tænke på vores medmennesker. Men også at vi husker på at nyde Danmark og være stolt over det at være dansker.

Ole Frederiksen, IT-konsulent og udvikler: 
Jeg ønsker, at vi i 2014 får flere ærlige politikere i Danmark. Politikere, der tør stå inde for deres egne valg og holdninger. Politikere med integritet. To eksempler på ærlighed og integritet i dansk politik i 2013 var:
1. Enhedslisten, der i finanslovsforhandlingerne valgte at stå fast på deres principper.
2. Dansk Folkeparti, der vedstår at loven på udlændingeområdet er, som de mener, at den skal være – til trods for at medierne finder et eksempel med Im, som blev udvist af Danmark.
Jeg er absolut ikke enig med Dansk Folkeparti, men de skal helt klart have kredit for, at de i dette eksempel står inde for den lovgivning, som de selv har fået vedtaget.

Virginia Høhling, pædagog:
Jeg kunne godt tænke mig, at der kom mere fokus på det personlige ansvar.
F.eks at man tænkte sig om, inden man satte børn i verden. Har jeg indrettet mit liv, så det passer til at have børn? Har jeg overskud til dem? Gider jeg dem? Eller vil jeg hellere gå op i karriere, venner og alt muligt andet?
For døgnet har kun 24 timer – og man kan ikke nå det hele. Den der med kvalitetstid er en myte. Når det drejer sig om børn, fordrer kvalitet også kvantitet.
Og det sidste det danske samfund har brug for er generationer af grænseløse og ego-styrerede børn og unge, der kun tænker på sig selv og egne mål. Dem har vi allerede rigeligt af i dag – og vel at mærke i alle sociale grupper.
Så mit ønske er, at vi alle – også os, der ikke er børn og unge – lærer at tænke mere på andre end os selv og at give denne værdi videre til de kommende generationer. For hvordan man lever i et forpligtende fællesskab er også noget, der skal læres.

Redigeret af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen